Mindstekravsbekendtgørelsen for større virksomheder Kapitel 9

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om krav til det skattemæssige årsregnskab m.v. for større virksomheder

Bekendtgørelse nr. 1295 af 14. november 2018,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 461 af 08. april 2022

Kapitel 9 Afstemning af oplysninger, der er indberettet til Skatteforvaltningen
§ 30

Indberetningspligtige skal oplyse størrelsen af lønninger og honorarer m.v., der indgår i regnskabet, og vise en afstemning med de lønninger og honorarer m.v., der er indberettet til Skatteforvaltningen efter skatteindberetningslovens §§ 1, 2, 4, 5 og 46, jf. bekendtgørelse om skatteindberetning m.v.

§ 31

Fonde og foreninger, som er skattepligtige efter fondsbeskatningslovens § 1, skal oplyse størrelsen af uddelinger som nævnt i fondsbeskatningslovens § 4 og vise en afstemning med de oplysninger, der er indberettet til Skatteforvaltningen efter skatteindberetningslovens § 25.

§ 32

Renteindberetningspligtige skal oplyse størrelsen af renteindtægter og renteudgifter, der indgår i regnskabet, og vise en afstemning med de renter, der er indberettet til Skatteforvaltningen efter skatteindberetningslovens §§ 12-14.

§ 33

Arbejdsgiverforeninger, fagforeninger og andre faglige sammenslutninger, jf. ligningslovens § 13, skal oplyse størrelsen af kontingentindbetalinger, der indgår i regnskabet, og vise afstemning med de kontingenter, der er indberettet til Skatteforvaltningen efter skatteindberetningslovens § 31.

§ 34

Anvender indberetningspligtige som nævnt i §§ 30-33 et regnskabsår, der afviger fra kalenderåret, skal det vises, hvordan de indberettede beløb fordeler sig på de dele af kalenderåret, der udgør regnskabsperioden.