Momsbekendtgørelsen § 103

Denne konsoliderede version af momsbekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om merværdiafgift (momsbekendtgørelsen)

Bekendtgørelse nr. 1435 af 29. november 2023

Inaktiv registrering for afgift
§ 103

Skatteforvaltningen offentliggør via skat.dk/TastSelv Erhverv, at en virksomheds registrering for afgift er mærket som inaktiv, hvis

  • 1) virksomheden på afgiftsangivelsen efter momslovens kapitel 15 i alle felter alene har angivet 0 kr. (nulangivelse af afgift og nulangivelse af udenlandshandel med varer eller ydelser samt indenlandske afgiftsfritagne leverancer af varer eller ydelser) inden for 12 måneder i træk, regnet fra udløb af den første angivelsesfrist, medmindre virksomheden efter §§ 99 og 100 i denne bekendtgørelse, jf. momslovens § 54, har angivet leverancer til andre EU-lande for samme 12 måneders-periode, eller

  • 2) virksomheden til brug for anmeldelse til registrering for afgift eller ændring af registrering for afgift har afgivet urigtige eller vildledende oplysninger eller har fortiet oplysninger på en sådan måde, at virksomheden ikke ville være blevet registreret for afgift eller ikke kunne have opretholdt registreringen for afgift, hvis Skatteforvaltningen havde modtaget de fornødne oplysninger.

Stk. 2 Hvis en virksomhed, der er mærket som inaktiv efter stk. 1, nr. 1, kan påvise over for Skatteforvaltningen, at virksomheden driver selvstændig økonomisk virksomhed, herunder ved levering af varer eller ydelser, der er fritaget for afgift efter momslovens § 13, annullerer Skatteforvaltningen mærkningen af virksomheden som inaktiv og meddeler dette til virksomheden.

Stk. 3 En virksomheds eventuelle spørgsmål eller meddelelser til Skatteforvaltningen som reaktion på en mærkning som inaktiv skal sendes digitalt via skat.dk/TastSelv Erhverv. Skatteforvaltningens meddelelser til virksomheder efter stk. 1 eller 2 sendes som dokumenter i maskinel form uden underskrift af en medarbejder hos Skatteforvaltningen og er i retlig henseende sidestillet med dokumenter med underskrift.