Momsloven § 19

Denne konsoliderede version af momsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om merværdiafgift (momsloven)

Lov nr. 375 af 18. maj 1994,
jf. lovbekendtgørelse nr. 209 af 27. februar 2024

§ 19

Leveringsstedet for personbefordringsydelser er her i landet for den del af befordringen, der finder sted her, idet der tages hensyn til de tilbagelagte strækninger.

Stk. 2 Leveringsstedet for transport af varer inden for EU til en ikkeafgiftspligtig person er her i landet, når transporten påbegyndes her i landet.

Stk. 3 Leveringsstedet for anden transport af varer til en ikkeafgiftspligtig person end nævnt i stk. 2 er her i landet for den del af transporten, der finder sted her, idet der tages hensyn til de tilbagelagte strækninger.

Stk. 4 Ved transport af varer inden for EU forstås enhver varetransport med afgangssted og ankomststed på to forskellige EU-landes afgiftsområde. Ved afgangssted forstås det sted, hvor varetransporten rent faktisk påbegyndes, uden medregning af den strækning, der tilbagelægges til det sted, hvor varerne befinder sig, og ved ankomststed forstås det sted, hvor varetransporten rent faktisk afsluttes.