Naturbeskyttelsesloven Kapitel 7

Denne konsoliderede version af naturbeskyttelsesloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om naturbeskyttelse

Lov nr. 9 af 03. januar 1992,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1392 af 04. oktober 2022,
som ændret ved lov nr. 1790 af 28. december 2023

Kapitel 7 1 Naturpleje og sandflugtsbekæmpelse
§ 52

Kommuner, som ejer ikke fredede arealer, der omfattes af bestemmelserne i § 3, skal pleje disse. Dette gælder dog ikke for vandløb og søer.

Stk. 2 Kommuner, der ejer arealer i internationale naturbeskyttelsesområder, skal pleje disse i overensstemmelse med bestemmelserne herom i Natura 2000-planen.

Stk. 3 Miljøministeren kan fastsætte regler om pleje af fredede arealer til supplering af de fastsatte fredningsbestemmelser. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om pleje af arealer, for hvilke der er truffet afgørelse efter § 19 d, § 19 e eller § 19 f.

§ 53

Miljøministeren iværksætter de foranstaltninger, som er nødvendige for at dæmpe sandflugt på de klitfredede arealer, der er nævnt i § 8 og § 9.

Stk. 2 Miljøministeren kan påbyde ejeren af et areal, der ikke er klitfredet efter § 8 eller § 9, for egen regning at udføre de foranstaltninger, som er nødvendige for at dæmpe sandflugt. Miljøministeren kan påbyde, at ejerens anvendelse af arealet begrænses.

Stk. 3 Såfremt et påbud ikke efterkommes rettidigt, kan miljøministeren umiddelbart lade arbejdet udføre på ejerens regning. Det samme gælder, hvis arbejdet ikke kan afvente gennemførelsen af et påbud.

Stk. 4 Miljøministerens beslutning om, hvorvidt der skal iværksættes dæmpningsforanstaltninger, sker på baggrund af en afvejning af hensynet til naturen, herunder de internationale naturbeskyttelsesinteresser, landskabet og udgiften til dæmpningen over for andre berørte samfundsværdier. Hvis ministeren på denne baggrund beslutter, at der ikke vil blive udført dæmpningsforanstaltninger på en ejendom, der er væsentligt truet af sandflugt, kan ministeren tillade, at ejeren på egen bekostning udfører de nødvendige foranstaltninger, når dette kan ske i overensstemmelse med de førnævnte hensyn.

§ 54

Udgifterne ved dæmpningsarbejder på klitfredede arealer afholdes med fem sjettedele af staten og en sjettedel af kommunen. Udgifterne ved dæmpningsarbejder på statens arealer afholdes dog alene af staten.