Museumsloven Kapitel 5

Denne konsoliderede version af museumsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 473 af 07. juni 2001,
jf. lovbekendtgørelse nr. 358 af 08. april 2014,
som ændret ved lov nr. 1391 af 23. december 2012, lov nr. 86 af 28. januar 2014, lov nr. 1715 af 27. december 2016 og lov nr. 900 af 21. juni 2022

Kapitel 5 1 Statslige museer
§ 10

De statslige museer, herunder hovedmuseerne, deltager i det nationale og regionale samarbejde med de statsanerkendte museer, jf. kapitel 6.

§ 11

De statslige kulturhistoriske museer og kunstmuseer indberetter genstande, kunstværker og anden dokumentation til de centrale registre over kulturhistorie og kunst og oplysninger til registeret over arkæologiske lokaliteter og fundsteder, jf. § 39.

Stk. 2 De statslige museer kan i særlige tilfælde efter godkendelse af kulturministeren udskille genstande, kunstværker og anden dokumentation fra samlingerne. For så vidt angår de museer, der er nævnt i § 9, meddeles godkendelse af ministeren for forskning, innovation og videregående uddannelser.

§ 12

De statslige hovedmuseer yder museumsfaglig bistand til de øvrige statslige og til statsanerkendte museer. Kulturministeren kan fastsætte nærmere regler herom. For det naturhistoriske område fastsættes reglerne i samråd med ministeren for forskning, innovation og videregående uddannelser.

Stk. 2 De statslige hovedmuseer udfører særlige konserveringsopgaver for de øvrige statslige og for statsanerkendte museer efter regler fastsat af kulturministeren. For det naturhistoriske område fastsættes reglerne i samråd med ministeren for forskning, innovation og videregående uddannelser.

Stk. 3 Udgifterne til særlige konserveringsopgaver afholdes af det museum, der har registreret genstanden eller værket i sin samling.