Naturbeskyttelsesloven § 30

Denne konsoliderede version af naturbeskyttelsesloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om naturbeskyttelse

Lov nr. 9 af 03. januar 1992,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1392 af 04. oktober 2022,
som ændret ved lov nr. 1790 af 28. december 2023

§ 30

Miljøministeren fastsætter regler med henblik på at beskytte eller regulere udnyttelsen af vilde dyre- og plantearter, herunder regler om konservering, registrering og mærkning af sådanne arter og dele og produkter af disse. Der kan herunder fastsættes regler om, at ministeren uden retskendelse kan lade udtage prøver af individer af bestemte vilde dyrearter. Reglerne kan omfatte arter, der stammer både fra Danmark og fra udlandet. Artfredningsbekendtgørelsen

Stk. 2 Miljøministeren iværksætter de bevaringsforanstaltninger, der er nødvendige for at sikre, at det ikke medfører en væsentlig negativ virkning for bevaringsstatus for de arter, som er nævnt i bilag 3 til loven, når de utilsigtet indfanges eller slås ihjel. Bevaringsforanstaltninger iværksættes på grundlag af overvågning eller yderligere undersøgelser.

Stk. 3 Miljøministeren iværksætter de foranstaltninger, der er nødvendige for at sikre, at indsamling i naturen af enheder af de vilde dyre- og plantearter, som er nævnt i bilag 4 til loven, og udnyttelsen heraf er forenelig med hensynet til at bevare disse arter.

Stk. 4 Miljøministeren fastsætter regler for at gennemføre foranstaltninger som nævnt i stk. 2 og 3.

Stk. 5 Miljøministeren kan bestemme, at den, der udnytter vilde dyre- og plantearter erhvervsmæssigt, skal have autorisation hertil. Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om autorisationsordningen, herunder om digital registrering af visse arter m.v., og om, at autorisation kan nægtes eller tilbagekaldes.

Stk. 6 Miljøministeren kan fastsætte regler om kontrol med eller forbud mod indførsel af bestemte arter af vilde dyr, der frembyder risiko for mennesker.