Lov om fleksydelse § 2a

Denne konsoliderede version af lov om fleksydelse er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 283 af 25. april 2001,
jf. lovbekendtgørelse nr. 222 af 12. februar 2021,
som ændret ved lov nr. 876 af 12. maj 2021 og lov nr. 452 af 20. april 2022

§ 2a

Personer, der er født før den 1. marts 1952, kan opfylde kravet til optjeningstid, jf. § 2, stk. 1, nr. 4, ved uafbrudt medlemskab af en anerkendt arbejdsløshedskasse fra den 31. marts 1992 eller betaling af fleksydelsesbidrag til mindst det tidspunkt, hvor personen når fleksydelsesalderen, jf. § 1 a. Den uafbrudte optjeningstid efter 1. pkt. skal mindst udgøre 10 år inden for de seneste 15 år. Personen skal have betalt efterlønsbidrag fra den 1. april 1999 og fleksydelsesbidrag fra tilmeldingen til fleksydelsesordningen.

Stk. 2 Personer, der er født før den 1. januar 1959, jf. dog stk. 1, kan opfylde kravet til optjeningstid, jf. § 2, stk. 1, nr. 4, ved medlemskab af en anerkendt arbejdsløshedskasse og uafbrudt indbetaling af efterlønsbidrag fra den 1. juli 1999 og fleksydelsesbidrag fra tilmeldingen til fleksydelsesordningen til mindst det tidspunkt, hvor personen når fleksydelsesalderen, jf. § 1 a. Optjeningstiden skal mindst udgøre 20 år inden for de sidste 25 år.

Stk. 3 Personer, der er født i perioden fra den 1. januar 1959 til den 31. december 1975, kan opfylde kravet til optjeningstid, jf. § 2, stk. 1, nr. 4, ved uafbrudt medlemskab af en anerkendt arbejdsløshedskasse og indbetaling af efterlønsbidrag eller fleksydelsesbidrag fra den 1. januar 2008 til mindst det tidspunkt, hvor personen når fleksydelsesalderen, jf. § 1 a. Optjeningstiden skal mindst udgøre 25 år. For personer, der er født før den 1. juli 1964, og som har været uafbrudt medlem af en anerkendt arbejdsløshedskasse og uafbrudt har betalt efterlønsbidrag fra den 1. juli 1999 og fleksydelsesbidrag fra tilmeldingen til fleksydelsesordningen, er det dog tilstrækkeligt, at perioden udgør mindst 20 år inden for de sidste 25 år.

Stk. 4 En person, der er omfattet af stk. 3, 1. og 2. pkt., skal højst indbetale efterlønsbidrag eller fleksydelsesbidrag i sammenlagt 30 år. Hvis personen inden den 1. januar 2008 har indbetalt efterlønsbidrag eller fleksydelsesbidrag for perioder forud for det fyldte 35. år, får personen et tilsvarende antal bidragsfrie perioder. Det samme gælder, hvis en person fra det fyldte 35. år har indbetalt efterlønsbidrag eller fleksydelsesbidrag i perioden fra den 1. januar 2007 til den 31. december 2007.

Stk. 5 Personer, der er født i perioden fra den 1. januar 1976 til den 31. december 1977, kan opfylde kravet til optjeningstid, jf. § 2, stk. 1, nr. 4, ved medlemskab af en anerkendt arbejdsløshedskasse og indbetaling af efterlønsbidrag eller fleksydelsesbidrag i mindst 30 år, og senest fra personen er fyldt 32 år.

Stk. 6 Henvisningen til §77, stk. 5, nr. 2 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., er forkert da den bestemmelse ikke findes.

Vi har valgt at pege vores krydshenvisning på arbejdsløshedsforsikringslovens §77, stk. 6, nr. 2, da det ses at den bestemmelse omhandler fritagelse fra efterlønsbidrag og efterlønsbevis.
For personer, der er medlemmer af en anerkendt arbejdsløshedskasse, og som er fritaget for at betale efterlønsbidrag som følge af, at de har fået udstedt et efterlønsbevis, jf. § 77, stk. 5, nr. 2, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., ligestilles medlemskab af arbejdsløshedskassen efter fritagelsen med betaling af efterlønsbidrag efter stk. 1-4.

Stk. 7 Udbetaling Danmark kan undtagelsesvis tillade, at der ses bort fra afbrydelser i indbetaling af bidrag til arbejdsløshedsforsikringen, efterlønsbidrag og fleksydelsesbidrag ved afgørelsen af, om kravene i stk. 1-4 er opfyldt. Tilladelsen kan gøres betinget af, at personen efterbetaler bidragene for den pågældende periode.

Stk. 8 Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om bidragsfrie perioder efter stk. 4.