Masseafskedigelsesloven Kapitel 8

Denne konsoliderede version af masseafskedigelsesloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om varsling m.v. i forbindelse med afskedigelser af større omfang

Lov nr. 414 af 01. juni 1994,
jf. lovbekendtgørelse nr. 291 af 22. marts 2010,
som ændret ved lov nr. 1612 af 26. december 2013, lov nr. 1482 af 23. december 2014 og lov nr. 385 af 26. april 2017

Kapitel 8 Ikrafttræden m.v.
§ 15

Loven træder i kraft den 24. juni 1994, jf. dog §§ 16-18.

Stk. 2 I lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 16 af 11. januar 1994, ophæves kapitel 5 a og § 102 a.

§ 16

§ 7, stk. 1, 2. pkt., hvorefter meddelelse til det regionale arbejdsmarkedsråd om afskedigelser af det i bestemmelsen nævnte omfang tidligst kan sendes 21 dage efter, at der er indledt forhandlinger efter § 5, træder først i kraft den 1. januar 1996.

§ 17

Uanset § 8, 2. pkt., får afskedigelser af det i bestemmelsen nævnte omfang, hvorom der er givet meddelelse til det regionale arbejdsmarkedsråd efter § 7 inden den 1. januar 1996, tidligst virkning 30 dage efter, at meddelelsen er sendt til det regionale arbejdsmarkedsråd.

§ 18

Uanset § 11, stk. 2, udgør den i bestemmelsen nævnte godtgørelse 30 dages løn og ydes alene for arbejdsgiverens undladelse af at sende meddelelse til det regionale arbejdsmarkedsråd efter § 7, såfremt meddelelsen til det regionale arbejdsmarkedsråd efter § 7 er sendt inden den 1. januar 1996. Fra godtgørelsen fratrækkes den løn, som lønmodtageren har modtaget i en eventuel opsigelsesperiode.

§ 19

Bekendtgørelse nr. 755 af 12. november 1990 om virksomhedsbegreb og om opgørelse af antal lønmodtagere i forbindelse med foretagelse af afskedigelser af større omfang opretholdes, indtil den afløses af regler fastsat efter denne lov.

§ 20

Uoverensstemmelser i sager om afskedigelser af større omfang, hvor forhandlinger med lønmodtagerne er indledt før lovens ikrafttræden, afgøres efter de hidtil gældende regler.

§ 21

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.