Momsbekendtgørelsen § 136

Denne konsoliderede version af momsbekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om merværdiafgift (momsbekendtgørelsen)

Bekendtgørelse nr. 1435 af 29. november 2023

Tilladelse m.v. til oprettelse af afgiftsoplag
§ 136

Skatteforvaltningen kan efter momslovens § 34, stk. 5, meddele tilladelse til oprettelse af råvareafgiftsoplag til afgiftsfri oplæggelse af de i bilaget til loven nævnte EU-varer, der omsættes på internationale varebørser eller under lignende former for international kædehandel.

Stk. 2 Der skal foreligge et særligt økonomisk behov for at oprette oplag som nævnt i stk. 1.

Stk. 3 Oplagsindehavere skal registreres efter momsloven eventuelt ved en herboende repræsentant.

Stk. 4 De i stk. 1 omhandlede varer skal opbevares på de i tilladelsen anførte steder eller lokaliteter. Skatteforvaltningen fastsætter endvidere, at varerne enten skal være fysisk adskilt fra andre varer, eller at der skal foreligge et regnskab, hvorved der kan ske en identifikation af varerne. Skatteforvaltningen kan fastsætte nærmere bestemmelser om lagerregnskabet og om de benyttede lokaliteter.

Stk. 5 Varerne kan under opbevaringen kun underkastes de sædvanlige behandlinger, som kan finde sted under en toldoplagsprocedure.

Stk. 6 Detailsalg af varer fra oplag kan kun finde sted i særlige tilfælde i overensstemmelse med de regler, der gælder under en toldoplagsprocedure.

Stk. 7 Oplagsindehaveren hæfter for afgiften af varer, som ikke forefindes ved Skatteforvaltningens eftersyn, og

  • 1) varerne ikke godtgøres at være fraført efter bestemmelserne i dette kapitel, eller

  • 2) som ikke på en efter Skatteforvaltningens skøn betryggende måde godtgøres at være forgået under opbevaringen af grunde, som kan henføres til varernes egen beskaffenhed, eller som følge af et hændeligt uheld eller force majeure.

Stk. 8 Afgiften af varer, der omfattes af hæftelsen efter stk. 7, fastsættes efter momslovens § 32, stk. 4. Kendes tidspunktet for fraførslen ikke, er det tidspunkt gældende, hvor lagermanglen konstateres.