Momsbekendtgørelsen § 58

Denne konsoliderede version af momsbekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om merværdiafgift (momsbekendtgørelsen)

Bekendtgørelse nr. 1435 af 29. november 2023

Krav til fakturaens indhold
§ 58

Med forbehold for de øvrige bestemmelser i dette kapitel skal en faktura, herunder afregningsbilag, jf. § 70, indeholde:

  • 1) Udstedelsesdato (fakturadato).

  • 2) Fortløbende nummer, der bygger på én eller flere serier, og som identificerer fakturaen.

  • 3) Den registrerede virksomheds (sælgerens) registreringsnummer.

  • 4) Den registrerede virksomheds og køberens navn og adresse.

  • 5) Mængden og arten af de leverede varer eller omfanget og arten af de leverede ydelser.

  • 6) Den dato, hvor levering af varerne eller ydelserne foretages eller afsluttes, eller hvor et afdragsbeløb betales, forudsat en sådan dato er fastsat og forskellig fra fakturaens udstedelsesdato.

  • 7) Afgiftsgrundlaget, pris pr. enhed uden afgift, eventuelle prisnedslag, bonus og rabatter, hvis disse ikke er indregnet i prisen pr. enhed.

  • 8) Gældende afgiftssats.

  • 9) Det afgiftsbeløb, der skal betales.

Stk. 2 Ethvert dokument eller enhver meddelelse, der specifikt og utvetydigt ændrer eller henviser til den oprindelige faktura, sidestilles med en faktura.

Stk. 3 Såfremt en faktura, herunder afregningsbilag, også omfatter afgiftsfritagne leverancer, skal det af fakturaen fremgå, hvilke leverancer der er pålagt afgift. Sådanne leverancer skal opføres for sig med særskilt sammentælling.

Stk. 4 Når en registreret virksomhed leverer varer eller ydelser til en anden registreret virksomhed mod hel eller delvis betaling med varer eller ydelser (byttehandel), er det tilstrækkeligt, at den ene af parterne udsteder en faktura med begges registreringsnumre påført. Denne faktura skal ud over de i stk. 1, nævnte oplysninger indeholde oplysning om art, omfang og pris for det, der er modtaget i bytte.

Stk. 5 Når en registreret virksomhed udlejer eller leaser personmotorkøretøjer ud til registrerede virksomheder for en periode på mere end 6 måneder, skal den til lejeren afgive de oplysninger, der er nødvendige ved beregningen af det månedlige fradragsbeløb efter momslovens § 42, stk. 4 og 5, for eksempel ved angivelse af fradragsbeløbet på fakturaen.

Stk. 6 En virksomhed kan udstede en samlefaktura for flere særskilte leverancer af varer eller ydelser, hvis afgiften af de leverede varer eller ydelser omfattet af samlefakturaen forfalder inden for samme måned.

Stk. 7 En registreret virksomhed, som driver handel fra torve, stadepladser og lignende distributionscentraler, kan pålægges at udstede faktura, jf. § 58 eller § 66 i denne bekendtgørelse, ved alt salg af varer og ydelser samtidig med leveringen, såfremt Skatteforvaltningen har konstateret uregelmæssigheder i virksomhedens regnskaber.

Stk. 8 En registreret virksomhed, som erhverver varer i et andet EU-land eller i Danmark, kan pålægges, at de erhvervede varer skal ledsages af en faktura, følgeseddel, kassebon eller anden dokumentation for varernes erhvervelse under hele transporten frem til købers bestemmelsessted, såfremt Skatteforvaltningen har konstateret uregelmæssigheder i virksomhedens regnskaber. Dokumentationen skal på forlangende forevises Skatteforvaltningen ved en eventuel kontrol af transportmidlet.

Stk. 9 Et pålæg efter stk. 7 og 8 gives for 2 år. Konstaterer Skatteforvaltningen i den 2-årige periode fortsat uregelmæssigheder i virksomhedens regnskaber, kan pålægget forlænges.