Mortifikationsloven § 5

Denne konsoliderede version af mortifikationsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om mortifikation af værdipapirer

Lov nr. 145 af 13. april 1938,
jf. lovbekendtgørelse nr. 839 af 02. juli 2015,
som ændret ved lov nr. 205 af 05. marts 2019

§ 5

Retten fastsætter et retsmøde til behandling af begæringen og tilsiger dertil den, der søger mortifikation. Denne skal så vidt muligt give underretning om begæringen og retsmødet til udstederen af dokumentet og til enhver, som antages at være berettiget eller forpligtet efter dokumentet, derunder den, der er indtegnet som berettiget i noteringsprotokol, aktiebog, tingbog eller skibsregister. Ved pantebreve underrettes ligeledes pantets ejer. Iagttagelsen af disse regler må godtgøres, om fornødent ved at benytte retsplejelovens regler om forkyndelser. Hvis en person i udlandet skal underrettes, kan retten tilstille ham meddelelsen ved anbefalet brev.

Stk. 2 Inden det ved kendelse afgøres, om offentlig indkaldelse må udstedes, kan retten afæske den, der søger mortifikation, yderligere mundtlig eller skriftlig oplysning og henstille til ham at foranledige bevisførelse. Undlader han at efterkomme opfordringen, eller er de af ham givne oplysninger ufyldestgørende, kan retten nægte at udstede indkaldelsen.