Miljøskadeloven Kapitel 5

Denne konsoliderede version af miljøskadeloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om undersøgelse, forebyggelse og afhjælpning af miljøskader (miljøskadeloven)

Lov nr. 466 af 17. juni 2008,
jf. lovbekendtgørelse nr. 482 af 25. april 2022

Kapitel 5 1 Tilsyn
§ 31

Miljøministeren fører tilsyn med, at loven og de regler, der er fastsat i medfør af loven, overholdes, og at afgørelser efterkommes.

§ 32

Miljøministeren skal foranledige et ulovligt forhold lovliggjort, medmindre forholdet har underordnet betydning.

§ 33

I de situationer, der er nævnt i § 32, skal miljøministeren meddele den ansvarlige, at det ulovlige forhold skal bringes til ophør.

Stk. 2 Miljøministeren kan lade påbudte foranstaltninger efter kapitel 3 udføre for påbudsadressatens regning, når den fastsatte frist er udløbet.

Stk. 3 Miljøministerens afgørelser efter stk. 1 og 2 kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

§ 34

Miljøministeren eller den, der er bemyndiget hertil af denne, har, hvis det skønnes nødvendigt, til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse adgang til offentlige og private ejendomme, lokaliteter og transportmidler for at føre tilsyn eller varetage andre opgaver efter denne lov eller regler udstedt i medfør af denne lov. Ministeren har herunder adgang til at fotografere, kopiere eller medtage dokumenter og andre genstande uden vederlag. Kvittering for medtagne genstande skal udleveres.

Stk. 2 Politiet yder myndigheder og personer, der af disse er bemyndiget hertil, bistand ved udøvelse af beføjelserne efter stk. 1. Miljøministeren kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte regler herom.

Stk. 3 Ved undersøgelser og tilsyn på ejendomme, lokaliteter og anlæg og i transportmidler skal indehavere og ansatte yde miljøministeren fornøden vejledning og hjælp.

§ 35

I tilfælde, hvor § 10 i lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter finder anvendelse, kan miljøministeren udføre nødvendige undersøgelser for den ansvarliges regning til belysning af forhold, som den ansvarlige ellers er eller kunne være pålagt at afgive oplysninger om.