Miljøbeskyttelsesloven § 72a

Denne konsoliderede version af miljøbeskyttelsesloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om miljøbeskyttelse

Lov nr. 358 af 06. juni 1991,
jf. lovbekendtgørelse nr. 48 af 12. januar 2024,
som ændret ved lov nr. 45 af 23. januar 2018, lov nr. 807 af 09. juni 2020, lov nr. 898 af 21. juni 2022 og lov nr. 745 af 13. juni 2023

§ 72a

Forinden eksport af særligt miljøbelastende listevirksomheders brugte produktionsanlæg eller væsentlige dele heraf skal afhænderen underrette tilsynsmyndigheden. Inden for en frist på to måneder fra tilsynsmyndighedens modtagelse af underretningen må eksporten ikke påbegyndes, medmindre miljøministeren giver tilladelse hertil.

Stk. 2 Hvor kommunalbestyrelsen er tilsynsmyndighed, videresender kommunalbestyrelsen underretningen til ministeren ledsaget af kommunalbestyrelsens bemærkninger. Ministeren videresender underretningen til den kompetente myndighed i det land, hvor anlægget skal opsættes og idriftsættes.

Stk. 3 Ministeren fastsætter regler om underretningens indhold og form. Ministeren fastsætter krav vedrørende indholdet af tilsynsmyndighedens bemærkninger samt tidsfrist for tilsynsmyndighedens fremsendelse af underretningen til ministeren.

Stk. 4 Ministeren fastsætter regler om, hvilke produktionsanlæg der skal være omfattet af underretningspligten.

Stk. 5 Tilsynsmyndigheden træffer afgørelse om, hvorvidt anlæg eller dele af anlæg er omfattet af underretningspligten. Tilsynsmyndighedens afgørelse herom kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.