Gasforsyningsloven Kapitel 13

Denne konsoliderede version af gasforsyningsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om gasforsyning

Lov nr. 449 af 31. maj 2000,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1100 af 16. august 2023,
som ændret ved lov nr. 466 af 18. maj 2011, lov nr. 923 af 18. maj 2021, lov nr. 1594 af 28. december 2022 og lov nr. 1787 af 28. december 2023

Kapitel 13 1 Ikrafttrædelses-, ophævelses- og overgangsbestemmelser
§ 57

Loven træder i kraft den 1. juli 2000.

Stk. 2 Samtidig ophæves lov nr. 294 af 7. juni 1972 om naturgasforsyning.

§ 58

(Ophævet).

§ 59

Et selskab, som ved lovens ikrafttræden lovligt udøvede virksomhed, og som efter denne lov er bevillingspligtigt, har ret til at få bevilling til sin virksomhed, når

  • 1) selskabet erklærer at ville opfylde de forpligtelser, som det pålægges efter bestemmelserne i loven og i bevillingen, og

  • 2) selskabet opfylder de i denne lov stillede krav for at kunne meddeles bevilling.

§ 60

Godkendelse til etablering og ændringer af transmissionsnet, som er givet efter bestemmelserne i den hidtil gældende lov om naturgasforsyning, opretholdes i overensstemmelse med deres indhold og varighed.

Stk. 2 Et bevillingspligtigt selskab kan, når det inden en af klima-, energi- og forsyningsministeren fastsat frist indgiver fornøden ansøgning om bevilling, midlertidigt fortsætte sin virksomhed uden bevilling, indtil klima-, energi- og forsyningsministeren har afgjort ansøgningen, forudsat at det ansøgende selskab overholder lovens bestemmelser for virksomheden.

§ 60a

Såfremt denne lov indebærer, at en eksisterende virksomhed skal opdeles i flere selvstændige juridiske enheder, skal opdelingen gennemføres således, at der til hver enhed henføres de aktiver og passiver, der naturligt er knyttet til den aktivitet, som den pågældende enhed skal udøve. Fordelingen af virksomhedens passiver har ikke virkning i forhold til virksomhedens kreditorer uden disses samtykke.

Stk. 2 Forsyningstilsynet påser overholdelsen af bestemmelsen i stk. 1 i forbindelse med fastlæggelsen af virksomhedernes åbningsbalancer.

§ 61

§ 25 blev ophævet ved lov nr. 494 af 9. juni 2004, § 2, men man glemte tilsyneladende at foretage konsekvensrettelse af henvisningerne til § 25 i § 61, stk. 1. Distributionsselskaber og forsyningsselskaber, som varetager aktiviteter, der efter nærværende lovs ikrafttræden kræver bevilling efter § 25, stk. 1, nr. 1, og stk. 2, skal ved lovens ikrafttræden og efter Forsyningstilsynets nærmere bestemmelse udarbejde en opgørelse over kapitalforhold før nærværende lovs ikrafttræden. Selskaberne skal herefter udarbejde en åbningsbalance, der udformes efter retningslinjer fastsat af Forsyningstilsynet, og som vil skulle danne grundlag for den fremtidige prisfastsættelse efter bestemmelserne i denne lov. Opgørelsen og åbningsbalancen fremsendes til Forsyningstilsynet inden en af tilsynet fastsat frist.

Stk. 2 Selskaberne nævnt i stk. 1 skal inden en af Forsyningstilsynet fastsat frist fremsende en redegørelse for, hvorledes størrelsen af aktiver og passiver er fastsat.

Stk. 3 Forsyningstilsynet træffer afgørelse om, hvorvidt de af selskaberne fremsendte opgørelser og åbningsbalancer efter stk. 1 kan godkendes.

Stk. 4 Såfremt et selskab ikke har opfyldt sine forpligtelser efter stk. 1 og 2, inden for den af Forsyningstilsynet fastsatte frist, fastsætter tilsynet opgørelsen og åbningsbalancen.

I den seneste lovbekendtgørelse på Retsinformation er der i § 38, stk. 6, ved en fejl skrevet "naturgas" i stedet for "gas", jf. § 1, nr. 4, og § 10 i lov nr. 923 af 18. maj 2021.
§ 62

Kontrakter om levering af gas til kunder indgået inden denne lovs ikrafttræden kan løbe uændret videre.

§ 63

(Udelades).

§ 64

Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte overgangsregler.

§ 65

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.