Gasforsyningsloven Kapitel 8 a

Denne konsoliderede version af gasforsyningsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om gasforsyning

Lov nr. 449 af 31. maj 2000,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1100 af 16. august 2023,
som ændret ved lov nr. 466 af 18. maj 2011, lov nr. 923 af 18. maj 2021, lov nr. 1594 af 28. december 2022 og lov nr. 1787 af 28. december 2023

Kapitel 8 a Administrative bestemmelser
§ 44b

Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om, at kommunikation om forhold, som er omfattet af denne lov, af bestemmelser fastsat i henhold til loven eller af EU-retsakter om forhold omfattet af loven, skal ske digitalt. Ministeren kan herunder fastsætte regler om anvendelse af et bestemt digitalt system og om fritagelse for obligatorisk anvendelse for visse grupper af personer og virksomheder.

Stk. 2 En digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for myndigheden.

§ 44c

Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om, at nærmere angivne internationale vedtagelser og tekniske specifikationer vedrørende krav til virksomheder, anlæg, indretninger, produkter m.v., som der henvises til i regler udstedt i medfør af denne lov, ikke indføres i Lovtidende.

Stk. 2 Klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter regler om, hvorledes oplysning om de internationale vedtagelser og tekniske specifikationer, der ikke indføres i Lovtidende, jf. stk. 1, kan fås.