Gasforsyningsloven Kapitel 3

Denne konsoliderede version af gasforsyningsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om gasforsyning

Lov nr. 449 af 31. maj 2000,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1100 af 16. august 2023,
som ændret ved lov nr. 466 af 18. maj 2011, lov nr. 923 af 18. maj 2021, lov nr. 1594 af 28. december 2022 og lov nr. 1787 af 28. december 2023

Kapitel 3 1 Systemet, opstrømsanlæg og bygasnet
Transmissions-, distributions-, lager og LNG-bevillinger
I den seneste lovbekendtgørelse på Retsinformation er titlen til § 10 ved en fejl blevet slettet, jf. lov nr. 449 af 31. maj 2000.
§ 10

Transmissions-, distributions-, lager- og LNG-virksomhed, herunder virksomhed i klynger, kan kun udøves efter bevilling, der kan gives til selskaber, som opfylder kravene i § 28, jf. dog stk. 3.

Stk. 2 Bevilling meddeles af klima-, energi- og forsyningsministeren for et nærmere afgrænset område eller for en klynge. Bevilling gives for mindst 20 år, dog ikke for klynger.

Stk. 3 Virksomhed, der varetages af Energinet eller Energinets helejede datterselskaber i medfør af § 2, stk. 2 og 3, i lov om Energinet, udøves uden bevilling.

Stk. 4 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om betaling til dækning af omkostningerne ved myndighedsbehandling forbundet med bevilling efter stk. 1, herunder ansøgning om overdragelse af bevilling.

§ 10a

Transmissionsselskaber, transmissionssystemejere, systemoperatører og distributions-, lager- og LNG-selskaber vedligeholder og om- og udbygger systemet i forsyningsområdet i fornødent omfang. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte nærmere regler herom.

Ejermæssig adskillelse
§ 10b

Transmissionsselskaber eller transmissionssystemejere og systemoperatører skal efter reglerne i stk. 2-6 være ejermæssigt adskilt fra produktions- og handelsaktiviteter.

Stk. 2 Den, der direkte eller indirekte, alene eller sammen med andre, udøver kontrol over et gasproduktions-, gasforsynings, elproduktions- eller elhandelsselskab, må ikke samtidig direkte eller indirekte, alene eller sammen med andre, udøve kontrol eller rettigheder over et transmissionsselskab eller en transmissionssystemejer og en systemoperatør.

Stk. 3 Den, der direkte eller indirekte, alene eller sammen med andre, udøver kontrol over et transmissionsselskab eller en transmissionssystemejer og en systemoperatør, må ikke samtidig direkte eller indirekte, alene eller sammen med andre, udøve kontrol eller rettigheder over et gasproduktions-, gasforsynings-, elproduktions- eller elhandelsselskab.

Stk. 4 Den, der har ret til at udpege medlemmer af tilsynsrådet, bestyrelsen eller direktionen for et transmissionsselskab, en transmissionssystemejer eller en systemoperatør eller andre organer, som repræsenterer transmissionsselskabet eller transmissionssystemejeren og systemoperatøren juridisk, må ikke samtidig direkte eller indirekte, alene eller sammen med andre, udøve kontrol eller rettigheder over et gasproduktions- eller gasforsyningsselskab.

Stk. 5 Et medlem af tilsynsrådet, bestyrelsen eller direktionen for et transmissionsselskab, en transmissionssystemejer eller en systemoperatør må ikke være medlem af tilsynsrådet, bestyrelsen eller direktionen for et gasproduktions- eller gasforsyningsselskab. Det samme gælder for andre organer, som måtte repræsentere selskaberne, som er nævnt i 1. pkt., juridisk.

Stk. 6 Selskaber, der varetager gasproduktions- eller gasforsyningsvirksomhed, må ikke direkte eller indirekte overtage kontrollen med eller udøve rettigheder over ejermæssigt adskilte transmissionsselskaber eller transmissionssystemejere og systemoperatører.

Certificering af ejermæssig adskillelse
§ 10c

Efter forudgående ansøgning certificerer Forsyningstilsynet transmissionsselskaber, hvis de opfylder kravene om ejermæssig adskillelse, jf. § 10 b.

Stk. 2 Forsyningstilsynet fører tilsyn med, at kravene i § 10 b til enhver tid er opfyldt.

Stk. 3 Virksomheder, der er certificeret efter stk. 1, skal underrette Forsyningstilsynet om enhver planlagt transaktion, der har betydning for overholdelse af kravene i § 10 b.

Stk. 4 Forsyningstilsynet er forpligtet til at indlede en ny certificeringsprocedure, hvis Forsyningstilsynet

  • 1) modtager en underretning om eller i øvrigt er bekendt med planlagte transaktioner som nævnt i stk. 3,

  • 2) har en formodning om, at kravene i § 10 b ikke længere er opfyldt, eller

  • 3) modtager en anmodning fra Europa-Kommissionen herom.

Stk. 5 Forsyningstilsynet træffer afgørelse om certificering senest 4 måneder efter modtagelse af en ansøgning eller en underretning eller efter datoen for Europa-Kommissionens anmodning. Ved udløbet af denne periode anses certificeringen for udstedt, hvis Forsyningstilsynet ikke har truffet udtrykkelig afgørelse herom. Forsyningstilsynets udtrykkelige eller stiltiende afgørelse får dog først virkning, efter at proceduren i stk. 6 er afsluttet.

Stk. 6 Forsyningstilsynet tilsender straks Europa-Kommissionen underretning om den udtrykkelige eller stiltiende afgørelse om certificering sammen med alle relevante oplysninger om afgørelsen. Europa-Kommissionen handler herefter i overensstemmelse med proceduren i artikel 3 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning om betingelserne for adgang til naturgastransmissionsnet.

Stk. 7 Stk. 1-6 finder ikke anvendelse på transmissionsselskaber, der kontrolleres af en eller flere fysiske eller juridiske personer fra et eller flere lande uden for EU.

Stk. 8 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte nærmere regler om certificering, tilsyn og underretning som nævnt i stk. 1-3. Ministeren kan endvidere fastsætte regler for selskaber omfattet af stk. 7.

Krav til transmissions-, distributions-, lager- og LNG-selskaber
§ 11

Transmissionsselskaber eller transmissionssystemejere og systemoperatører og distributionsselskaber skal sikre en tilstrækkelig og effektiv transport af gas med tilhørende ydelser i egne systemer, herunder

  • 1) opretholde den fysiske balance i systemet, jf. dog § 12, stk. 1, nr. 6 og 7, og § 14, stk. 1, nr. 6 og 7,

  • 2) stille fornøden transportkapacitet til rådighed,

  • 3) sikre måling af levering og aftag af gas i systemet og

  • 4) give systembrugerne og sammenkoblede selskaber nødvendige oplysninger om måling af gas, der transporteres gennem systemet.

Stk. 2 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om gennemførelsen af bestemmelserne i stk. 1, herunder regler om afgrænsning af opgaverne.

Stk. 3 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan beslutte, at transmissionsselskaber, transmissionssystemejere, systemoperatører og distributionsselskaber i samarbejde skal iværksætte forskning og udvikling med henblik på effektiv energianvendelse, miljøforbedringer og sikkerhed ved gasanvendelse. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler eller træffe bestemmelse om udarbejdelse af planer for aktiviteterne og om godkendelse af disse.

§ 11a

Distributions- og lagerselskaber skal opstille et program for intern overvågning, som beskriver selskabets tiltag for at forhindre diskriminerende adfærd. Selskaberne skal sikre overholdelsen af programmet for intern overvågning samt sikre, at det kontrolleres på passende måde. En årsberetning med en beskrivelse af programmet samt kontrollen af dette skal offentliggøres og anmeldes til Forsyningstilsynet.

Stk. 2 Selskaberne nævnt i stk. 1 skal udpege en overvågningsansvarlig, som er uafhængig. Den overvågningsansvarlige må ikke have nogen stilling, noget ansvar, nogen interesser eller noget forretningsforhold i eller med eventuelle tilknyttede og associerede selskaber samt i eller med selskaber, der kontrolleres af samme selskabsdeltagere, jf. dog stk. 3.

Stk. 3 Stk. 2 er ikke til hinder for, at to eller flere distributionsselskaber eller netvirksomheder efter lov om elforsyning udpeger den samme overvågningsansvarlige.

Stk. 4 Den overvågningsansvarlige skal til varetagelse af sin opgave have adgang til alle nødvendige oplysninger hos selskabet og eventuelle tilknyttede og associerede selskaber samt selskaber, der kontrolleres af samme selskabsdeltagere.

Stk. 5 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte nærmere regler om de i stk. 1 nævnte forhold, herunder om, hvad programmet for intern overvågning skal indeholde, og hvordan det skal kontrolleres.

§ 11b

Distributionsselskaber skal sikre, at der i deres kommunikationsarbejde og identitetsstrategier ikke skabes uklarhed om distributionsselskabets særskilte identitet.

§ 11c

Energinet skal opstille et program for intern overvågning, som beskriver Energinets tiltag for at forhindre diskriminerende adfærd. Energinet skal sikre overholdelsen af programmet for intern overvågning og sikre, at det kontrolleres på passende måde. En årsberetning med en beskrivelse af programmet og kontrollen af dette skal offentliggøres og anmeldes til Forsyningstilsynet.

Stk. 2 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte nærmere regler om indholdet af de i stk. 1 nævnte forhold, herunder om, hvad programmet for intern overvågning skal indeholde, og hvordan det skal kontrolleres.

§ 11d

Distributionsselskaber skal uden ugrundet ophold efterkomme en anmodning fra en gasleverandør til et aftagenummer om at afbryde gasforsyningen til aftagenummeret. Når afbrydelsen er gennemført, skal distributionsselskabet oplyse gasleverandøren herom.

Stk. 2 Gasleverandører indberetter en gang om året alle gennemførte gasafbrydelser og begrundelserne for afbrydelserne som aggregerede oplysninger til Forsyningstilsynet i medfør af regler fastsat i henhold til § 42 e, stk. 2.

§ 12

Et transmissionsselskab, en transmissionssystemejer og en systemoperatør skal

  • 1) i fornødent omfang tilslutte anlæg til opgradering af biogas (opgraderingsanlæg), jf. § 35 a, stk. 1 og 2, distributionssystemer og forbrugere,

  • 2) sikre og måle kvaliteten af den gas, der leveres fra eller til transmissionssystemet,

  • 3) varetage opgaver vedrørende forsyningssikkerheden i Danmark,

  • 4) samarbejde med andre transmissionsselskaber eller transmissionssystemejere og systemoperatører i Danmark og i andre lande med henblik på en effektiv udveksling af gas,

  • 5) udarbejde planer for det fremtidige behov for transmissionskapacitet,

  • 6) sikre den sikkerhedsmæssigt forsvarlige fysiske balance i selskabets transmissionssystem,

  • 7) sikre, at der er økonomiske incitamenter for systembrugere til at opretholde balancen i selskabets transmissionssystem uden indgreb efter nr. 6, jf. §§ 20 og 36 a, og

  • 8) anvende gennemsigtige, ikkediskriminerende, markedsbaserede metoder ved anskaffelse af den nødvendige energi, det anvender til at udføre sit hverv.

Stk. 2 Aftaler i medfør af stk. 1, nr. 4, der vedrører drift af transmissionsforbindelser mellem Danmark og et land uden for Den Europæiske Union, skal anmeldes til Forsyningstilsynet.

Stk. 3 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om gennemførelsen af bestemmelserne i stk. 1, herunder regler om afgrænsning af opgaverne, jf. dog § 23 a. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan endvidere give pålæg om ændringer i forsyningssikkerheden.

§ 12a

Den, der varetager systemansvarlig virksomhed, skal bidrage til at sikre, at der skabes de bedst mulige betingelser for følgende:

Stk. 2 Den, der varetager systemansvarlig virksomhed, kan ud over det, der er nævnt i stk. 1, tage andre initiativer med henblik på at fremme konkurrencen på markeder for gas.

Stk. 3 Den, der varetager systemansvarlig virksomhed, kan ud over det, der er nævnt i stk. 1 og 2, hvis det er nødvendigt og rimeligt, varetage den overordnede sammenhængende og helhedsorienterede koordinering for systemet, herunder opgaver på vegne af en eller flere juridiske personer efter § 10 a, § 15 a, stk. 1, § 20, stk. 1, § 35 a, stk. 2, og § 36 a, stk. 1.

Stk. 4 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte nærmere regler om den, der varetager systemansvarlig virksomhed efter stk. 1-3, herunder om forholdet til andre juridiske personer og forpligtelser vedrørende tilrettelæggelsen af adgang til systemet.

§ 12b

Energinet eller denne virksomheds helejede datterselskaber kan som led i samarbejdet med andre landes transmissionsselskaber eller transmissionssystemejere og systemoperatører efter klima-, energi- og forsyningsministerens godkendelse indtræde som medejer af selskaber med begrænset ansvar, der har til opgave at medvirke til en effektiv udveksling af gas mellem landene som nævnt i § 12, stk. 1, nr. 4.

Stk. 2 Energinet eller denne virksomheds helejede datterselskaber kan efter klima-, energi- og forsyningsministerens godkendelse være ejer af selskaber med begrænset ansvar, der har til opgave at fremme konkurrencen på markeder for gas efter § 12 a, stk. 2.

Stk. 3 Ændringen i Energinets deltagelse i selskaber omfattet af stk. 1 og 2, som øger virksomhedens økonomiske forpligtelser eller risici, skal godkendes af ministeren.

§ 13

Etablering af nye transmissionssystemer og væsentlige ændringer i bestående transmissionssystemer kan kun foretages efter forudgående tilladelse fra klima-, energi- og forsyningsministeren. Tilladelsen kan kun gives, hvis ansøgeren kan dokumentere, at der er tilstrækkeligt behov for udbygningen. Hvis et projekt har regional betydning på tværs af landegrænser, skal dette indgå i behovsvurderingen. Tilladelsen kan betinges af overholdelse af vilkår vedrørende den nærmere etablering og drift af transmissionssystemet, herunder sikkerhedsstillelse for sløjfning og bortskaffelse af anlæg.

Stk. 2 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om betaling til dækning af omkostningerne ved myndighedsbehandling forbundet med tilladelse efter stk. 1.

Stk. 3 Stk. 1 gælder ikke for virksomhed varetaget af Energinet eller virksomhedens helejede datterselskaber i medfør af § 2, stk. 2 og 3, i lov om Energinet.

§ 14

Et distributionsselskab skal

  • 1) i fornødent omfang tilslutte anlæg til opgradering af biogas (opgraderingsanlæg), jf. § 35 a, stk. 1, og forbrugere,

  • 2) sikre og måle kvaliteten af den gas, der leveres til og fra distributionssystemet i det område, hvor selskabet varetager distributionsvirksomhed,

  • 3) bistå transmissionsselskaber eller transmissionssystemejere og systemoperatører med opgaver vedrørende forsyningssikkerheden,

  • 4) samarbejde med transmissionsselskaber eller transmissionssystemejere og systemoperatører, herunder andre infrastrukturselskaber, i Danmark med henblik på en effektiv udveksling af gas,

  • 5) udarbejde planer for det fremtidige behov for distributionskapacitet og systemudvikling, som indsendes til klima-, energi- og forsyningsministeren til udtalelse, offentliggøres og stilles til rådighed for transmissionsselskaber eller transmissionssystemejere og systemoperatører i Danmark,

  • 6) i samarbejde med transmissionsselskaber eller transmissionssystemejere og systemoperatører, herunder den, der varetager systemansvarlig virksomhed, sikre den sikkerhedsmæssigt forsvarlige fysiske balance i selskabets distributionssystem,

  • 7) sikre gennem metodeanmeldelse for balancering, jf. §§ 20 og 36 a, at der er økonomiske incitamenter for systembrugere til at opretholde balancen i selskabets distributionssystem uden indgreb efter nr. 6,

  • 8) sikre at forbrugerne oplyses om mulighed for gasbesparelser, give den enkelte forbruger informationer om sit faktiske gasforbrug og faktiske aktuelle priser mindst en gang årligt, kortlægge det samlede gasforbrug i forsyningsområdet samt offentliggøre data fra kortlægningen eller på begæring stille sådanne data til rådighed, og

  • 9) sikre realisering af dokumenterbare energibesparelser i overensstemmelse med regler fastsat efter stk. 2.

Stk. 2 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om gennemførelsen af bestemmelserne i stk. 1, herunder regler om forbrugernes ret til at modtage oplysningerne flere gange årligt, elektronisk, og uden at der opkræves særskilt gebyr, regler om virksomhedernes opgaver og mål for de energibesparelser, som virksomhederne samlet eller enkeltvis skal sikre bliver opnået, regler om dokumentation, indberetning og verifikation samt regler om afholdelse af nærmere angivne fællesomkostninger. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om, at visse energibesparelsesaktiviteter, jf. stk. 1, nr. 9, skal ske efter udbud, og regler for udbuddets afholdelse og for virksomhedernes finansiering af de udbudte opgaver. Energioplysningsbekendtgørelsen

Stk. 3 Et distributionsselskab skal sikre, at oplysninger om distributionsselskabets realiserede energibesparelser en gang årligt samkøres med oplysninger om realiserede energibesparelser fra andre distributionsselskaber, netvirksomheder, jf. § 5, nr. 15, i lov om elforsyning, og varmedistributionsvirksomheder med henblik på at kontrollere, om en energibesparelse tilskrives mere end én gang.

Stk. 4 Distributionsselskaber, netvirksomheder, jf. § 5, nr. 15, i lov om elforsyning, og varmedistributionsvirksomheder skal samlet sikre samkøringen efter stk. 3.

Stk. 5 Realiseringen af energibesparelser efter bestemmelsen i stk. 1, nr. 9, skal ske gennem virksomheder, som er selskabsmæssigt adskilte fra distributionsselskabet.

Stk. 6 Distributionsselskaberne skal betale klima-, energi- og forsyningsministerens omkostninger til opgaver forbundet med distributionsselskabernes opgaver vedrørende energibesparelser, jf. stk. 1, nr. 9.

Stk. 7 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om betaling og opkrævning til dækning af omkostningerne efter stk. 6.

Stk. 8 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om samfakturering af de ydelser, forbrugeren modtager i henhold til denne lov.

Stk. 9 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte nærmere regler om den årlige samkøring af oplysninger om realiserede energibesparelser efter stk. 3 og om virksomhedernes gennemførelse af samlet samkøring efter stk. 4.

§ 14a

Etablering af nye distributionssystemer og væsentlige ændringer i bestående distributionssystemer, der falder uden for forhold omfattet af lov om varmeforsyning, kan kun foretages efter forudgående tilladelse fra klima-, energi- og forsyningsministeren. Tilladelsen kan kun gives, hvis ansøgeren kan dokumentere, at der er tilstrækkeligt behov for etableringen eller ændringen. Tilladelsen kan betinges af overholdelse af vilkår vedrørende den nærmere etablering og drift af distributionssystemet, herunder sikkerhedsstillelse for sløjfning og bortskaffelse af anlæg.

Stk. 2 Hvis en ansøgning efter stk. 1 omfatter eller påvirker eller på anden måde berører forhold omfattet af § 13 i denne lov eller § 4 i lov om Energinet, skal dette fremgå af ansøgningen.

Stk. 3 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte nærmere regler om bestemmelserne i stk. 1 og 2, herunder hvilke distributionssystemer der er omfattet af kravet om tilladelse efter stk. 1, og samspillet med forhold omfattet af § 13 i denne lov eller § 4 i lov om Energinet.

Stk. 4 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om betaling til dækning af omkostningerne ved myndighedsbehandling forbundet med tilladelse efter stk. 1.

§ 15

Et lagerselskab skal

  • 1) måle leverancer af gas til og fra lageret,

  • 2) give relevante systembrugere og sammenkoblede selskaber de nødvendige oplysninger om måling af gas, der tilføres og udtrækkes fra lageret, og

  • 3) stille nødvendig lagerkapacitet til rådighed for transmissionsselskabers eller systemoperatørers varetagelse af de i § 12, stk. 1, nr. 3, nævnte opgaver.

Stk. 2 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om gennemførelsen af bestemmelserne i stk. 1, herunder om afgrænsningen af opgaverne og den nødvendige lagerkapacitet, der skal stilles til rådighed til nødforsyningsformål.

Beredskab
§ 15a

Selskaber, der er bevillingspligtige efter § 10, samt Energinet og denne virksomheds helejede datterselskaber, der varetager gasvirksomhed i medfør af § 2, stk. 2 og 3, i lov om Energinet skal foretage nødvendig planlægning og træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre gasforsyningen i beredskabssituationer og andre ekstraordinære situationer. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan bestemme, at opstrømsanlæg og bygasnet tilsvarende skal foretage sådan planlægning og træffe sådanne foranstaltninger.

Stk. 2 Energinet skal varetage de overordnede, koordinerende planlægningsmæssige og operative opgaver vedrørende det i stk. 1 nævnte beredskab.

Stk. 3 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om varetagelse af de i stk. 1 og 2 nævnte opgaver, herunder om udveksling af nødvendige data i de i stk. 1 nævnte situationer og for at undgå sådanne situationer.

Stk. 4 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om udførelse af tilsyn med det beredskabsarbejde, der udføres efter stk. 1 og 2, herunder om selskabernes fremsendelse af materiale som grundlag for tilsynet, om tilsynets beføjelser i forhold til selskaberne og om klageadgang.

§ 15b

Selskaber, der er bevillingspligtige efter § 10, samt Energinet og dennes helejede datterselskaber, der varetager gasforsyningsvirksomhed i henhold til § 2, stk. 2 og 3, i lov om Energinet, skal opretholde et it-beredskab, herunder planlægge og træffe nødvendige foranstaltninger for at sikre beskyttelsen af kritiske it-systemer, der er af væsentlig betydning for gasforsyningen.

Stk. 2 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan ved manglende opfyldelse af et påbud efter § 47 b om at overholde stk. 1 påbyde virksomheder at foretage en it-revision af kritiske it-systemer ved en uafhængig revisor godkendt af tilsynsmyndigheden.

Stk. 3 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan påbyde virksomheder at gennemføre tiltag, som på baggrund af en it-revision, jf. stk. 2, skønnes nødvendige for at opretholde et it-beredskab, jf. stk. 1.

Stk. 4 Informationer, herunder vurderinger, planer og data, vedrørende sikkerhedsforhold for forsyningskritiske it-systemer i virksomheder, som er omfattet af stk. 1, er fortrolige, hvis oplysningerne er væsentlige af hensyn til driften af virksomheden eller gassystemet.

Stk. 5 Klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter nærmere regler for it-beredskab, jf. stk. 1, herunder regler om Bekendtgørelse om it-beredskab for el- og naturgassektorerne

  • 1) organisering af virksomhedens it-beredskab og evne til at modtage advarsler om trusler mod it-sikkerheden,

  • 2) planlægning og beredskabsarbejde, som virksomhederne skal udføre for at modvirke trusler mod it-sikkerheden, herunder virksomhedernes pligt til at videregive oplysninger til Energinet og til klima-, energi- og forsyningsministeren,

  • 3) virksomhedernes risikostyring, herunder inddragelse af andre virksomheder i risikovurderinger,

  • 4) tilmelding til en tjeneste, der yder varsler og informationer om it-sikkerhedstrusler,

  • 5) Energinets varetagelse af overordnede, koordinerende planlægningsmæssige og operative opgaver vedrørende it-beredskabet, jf. stk. 1, og

  • 6) krav til indholdet og planlægningen af en it-revision ved en uafhængig revisor, jf. stk. 2.

Stk. 6 Klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter regler for udførelse af tilsyn med det beredskabsarbejde, der udføres efter stk. 1. Bekendtgørelse om it-beredskab for el- og naturgassektorerne

LNG-faciliteter
§ 16

Etablering af LNG-faciliteter kan kun foretages efter forudgående tilladelse fra klima-, energi- og forsyningsministeren. Tilladelsen kan kun gives, hvis ansøgeren kan dokumentere, at der er tilstrækkeligt behov for LNG-faciliteten. Tilladelsen kan betinges af overholdelse af vilkår vedrørende den nærmere etablering og drift af LNG-faciliteten, herunder sikkerhedsstillelse for bortskaffelse.

Stk. 2 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om betaling til dækning af omkostningerne ved myndighedsbehandling forbundet med tilladelse efter stk. 1.

Direkte ledninger
§ 17

Direkte ledninger kan kun anlægges efter tilladelse fra klima-, energi- og forsyningsministeren.

Stk. 2 Tilladelsen kan kun gives, hvis ansøgeren forinden har fået afslag på en anmodning om adgang til systemet, jf. § 18, og spørgsmålet ikke har kunnet løses ved forelæggelse for Forsyningstilsynet.

Stk. 3 Tilladelsen kan betinges af overholdelse af vilkår som nævnt i § 13, stk. 1, sidste pkt.

Stk. 4 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om betaling til dækning af omkostningerne ved myndighedsbehandling forbundet med tilladelse efter stk. 1.

Tredjepartsadgang
§ 18

Enhver har ret til mod betaling at få adgang til systemet og, hvis det er teknisk eller økonomisk nødvendigt for at yde effektiv systemadgang, lagre, linepack og andre hjælpefunktioner, jf. dog stk. 3.

Stk. 2 Anmodning om adgang efter stk. 1 rettes til det relevante selskab inden for systemet, hvis infrastruktur ønskes benyttet. Selskaberne skal give adgang til systemet på grundlag af objektive, gennemsigtige og ikkediskriminerende kriterier, jf. §§ 20, 20 a, 23 og 36 a.

Stk. 3 Transmissionsselskaber, transmissionssystemejere, systemoperatører og distributions-, lager- og LNG-selskaber kan nægte adgang til systemet i henhold til stk. 1,

  • 1) hvis de ikke råder over den fornødne kapacitet,

  • 2) hvis adgang til systemet ville hindre dem i at opfylde de forpligtelser, som de er pålagt i § 12, stk. 1, nr. 2, 3 og 6, eller

  • 3) på grund af alvorlige økonomiske og finansielle problemer med kontrakter, der indeholder en mindsteaftageforpligtelse (take or pay-vilkår), jf. § 22.

Stk. 4 Afslag på en anmodning om adgang til systemet, jf. stk. 3, skal begrundes.

Stk. 5 Forsyningstilsynet behandler klager over afslag på anmodninger om adgang til systemet, jf. stk. 3.

§ 19

(Ophævet).

§ 20

Priser og betingelser for benyttelse af transmissionssystemer og distributionssystemer samt LNG-faciliteter efter § 18, der udbydes af transmissionsselskabet, transmissionssystemejeren, systemoperatøren og distributions- og LNG-selskabet, fastsættes af transmissions-, distributions- eller LNG-selskabet, jf. kapitel 7. Transmissionsselskaber, transmissionssystemejere, systemoperatører og distributions- og LNG-selskaber skal offentliggøre tariffer og betingelser for benyttelse af transmissionssystemer og distributionssystemer samt LNG-faciliteter efter § 18.

Stk. 2 Transmissionsselskaber, transmissionssystemejere, systemoperatører og distributions- og LNG-selskaber skal give ansøgere om benyttelse af transmissionssystemer og distributionssystemer samt LNG-faciliteter efter § 18 adgang til benyttelse af disse hurtigst muligt.

Stk. 3 Ved transport af gas gennem flere distributionssystemer med henblik på forsyning af en forbruger betales alene for transport svarende til tarifferne for transport i det distributionssystem, som forbrugeren er tilsluttet. Provenuet fra transporten fordeles efter indbyrdes aftale mellem de distributionsselskaber, hvis distributionssystemer gassen transporteres igennem.

Stk. 4 Hvis der opstår tvist om fordelingen af provenuet, jf. stk. 3, kan et eller flere af de berørte distributionsselskaber indbringe tvisten for Forsyningstilsynet til afgørelse.

§ 20a

Adgang til lagerfaciliteter, linepack og andre hjælpefunktioner udbydes af lager- og transmissionsselskaber eller transmissionssystemejere og systemoperatører ved forhandlet adgang, herunder ved auktion, baseret på objektive, gennemsigtige og ikkediskriminerende kriterier. Bestemmelsen omfatter alle lagerfaciliteter i Danmark og al linepack og andre hjælpefunktioner i transmissionssystemet.

Stk. 2 Lager- og transmissionsselskaber eller transmissionssystemejere og systemoperatører offentliggør en gang om året deres kommercielle hovedvilkår for adgang til lagerfaciliteter, linepack og andre hjælpefunktioner. Inden fastsættelse af vilkårene høres lager- og transmissionsselskabernes eller transmissionssystemejernes og systemoperatørernes brugere herom.

Stk. 3 Forsyningstilsynet fører tilsyn med, at udbudsprocedurer og hovedvilkår for adgang til lagerfaciliteter, linepack og andre hjælpefunktioner er baseret på objektive, gennemsigtige og ikkediskriminerende kriterier.

§ 21

Klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter efter forelæggelse for et af Folketinget nedsat udvalg regler for adgang til opstrømsrørledningsnet og opstrømsanlæg, herunder faciliteter, som yder tekniske tjenester i forbindelse med sådan adgang, bortset fra de dele af sådanne net og faciliteter, der benyttes til lokale produktionsaktiviteter ved et felt, hvor gassen produceres.

Stk. 2 Klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter regler om bilæggelse af tvister vedrørende adgang til opstrømsrørledningsnet og opstrømsanlæg.

§ 22

Hvis et gasselskab får eller forventer at få alvorlige økonomiske og finansielle problemer på grund af sine mindsteaftageforpligtelser (take or pay-forpligtelser) i henhold til en eller flere kontrakter om køb af gas, kan det ansøge om en midlertidig undtagelse fra reglerne om adgang til systemet i § 18. Klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter nærmere regler herom.

§ 22a

Større nye anlæg i gasinfrastrukturen kan efter ansøgning til Forsyningstilsynet helt eller delvis undtages fra bestemmelserne i §§ 10 b, 18-21, 36 a og 41 for en bestemt periode, jf. dog stk. 4.

Stk. 2 Den i stk. 1 nævnte infrastruktur skal være selskabsmæssigt adskilt fra det selskab, i hvis system infrastrukturen vil indgå, jf. dog stk. 4.

Stk. 3 Klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter regler om de i stk. 1 nævnte forhold, jf. dog stk. 4.

Stk. 4 Stk. 1-3 finder ikke anvendelse for brintinfrastruktur.

§ 23

For at få adgang til benyttelse af systemet skal brugerne opfylde de krav, der er fastsat herfor, jf. stk. 3.

Stk. 2 For at kunne blive tilsluttet systemet skal anlæg og installationer opfylde fastsatte tekniske krav og standarder.

Stk. 3 I den seneste lovbekendtgørelse på Retsinformation er den ændring, der følger af § 1, nr. 32, i lov nr. 1594 af 28. december 2022, ved en fejl ikke indarbejdet. Ændringen er trådt i kraft den 1. januar 2023, jf. § 6 i lov 1594 af 28. december 2022. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte nærmere regler om de i stk. 1 og 2 nævnte forhold, herunder bestemme, at visse tekniske krav og standarder for tilslutning til samt krav for benyttelse af systemet skal fastsættes af transmissionsselskaber eller transmissionssystemejere og systemoperatører.

Gasforsyningsafbrydelser
§ 23a

Med henblik på håndtering af gasforsyningsafbrydelser i en gasforsyningskrise inden for rammerne af Europa-Parlamentets og Rådets forordning om foranstaltninger til opretholdelse af gasforsyningssikkerheden kan klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætte regler, herunder på følgende områder:

  • 1) Afgrænsning og inddeling af beskyttede kundegrupper.

  • 2) Krav til selskabers udarbejdelse, opbevaring og videresendelse af oplysninger til myndigheder om beskyttede og ikkebeskyttede kundegrupper og deres gasforbrug.

  • 3) Udstedelse af forbud til kunder omfattet af ikkebeskyttede kundegrupper mod forbrug af gas eller fjernvarme.

  • 4) Etablering af en kompensationsordning, der finder anvendelse i forbindelse med en solidaritetskrise.