Lystfartøjsforsikringsafgiftsloven

Denne konsoliderede version af lystfartøjsforsikringsafgiftsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om afgift af lystfartøjsforsikringer (lystfartøjsforsikringsafgiftsloven)

Lov nr. 413 af 20. august 1976,
jf. lovbekendtgørelse nr. 2019 af 14. december 2020,
som ændret ved lov nr. 832 af 14. juni 2022 og lov nr. 1795 af 28. december 2023

Loven er konsolideret med senere ændringer. Her kan du se hvilke ændringslove, som er indarbejdet.

  • Ændringsloven er implementeret i den konsoliderede lov
  • Ændringsloven er delvist implementeret i den konsoliderede lov
  • Ændringsloven er endnu ikke implementeret i den konsoliderede lov

Der er 4 afgørelser, der citerer denne lov.
Søg i disse afgørelser:

Fra
Til
Instans/myndighed
Afgørelsestype

Der er 9305 afgørelser, som er markeret som tilhørende relaterede retsområder.
Søg i disse afgørelser:

  • Afgiftsret
Fra
Til
Instans
Afgørelsestype
§ 1

Efter bestemmelserne i denne lov betales en afgift til statskassen af forsikringer for her i landet hjemmehørende lystfartøjer af enhver art, herunder fartøjets maskineri, inventar og udstyr.

Stk. 2 Ved et lystfartøj forstås ethvert fartøj, medmindre det udelukkende anvendes til erhvervsmæssige formål. Ved erhvervsmæssige formål forstås personbefordring og godstransport eller levering af tjenesteydelser mod vederlag eller til offentlige formål.

§ 2

§ 1 gælder ikke for:

  • a. ulykkesforsikringer og ansvarsforsikringer,

  • b. tingskadeforsikringer for lystfartøjer i de tilfælde, hvor risikoen uden særligt præmietillæg er dækket ved de almindelige forsikringsbetingelser for familieforsikringer o.lign.,

  • c. forsikringer for fartøjer, der udelukkende anvendes erhvervsmæssigt af fiskerivirksomheder, der er registreret efter merværdiafgiftsloven.

Stk. 2 Told- og skatteforvaltningen kan i øvrigt, når særlige grunde taler derfor, fritage forsikringer for afgift, når de forsikrede fartøjer overvejende anvendes erhvervsmæssigt.

§ 3

Afgiften betales af de forsikringsvirksomheder, der tegner de i § 1 nævnte forsikringer, jf. dog stk. 7.

Stk. 2 Forsikringsvirksomheder etableret i Danmark og forsikringsvirksomheder etableret i et andet EU-land, i et land omfattet af den nordiske bistandsaftale eller i et EØS-land, som ikke skal lade sig repræsentere ved en herboende repræsentant, jf. stk. 3, og som ikke vælger at lade sig repræsentere ved en herboende repræsentant, jf. stk. 5, betegnes i det følgende forsikringsvirksomheder.

Stk. 3 Afgiftspligtige forsikringsvirksomheder efter stk. 1 etableret i et land uden for EU, som ikke er omfattet af den nordiske bistandsaftale, eller i et EØS-land, med hvilket Danmark ikke har en aftale om gensidig bistand til inddrivelse, der svarer til reglerne inden for EU, skal registreres ved en herboende repræsentant, jf. stk. 4.

Stk. 4 Med en herboende repræsentant forstås i denne lov en person, der er bosiddende her i landet, eller en virksomhed, der er etableret her i landet. Disse personer og virksomheder betegnes i det følgende repræsentanter.

Stk. 5 Afgiftspligtige forsikringsvirksomheder efter stk. 1 etableret i et andet EU-land, i et land omfattet af den nordiske bistandsaftale eller i et EØS-land, med hvilket Danmark har en aftale om gensidig bistand til inddrivelse, der svarer til reglerne inden for EU, kan lade sig registrere ved en herboende repræsentant, jf. stk. 4.

Stk. 6 Forsikringsvirksomhederne og repræsentanterne for afgiftspligtige virksomheder, jf. stk. 2-5, skal anmelde sig til registrering hos told- og skatteforvaltningen, der udsteder et bevis for registreringen.

Stk. 7 Afgiften af forsikringer for her i landet hjemmehørende lystfartøjer, jf. § 1, der er tegnet hos forsikringsvirksomheder etableret uden for EØS, betales af forsikringstageren, jf. stk. 8.

Stk. 8 Forsikringstageren er den, der lader fartøjet forsikre, jf. stk. 7.

§ 4

Afgiften udgør 1 pct. årligt af forsikringssummen for lystfartøjer.

Stk. 2 Der betales kun afgift for perioder, hvor lystfartøjet er dækket af en forsikring efter § 1, jf. § 2.

§ 5

Størrelsen af forsikringssummerne for de afgiftspligtige forsikringer med oplysning om præmiernes dækningsperiode skal fremgå af forsikringsvirksomhedernes og repræsentanternes regnskaber, jf. dog § 7.

§ 6

Forsikringsvirksomhederne og repræsentanterne skal efter udløbet af hver afregningsperiode til told- og skatteforvaltningen angive størrelsen af de forsikringssummer og afgiften heraf for de forsikringer, hvis præmie forfalder til betaling i den pågældende måned. Angivelsen skal indeholde oplysning om præmiernes dækningsperiode. Afgiften af forsikringssummen beregnes forholdsmæssigt for den samme periode, som den forfaldne forsikringspræmie vedrører. Angivelsen skal være underskrevet af repræsentanten eller forsikringsvirksomhedens ansvarlige ledelse.

Stk. 2 Såfremt forsikringspræmien eller en del heraf godtgøres forsikringstageren eller afskrives som uerholdelig, nedsættes afgiften forholdsmæssigt og fradrages i angivelsen i den måned, hvor tilbagebetalingen eller afskrivningen finder sted.

§ 7

Forsikringstageren, jf. § 3, stk. 8, skal, inden 8 dage efter at forsikringen er tegnet, oplyse told- og skatteforvaltningen om forsikringens art og omfang, forsikringssummen og præmiens størrelse og forsikringsvirksomhedens navn og hjemsted.

Stk. 2 Forsikringstageren skal efter udgangen af den måned, hvori præmien forfalder til betaling, og senest den 15. i den følgende måned til told- og skatteforvaltningen angive størrelsen af forsikringssummen og afgiften heraf. Afgiften betales til told- og skatteforvaltningen inden udløbet af angivelsesfristen efter 1. pkt. Afgiften af forsikringssummen beregnes forholdsmæssigt for den samme periode, som den forfaldne forsikringspræmie vedrører, jf. § 4, stk. 2.

Stk. 3 Agenter el.lign., jf. stk. 4, der medvirker til, at her i landet hjemmehørende lystfartøjer forsikres hos forsikringsvirksomheder uden for EØS, skal efter udløbet af hvert kalenderår og senest den 15. januar give told- og skatteforvaltningen meddelelse om de forsikringer, der er tegnet i det forløbne år, med oplysning om forsikringstagernes navne og adresser.

Stk. 4 Med en agent el.lign. forstås i denne lov enhver, der medvirker til formidling eller vejledning af ejerne i forbindelse med tegning af forsikringer i lande uden for EU og EØS, herunder forhandlere af lystfartøjer, der formidler eller medvirker ved forsikringstegning.

Stk. 5 Stk. 1-4 finder tilsvarende anvendelse på lystfartøjsforsikringer, der inden den 1. juli 1992 er tegnet i et andet EU-land, hvis forsikringsvirksomheden ikke lader sig repræsentere her i landet.

§ 8

Told- og skatteforvaltningen har, hvis det skønnes nødvendigt, til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse adgang til at foretage eftersyn hos forsikringsvirksomhederne eller repræsentanterne og til at efterse forsikringsvirksomhedernes eller repræsentanternes forretningsbøger, øvrige regnskabsmateriale samt korrespondance m.v. I det omfang oplysninger som nævnt i 1. pkt. er registreret elektronisk, omfatter myndighedernes adgang til disse oplysninger også en elektronisk adgang hertil.

Stk. 2 Repræsentanterne eller de i forsikringsvirksomhederne beskæftigede personer skal yde told- og skatteforvaltningen fornøden vejledning og hjælp ved foretagelsen af de i stk. 1 omhandlede eftersyn.

Stk. 3 Politiet yder told- og skatteforvaltningen bistand til gennemførelsen af kontrollen efter stk. 1. Justitsministeren kan efter forhandling med skatteministeren fastsætte nærmere regler herom.

§ 9

Offentlige myndigheder skal på begæring meddele told- og skatteforvaltningen enhver oplysning til brug ved forvaltningens registrering af forsikringsvirksomhederne eller repræsentanterne og kontrollen med afgiftens betaling.

§ 10

Har en forsikringstager, jf. § 3, stk. 8, ikke afgivet en både korrekt og rettidig angivelse, således at forsikringstageren har betalt for lidt i afgift, finder opkrævningslovens § 5 tilsvarende anvendelse.

§ 11

Med bøde straffes den, der forsætligt eller groft uagtsomt:

Stk. 2 I forskrifter, der udstedes i medfør af loven, kan der fastsættes straf af bøde for den, der forsætligt eller groft uagtsomt overtræder bestemmelser i forskrifterne.

Stk. 3 Begås en af de nævnte overtrædelser med forsæt til at unddrage statskassen afgift, straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter straffelovens § 289.

Stk. 4 Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Stk. 5 §§ 18 og 19 i lov om opkrævning af skatter og afgifter m.v. finder tilsvarende anvendelse på sager om overtrædelse af denne lov.

§§ 12-13a

(Ophævet).

§ 14

Skatteministeren fastsætter de fornødne regler til gennemførelse af loven.

§ 14a

(Ophævet).

§ 14b

(Ophævet).

§ 15

Loven træder i kraft den 1. december 1976, jf. dog § 16, stk. 2.

§ 16

Loven finder anvendelse på de præmiebeløb, der forfalder til betaling den 1. december 1976 eller senere.

Stk. 2 (Overgangsbestemmelse, udeladt).

§ 17

Præmien for de afgiftspligtige forsikringer kan af forsikringsvirksomhederne eller repræsentanterne forhøjes med afgiften.

§ 18

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.