Momsbekendtgørelsen § 68

Denne konsoliderede version af momsbekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om merværdiafgift (momsbekendtgørelsen)

Bekendtgørelse nr. 1435 af 29. november 2023

Papirfakturaer og elektroniske fakturaer
§ 68

En virksomhed skal sikre oprindelsesægtheden, indholdsintegriteten og læsbarheden for papirfakturaer og elektroniske fakturaer fra udstedelsestidspunktet til udgangen af opbevaringsperioden efter § 92, stk. 1 eller 3. Ved sikring af fakturaens oprindelsesægthed forstås sikring af leverandørens eller fakturaudstederens identitet. Ved sikring af fakturaens indholdsintegritet forstås, at fakturaens indhold efter § 58, stk. 1, §§ 59-62, § 66, stk. 1, eller § 67, stk. 1, ikke skal kunne ændres eller slettes.

Stk. 2 Virksomheden fastsætter selv, hvordan virksomheden vil sikre oprindelsesægtheden, indholdsintegriteten og læsbarheden for fakturaer. Virksomhedens sikring kan ske ved enhver form for egenkontrol af, at virksomheden i overensstemmelse med bogføringsloven og kapitel 13 i denne bekendtgørelse etablerer et pålideligt revisionsspor mellem de fakturaer, som virksomheden udsteder, og de leverancer af varer eller ydelser, som virksomheden foretager.

Stk. 3 Ved en elektronisk faktura forstås, at fakturaen opfylder indholdskravene efter § 58, stk. 1, §§ 59-62, § 66, stk. 1, eller § 67, stk. 1, og at fakturaen er udstedt og modtaget i et hvilket som helst elektronisk format.

Stk. 4 En virksomhed kan kun udstede elektroniske fakturaer til en modtager, der accepterer dette. Modtagerens accept anses at foreligge ved enhver form for udtrykkelig skriftlig accept, formel eller ej, eller stiltiende, hvis en elektronisk faktura indgår i modtagerens bogføring og regnskab, eller hvis modtageren betaler det fakturerede beløb ifølge en elektronisk faktura.

Stk. 5 Hvis en virksomhed fremsender flere elektroniske fakturaer til samme modtager eller stiller flere elektroniske fakturaer til rådighed for den samme modtager, kan oplysninger, som er fælles for de forskellige fakturaer, blot angives én gang, hvis der for hver faktura er adgang til samtlige oplysninger.