Luftfart inden for dansk område kan kun finde sted med luftfartøjer, som har
-
a) dansk nationalitet,
-
b) nationalitet i et EU- eller EØS-land,
-
c) nationalitet i et tredjeland, der har en overenskomst med Danmark om ret til luftfart inden for dansk område, eller
-
d) særlig tilladelse fra transportministeren.
Stk. 2 Når et luftfartøj som nævnt i stk. 1, litra b, primært anvendes til privatflyvning inden for dansk område i en periode på mere end 2 måneder, skal ejeren eller brugeren give meddelelse til Trafikstyrelsen herom. Meddelelsen skal indeholde meddelerens kontaktoplysninger, oplysninger om luftfartøjets type og registrering og oplysning om, hvor i Danmark luftfartøjet har base.
Stk. 3 Tilladelse som nævnt i stk. 1, litra d, meddeles med sådanne vilkår, som i det enkelte tilfælde findes påkrævet for at sikre, at luftfarten foregår på betryggende måde, eller som i øvrigt findes nødvendige af almene hensyn.