Mineralolieafgiftsloven § 9

Denne konsoliderede version af mineralolieafgiftsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om energiafgift af mineralolieprodukter m.v.

Lov nr. 1029 af 19. december 1992,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1349 af 01. september 2020,
som ændret ved lov nr. 1564 af 21. december 2010, lov nr. 1728 af 27. december 2018, lov nr. 138 af 25. februar 2020, lov nr. 2225 af 29. december 2020, lov nr. 1240 af 11. juni 2021, lov nr. 2606 af 28. december 2021, lov nr. 832 af 14. juni 2022, lov nr. 329 af 28. marts 2023, lov nr. 1795 af 28. december 2023 og lov nr. 1797 af 28. december 2023

Afgiftsfritagelse og afgiftsgodtgørelse
§ 9 er ændret ved § 4, nr. 1, i lov nr. 138 af 25. februar 2020. Stk 13-15 i § 9 var ophævet og derfor bliver stk. 16 og 17 stk. 13 og 14. Efter denne ændring har § 9 14 stykker.
§ 1, nr. 27, i lov nr. 1240 af 11. juni 2021 indsætter i § 9 et ny stk. 16. Det ser ud til, at dette er en fejl, derfor skal § 9 have 14 stykker. Vi har implementeret den ændring som følger af § 1, nr. 27, i lov nr. 1240 af 11. juni 2021 som stk. 15. Vi har ikke implementeret den ændring som følger af § 1, nr. 28, i lov nr. 1240 af 11. juni 2021, derfor er det uklart, hvor den skal implementeres.
§ 9

Der sker afgiftsfritagelse, når en oplagshaver leverer

  • 1) benzin til anden teknisk brug end motordrift,

  • 2) jetfuel til brug i luftfartøjer, der anvendes erhvervsmæssigt,

  • 3) varer til brug om bord på skibe i udenrigsfart og fiskerifartøjer med en bruttotonnage på 5 t og derover eller en bruttoregistertonnage på 5 t og derover, dog bortset fra lystfartøjer,

  • 4) varer til de i toldlovens § 4 omhandlede diplomatiske repræsentationer, internationale institutioner m.v. og de hertil knyttede personer,

  • 5) varer til brug for andre EU-landes væbnede styrker og deres ledsagende civile personale eller til forsyning af deres messer eller kantiner, når disse styrker deltager i en forsvarsindsats her i landet, der udføres med henblik på gennemførelsen af en EU-aktivitet under den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik, eller

  • 6) varer til brug for udenlandske NATO-medlemslandes væbnede styrker og deres ledsagende civile personale eller til forsyning af deres messer eller kantiner, når styrkerne m.v. befinder sig her i landet.

Stk. 2 Der ydes afgiftsfritagelse eller -godtgørelse af varer, der medgår til fremstilling af elektricitet i kraftværker og kraft-varme-værker omfattet af bilag 1 og i andre kraftværker og kraft-varme-værker, når der skal betales afgift efter lov om afgift af elektricitet. Andelen af varer til fremstilling af elektricitet ved kraft-varme-produktion beregnes enten som det samlede forbrug af varer fratrukket kraft-varme-produktionen divideret med 1,2, idet der dog højst kan opnås friholdelse for afgift efter denne lov svarende til elektricitetsproduktionen divideret med 0,35 eller som forholdet mellem på den ene side energiindholdet i den fremstillede mængde elektricitet divideret med 0,67 og på den anden side det totale energiindhold i de indfyrede brændsler. Den metode, som virksomhederne vælger, skal benyttes i hele kalenderåret. Hvis energiindholdet i brændsler ikke kan dokumenteres, anvendes energiindholdet som anført i denne bestemmelse. Virksomheder, der foretager opgørelse af energiindholdet i brændsler efter faktisk brændværdi, skal konstatere eller verificere brændværdien og på forlangende fremvise dokumentation herfor over for told- og skatteforvaltningen. Den producerede varme skal måles. Endvidere skal al den producerede elektricitet måles. Energiindholdet udgør:

Spildolie
40,4 MJ/kg
Fyringstjære
36,4 MJ/kg
Gas- og dieselolie
35,9 MJ/l
Petroleum
34,8 MJ/l
Fuelolie
40,4 MJ/kg
LPG
46,0 MJ/kg
Gas, som fremkommer ved raffinering af mineralsk olie (raffinaderigas)
52,0 MJ/kg
Stenkul
25,2 GJ/t
Koks
28,9 GJ/t
Jordoliekoks
31,4 GJ/t
Brunkulsbriketter og brunkul
18,3 GJ//t
Benzin
32,9 MJ/l
Halm
14,5 MJ/kg
Træaffald
14,7 MJ/kg
Andet affald
9,4 MJ/kg
Naturgas
39,6 MJ/Nm³
Biogas
23,3 MJ/Nm³
Forgasningsgas
4,0 MJ/Nm³
Energiindholdet i slam og gødning udgør dog henholdsvis 10 GJ/t og 14 GJ/t fratrukket 1,2 pct. pr. procentpoint vandindhold. Virksomhederne skal konstatere eller verificere vandindholdet og på forlangende kunne fremvise dokumentation herfor over for told- og skatteforvaltningen.
MJ = megajoule
GJ = gigajoule.

Stk. 3 Kraftværker og kraftvarmeværker, der ikke er registreret efter denne lov, får afgiften godtgjort i samme omfang, og efter samme fordelingsregler som i stk. 2. Værker, der ikke opfylder betingelserne for at få afgiften tilbagebetalt efter reglerne i lov om fremskyndet tilbagebetaling af visse afgifter, kan efter anmodning til told- og skatteforvaltningen få afgiften tilbagebetalt månedsvis. Afgiftsbeløbet udbetales efter de i merværdiafgiftslovens § 63 anførte regler.

Stk. 4 Varmeproducenter, der leverer varme uden samtidig produktion af elektricitet til de kollektive fjernvarmenet eller lignende fjernvarmenet, kan få tilbagebetalt en del af afgiften af forbrug af afgiftspligtige varer anvendt til fremstilling af varme til de samme kollektive fjernvarmenet eller lignende fjernvarmenet, som værkernes kraft-varme-kapacitet vedrører, hvis virksomheden er et værk, som har kraft-varme-kapacitet efter stk. 5 eller havde kraft-varme-kapacitet efter stk. 5 den 1. oktober 2005 eller er omfattet af bilag 1. Den del af afgiften, der overstiger 49,8 kr. pr. GJ fjernvarme ab værk (2015-niveau), tilbagebetales. Såfremt der ved fremstillingen af fjernvarme anvendes både afgiftspligtige varer efter denne lov og andre brændsler eller energikilder, nedsættes de 49,8 kr. pr. GJ fjernvarme (2015-niveau) forholdsmæssigt. Tilbagebetaling sker efter reglerne i stk. 3. Satserne i 2. og 3. pkt. reguleres efter § 32 a. Det er en betingelse for tilbagebetalingen, at virksomheden også udnytter muligheden for at få tilbagebetaling af afgift for den samme varme efter § 7, stk. 6, i lov om kuldioxidafgift af visse energiprodukter.

Stk. 5 Virksomheden har kraftvarmekapacitet, hvis 100 pct. af varmeleverancen i mindst 75 pct. af året kan dækkes af kraftvarmeenheden. Mindst 25 pct. af produktionen af elektricitet og varme i kraftvarmeenheden skal udgøres af elektricitet. Dette skal kunne dokumenteres på forlangende over for told- og skatteforvaltningen.

Stk. 6 Afgiften godtgøres af

  • 1) varer, der anvendes til jernbane- og færgedrift og til erhvervsmæssig sejlads med andre fartøjer end de i stk. 1, nr. 3, nævnte bortset fra lystfartøjer,

  • 2) varer, der anvendes som motorbrændstof ved afprøvning af motorer til skibe i forbindelse med fremstilling af disse motorer, og

  • 3) andre varer end de i stk. 1, nr. 2, nævnte, såfremt varerne anvendes til brug i luftfartøjer, der anvendes erhvervsmæssigt.

Stk. 7 Der ydes afgiftsfritagelse af varer, der indføres eller modtages fra andre EU-lande i samme omfang som efter merværdiafgiftslovens § 36, stk. 1, nr. 1-3. Der ydes endvidere afgiftsfritagelse for olieprodukter, som medbringes fra udlandet til brug i køretøjets normale brændstoftank eller reservedunk, jf. dog § 13, stk. 3. Der ydes desuden afgiftsfritagelse for gas, der er indeholdt i lightere, der indføres fra udlandet.

Stk. 8 Der ydes en afgiftsfritagelse af varer, der midlertidigt indføres eller modtages fra andre EU-lande, til de i toldlovens § 5, nr. 3, nævnte formål.

Stk. 9 Varer omfattet af stk. 6 kan i særlige tilfælde leveres uden afgift fra en autoriseret oplagshaver.

Stk. 10 Skatteministeren kan fastsætte regnskabs- og kontrolforskrifter for afgiftsfritagelse og -godtgørelse samt tilskud og betinge afgiftsfriheden af et årligt mindsteforbrug. Skatteministeren kan endvidere fastsætte de nærmere regler for opgørelse og afregning af afgiften efter stk. 2 og 3. Skatteministeren kan endvidere fastsætte nærmere regler for valg og godkendelse af referenceværk som nævnt i stk. 2.

Stk. 11 Et energiprodukt, der medgår direkte til produktion af et tilsvarende energiprodukt, er fritaget for afgift. Fritagelsen gælder kun for energiprodukter, som er produceret på virksomhedens område. Fritagelsen gælder dog ikke for energiprodukter, der anvendes som motorbrændstof.

Stk. 12 En forholdsmæssig del af energiprodukterne kan henregnes under stk. 11 i de tilfælde, hvor samme anlæg forsyner såvel anvendelser omfattet af stk. 11 som andre anvendelser i virksomheden, når en sådan fordeling kan opgøres. § 11, stk. 5, nr. 4, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 13 For nyttiggjort overskudsvarme fra varme og varer, for hvilke stk. 11 finder anvendelse, betales afgift i overensstemmelse med reglerne for nedsættelse af tilbagebetaling af afgift efter § 11, stk. 9-12.

Stk. 14 Fritagelsen efter stk. 1, nr. 5 og 6, administreres af Forsvarsministeriet.

Stk. 15 Virksomheder, der benytter sig af tilbagebetalingsmuligheden i stk. 4 og 5, skal indberette tilbagebetalingsbeløbet til told- og skatteforvaltningen, hvis det samlede beløb overstiger 100.000 euro i et kalenderår. Omregningen fra danske kroner til euro skal ske efter den kurs, der gælder den første arbejdsdag i oktober i det år, som indberetningen vedrører, og som offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende. Ved opgørelsen af tilbagebetalingsbeløbet efter 1. pkt. tillægges tilbagebetalingsbeløbet efter de tilsvarende bestemmelser i § 8, stk. 4 og 5, og § 8 a, stk. 1-4, i lov om afgift af naturgas og bygas m.v., § 11, stk. 6 og 7, og § 11 f, stk. 1-4, i lov om afgift af elektricitet, § 7, stk. 3 og 4, og § 7 b, stk. 1-4, i lov om afgift af stenkul, brunkul og koks m.v. og § 7, stk. 6 og 7, og § 7 b, stk. 1-4, i lov om kuldioxidafgift af visse energiprodukter. Opgørelsen af tilbagebetalingsbeløbet efter 1.-3. pkt. skal ske pr. juridisk enhed.

Stk. 16 Skatteministeren fastsætter nærmere regler om indberetning og offentliggørelse af oplysninger indberettet efter stk. 15 og oplysninger om virksomhedens navn, virksomhedstype, cvr-nummer, størrelse og dato for tildeling. Skatteministeren fastsætter derudover nærmere regler om, at virksomheder ikke kan opnå tilbagebetaling efter stk. 4 og 5, når de ikke opfylder de til enhver tid gældende betingelser for at modtage statsstøtte. Bekendtgørelse om efterlevelse af regler for tildeling af statsstøtte på skatteområdet