Forligsmandsloven § 10

Denne konsoliderede version af forligsmandsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om mægling i arbejdsstridigheder

Lov nr. 5 af 18. januar 1934,
jf. lovbekendtgørelse nr. 709 af 20. august 2002

§ 10

Når et mæglingsforslag underkastes afstemning inden for en organisation, må det kun forelægges i forligsmandens affattelse, og der kan kun afgives rene ja- eller nej-stemmer. Før en afstemning finder sted, skal organisationen drage omsorg for, at alle stemmeberettigede medlemmer får adgang til at gøre sig bekendt med alle de almindelige og specielle bestemmelser i mæglingsforslaget, der vedrører organisationens medlemmer. Enhver afstemning om mæglingsforslaget - såvel ved urafstemning som i kompetent forsamling og såvel i arbejdsgiver- som i arbejderorganisationer - skal foregå hemmeligt og skriftligt. Bestemmelser i love og vedtægter om, hvorledes den kompetente forsamlings enkelte medlemmer skal stemme, er ugyldige. Når afstemningsresultatet foreligger skal organisationen give forligsmanden skriftlig meddelelse om, hvor mange ja-stemmer og hvor mange nej-stemmer der er afgivet, såvel som om det samlede antal af stemmeberettigede medlemmer.

Stk. 2 Om stemmeresultaterne, således som de fremkommer i afdelingerne, forbundene eller hovedorganisationerne, må intet offentliggøres eller meddeles til andre end vedkommende organisation eller forligsmanden, før denne har offentliggjort hovedresultatet af afstemningen.