Miljøskadeloven § 25

Denne konsoliderede version af miljøskadeloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om undersøgelse, forebyggelse og afhjælpning af miljøskader (miljøskadeloven)

Lov nr. 466 af 17. juni 2008,
jf. lovbekendtgørelse nr. 482 af 25. april 2022

§ 25

Påbud efter §§ 20, 22 og 23 kan meddeles, uanset om den ansvarlige har rådighed over den ejendom, hvor der er påvist en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade. I påbuddet skal der fastsættes en pligt til retablering af ejendommen.

Stk. 2 Hvis den ansvarlige ikke har rådighed over ejendommen, kan miljøministeren meddele den, der har rådighed over ejendommen, påbud om at tåle, at undersøgelser og forebyggende og afhjælpende foranstaltninger gennemføres af den ansvarlige for miljøskaden eller den overhængende fare for en miljøskade.

Stk. 3 Når andre ved udførelse af foranstaltninger efter denne lov har forvoldt skade på anden mands ejendom, kan ejeren eller brugeren af ejendommen gøre erstatningskrav gældende over for miljøministeren, når der ikke kan opnås enighed om erstatningsfastsættelsen, eller når skadevolderen ikke kan dække erstatningskravet og miljøministeren indtræder i skadelidtes erstatningskrav mod den, der har forvoldt skaden.

Stk. 4 Erstatningsfastsættelse efter stk. 3 og erstatningsfastsættelse vedrørende skade, der er forårsaget ved miljøministerens udførelse af foranstaltninger efter denne lov, foretages i mangel af enighed af de taksationsmyndigheder, der er nedsat efter lov om offentlige veje. §§ 107-111, 114-118 og 122 i lov om offentlige veje finder tilsvarende anvendelse, idet det dog er ministeren, der udfører de opgaver, som er tillagt vejbestyrelsen i henhold til lov om offentlige veje.