Momsbekendtgørelsen § 99

Denne konsoliderede version af momsbekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om merværdiafgift (momsbekendtgørelsen)

Bekendtgørelse nr. 1435 af 29. november 2023

Angivelse af leverancer til andre EU-lande
§ 99

Virksomheder, der leverer varer eller ydelser til registrerede købere i andre EU-lande, skal for hver måned angive leverancer af

  • 1) varer uden afgift efter momslovens § 34, stk. 1, nr. 1-4, jf. dog § 79, stk. 5, nr. 1, i denne bekendtgørelse, og

  • 2) ydelser uden afgift, når køberen er betalingspligtig for afgiften af ydelserne, idet leveringsstedet for ydelserne er bestemt efter momslovens § 16, stk. 1, dog at leverancer af ydelser ikke skal angives, hvis ydelsen er fritaget for afgift i et andet EU-land, hvor ydelsen har leveringssted.

Stk. 2 Virksomheden skal ved angivelsen efter stk. 1 oplyse

  • 1) virksomhedens registreringsnummer, navn og adresse samt angivelsesperiode for leverancer til andre EU-lande,

  • 2) køberens registreringsnummer,

  • 3) den samlede værdi af virksomhedens leverancer af varer uden afgift til hver enkelt køber i et andet EU-land, og

  • 4) den samlede værdi af virksomhedens leverancer af ydelser uden afgift til hver enkelt køber i et andet EU-land, hvor køberen er betalingspligtig for afgiften af ydelserne, idet leveringsstedet for ydelserne er bestemt efter momslovens § 16, stk. 1.

Stk. 3 Foruden oplysningerne i stk. 1 og 2 skal afgiftspligtige personer indsende oplysninger om momsregistreringsnummeret på de afgiftspligtige personer, til hvilke varer, der er forsendt eller transporteret i medfør af en konsignationsaftale i overensstemmelse med betingelserne i momslovens § 10 a, er bestemt og om enhver ændring i de afgivne oplysninger.

Stk. 4 Skatteforvaltningen kan tillade, at virksomheder, der leverer varer uden afgift til registrerede købere i andre EU-lande, angiver leverancer af varer efter stk. 1 og 2 for hvert kvartal, hvis

  • 1) virksomheden ikke er omfattet af momslovens regler for månedlig afgiftsperiode, og

  • 2) virksomhedens leverancer af varer uden afgift til andre EU-lande ikke overstiger 400.000 kr. hverken i det indeværende kvartal eller i hvert af de forudgående fire kvartaler.

Stk. 5 Virksomheder, der angiver leverancer af varer på vilkår efter stk. 4, men hvor virksomhedens leverancer af varer uden afgift til andre EU-lande overstiger 400.000 kr. i en eller to måneder inden for et kvartal, skal angive leverancer af varer efter stk. 1 og 2 for denne ene måned eller for hver af disse to måneder som samlet angivelsesperiode.

Stk. 6 Skatteforvaltningen kan tillade, at virksomheder, der leverer ydelser uden afgift til registrerede købere i andre EU-lande, hvor køberen er betalingspligtig for afgiften af ydelserne, idet leveringsstedet for ydelserne er bestemt efter momslovens § 16, stk. 1, angiver virksomhedens leverancer af ydelser efter stk. 1 og 2 for hvert kvartal, hvis

  • 1) virksomheden ikke er omfattet af momslovens regler for månedlig afgiftsperiode, og virksomheden angiver leverancer af varer på vilkår efter stk. 3, når virksomheden samtidig angiver leverancer af ydelser, og køberen er betalingspligtig for afgiften af ydelserne, idet leveringsstedet for ydelserne er bestemt efter momslovens § 16, stk. 1, eller

  • 2) virksomheden kun angiver leverancer af ydelser, og køberen er betalingspligtig for afgiften af ydelserne, idet leveringsstedet for ydelserne er bestemt efter momslovens § 16, stk. 1.