Lov om fleksydelse Kapitel 5

Denne konsoliderede version af lov om fleksydelse er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 283 af 25. april 2001,
jf. lovbekendtgørelse nr. 222 af 12. februar 2021,
som ændret ved lov nr. 876 af 12. maj 2021 og lov nr. 452 af 20. april 2022

Kapitel 5 1 Udbetaling
§ 22

Fleksydelse udbetales tidligst med virkning fra måneden efter, at der er ansøgt om fleksydelse. Fleksydelsen udbetales månedsvis bagud fra den 1. i måneden efter, at der er ansøgt om fleksydelse og lovens betingelser er opfyldt.

Stk. 2 Retten til fleksydelse ophører senest ved udgangen af den måned, hvor personen når folkepensionsalderen, jf. lov om social pension, eller ved personens død.

Stk. 3 Fleksydelse kan ikke udbetales, hvis politiet træffer afgørelse om inddragelse af den pågældendes pas i medfør af § 2, stk. 1, nr. 4, i lov om pas til danske statsborgere m.v., fordi der er grund til at antage, at den pågældende i udlandet deltager i aktiviteter, hvor dette kan indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed eller andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden. Udbetaling af fleksydelse genoptages med virkning fra det tidspunkt, hvor personen har dokumenteret sin tilstedeværelse i Danmark ved fremmøde hos politiet.

Stk. 4 Omgøres en afgørelse om inddragelse af pas i medfør af § 2, stk. 1, nr. 4, i lov om pas til danske statsborgere m.v., eller ophæves den under en efterfølgende domstolsprøvelse, efterbetales den del af fleksydelsen, der ikke er udbetalt under ophøret, jf. stk. 3, hvis de øvrige betingelser for udbetaling af fleksydelse var opfyldt i perioden.

Stk. 5 En person har ikke ret til at få udbetalt fleksydelse for en periode, hvor personen ved endelig dom findes at have overtrådt straffelovens § 101 a, stk. 1, § 114 c, stk. 3, §§ 114 d, 114 e eller 114 g for forhold begået i udlandet, straffelovens § 114 j, stk. 1, eller for en periode, hvor den pågældende ved endelig dom findes at have været i udlandet i strid med et udrejseforbud fastsat i medfør af § 2 b, stk. 1, i lov om pas til danske statsborgere m.v.

Stk. 6 Politiet skal underrette Udbetaling Danmark, hvis politiet træffer afgørelse om inddragelse af pas i medfør af § 2, stk. 1, nr. 4, i lov om pas til danske statsborgere m.v. over for en person, som befinder sig i udlandet, og som politiet får formodning om samtidig modtager fleksydelse. Politiet skal endvidere underrette Udbetaling Danmark, hvis afgørelsen efter § 2, stk. 1, nr. 4, i lov om pas til danske statsborgere m.v. senere omgøres eller ophæves. Anklagemyndigheden skal underrette Udbetaling Danmark, hvis anklagemyndigheden får formodning om, at en person, der ved endelig dom findes at have overtrådt straffelovens § 101 a, stk. 1, § 114 c, stk. 3, §§ 114 d, 114 e eller 114 g for forhold begået i udlandet, straffelovens § 114 j, stk. 1, eller et udrejseforbud fastsat i medfør af § 2 b, stk. 1, i lov om pas til danske statsborgere m.v., modtager eller har modtaget fleksydelse.

Stk. 7 Fleksydelse kan ikke udbetales til en person, som ved domstols- eller administrativ afgørelse er berøvet sin frihed.

Stk. 8 Fleksydelse kan ikke udbetales til en person, som bevidst unddrager sig strafforfølgning her i landet i tilfælde, hvor

  • 1) den pågældende er varetægtsfængslet,

  • 2) politiet eftersøger den pågældende med henblik på varetægtsfængsling eller

  • 3) der foreligger en varetægtsfængslingskendelse.

Stk. 9 Fleksydelse kan endvidere ikke udbetales til en person, som bevidst unddrager sig straffuldbyrdelse her i landet, hvis den pågældende er idømt en ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse.

Stk. 10 Efterfølges en strafforfølgning, jf. stk. 8, ikke af en domfældelse, efterbetales fleksydelse, der ikke er udbetalt, mens personen var frihedsberøvet eller unddrog sig strafforfølgning. Fleksydelsen efterbetales dog ikke til afdødes bo, hvis personen afgår ved døden, inden der er afsagt dom i sagen.

Stk. 11 Kriminalforsorgen skal underrette Udbetaling Danmark, hvis en person, der modtager fleksydelse, undergives strafafsoning eller anden frihedsberøvende foranstaltning, herunder varetægtsfængsling, som følge af et strafbart forhold.

Stk. 12 Når politiet eller kriminalforsorgen får formodning om, at en person, der bevidst unddrager sig strafforfølgning, jf. stk. 8, eller straffuldbyrdelse, jf. stk. 9, samtidig modtager fleksydelse, skal Udbetaling Danmark underrettes om unddragelsen.

§ 22a

En person er udelukket fra at få udbetalt fleksydelse i en periode på 3 år, hvis personen ved endelig dom findes at have overtrådt straffelovens § 101 a, stk. 1, § 114 c, stk. 3, §§ 114 d, 114 e eller 114 g for forhold begået i udlandet, straffelovens § 114 j, stk. 1, eller et udrejseforbud fastsat i medfør af § 2 b, stk. 1, i lov om pas til danske statsborgere m.v. og medlemmet for den periode, som dommen omfatter, har modtaget en af følgende ydelser:

  • 1) Arbejdsløshedsdagpenge, feriedagpenge eller efterløn efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

  • 2) Sygedagpenge fra kommunen efter lov om sygedagpenge.

  • 3) Dagpenge efter barselsloven.

  • 4) Pension efter lov om social pension.

  • 5) Pension efter lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension.

  • 6) Fleksydelse efter denne lov.

  • 7) Integrationsydelse, selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse, uddannelseshjælp, kontanthjælp, revalideringsydelse, ressourceforløbsydelse i ressourceforløb, ressourceforløbsydelse i jobafklaringsforløb eller ledighedsydelse efter lov om aktiv socialpolitik.

  • 8) Fleksløntilskud efter §§ 123 og 124 eller tilskud til selvstændig virksomhed efter § 126 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

  • 9) Statens uddannelsesstøtte (SU) efter SU-loven.

  • 10) Statens voksenuddannelsesstøtte (SVU) efter lov om statens voksenuddannelsesstøtte.

Stk. 2 Perioden i stk. 1 regnes fra det tidspunkt, hvor personen løslades efter afsoning af ubetinget fængselsstraf som følge af en dom, jf. stk. 1. Er personen ikke frihedsberøvet i perioden mellem en dom, jf. stk. 1, og afsoningen, medregnes denne periode i perioden efter stk. 1. Hvis personen idømmes bøde eller betinget fængselsstraf, regnes perioden i stk. 1 fra tidspunktet for den endelige dom, jf. stk. 1.

§ 22b

En person er udelukket fra at få udbetalt fleksydelse i en periode på 3 år, hvis personen ved endelig dom er idømt ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for en overtrædelse, der er omfattet af straffelovens § 81 a, § 244, stk. 2, hvis forholdet er begået mod en person under 18 år, eller § 245, stk. 1, 3. pkt.

Stk. 2 Perioden i stk. 1 regnes fra det tidspunkt, hvor personen har udstået fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter, jf. stk. 1.

§ 23

Krav på fleksydelse kan ikke gøres til genstand for udlæg eller andre former for retsforfølgning, medmindre der er forløbet tre måneder fra den dag, beløbet kunne kræves udbetalt. Aftaler om sådanne krav er ugyldige.

§ 24

(Ophævet)

§ 25

Fleksydelsen afrundes til nærmeste kronebeløb, der kan deles med 12.

Stk. 2 Fleksydelsen udbetales ikke, hvis den beregnede ydelse udgør mindre end 100 kr. pr. måned.

§ 26

Beskæftigelsesministeren fastsætter regler om udbetaling.

Stk. 2 Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om løbende indsendelse af oplysninger om arbejde og indtægter og om fristen for indsendelse af oplysningerne.

Tilbagebetaling af fleksydelse
§ 27

Hvis modtageren har tilsidesat sin oplysningspligt efter § 4 i lov om Udbetaling Danmark, eller i øvrigt mod bedre vidende uberettiget har modtaget fleksydelse, skal modtageren eller dennes dødsbo tilbagebetale det beløb, der er udbetalt med urette.

Stk. 2 Udbetaling Danmark skal som følge af en dom, jf. § 22, stk. 5, træffe afgørelse om tilbagebetaling af fleksydelse for de dage, hvor personen er dømt for overtrædelse af de bestemmelser, der er nævnt i § 22, stk. 5. Det gælder, uanset om Udbetaling Danmark tidligere har truffet afgørelse om tilbagebetaling af fleksydelse for samme periode.

Stk. 3 Udbetaling Danmark skal træffe afgørelse om, at en person, der har modtaget fleksydelse, som personen ikke var berettiget til efter § 22 a, stk. 1, eller § 22 b, stk. 1, skal betale fleksydelsen tilbage.

§ 28

Udbetaling Danmark fastsætter en frist for tilbagebetaling efter § 27. Er tilbagebetaling ikke sket inden denne frist, kan Udbetaling Danmark træffe afgørelse om, at den pågældende mister sin fremtidige ret til fleksydelse.

Stk. 2 Krav på tilbagebetaling af for meget udbetalt fleksydelse kan tilbageholdes i delpension, pension efter lov om social pension, lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. og i fleksydelsen.

§ 28a

(Ophævet)

§ 29

Direktøren for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering kan bestemme, at en arbejdsløshedskasse skal betale det beløb til staten, som Udbetaling Danmark har udbetalt for meget til en fleksydelsesmodtager, hvis den fejlagtige udbetaling skyldes urigtige eller mangelfulde oplysninger fra kassen om medlemsanciennitet eller efterlønsbidrag. Det gælder dog ikke, hvis Udbetaling Danmark eller modtageren af den fejlagtige udbetaling vidste eller burde vide, at oplysningerne var fejlagtige.

§ 30

Beskæftigelsesministeren fastsætter regler om tilbagebetaling af fleksydelse.

Tilbagebetaling af fleksydelsesbidrag
§ 31

En person, som har indbetalt fleksydelsesbidrag, og som skriftligt fravælger muligheden for at modtage fleksydelse, får det indbetalte bidrag tilbage, hvis personen anmoder Udbetaling Danmark om det, inden retten til fleksydelse ophører, jf. § 22, stk. 2. Bidraget skal overføres til en pensionsordning omfattet af pensionsbeskatningslovens kapitel 1 eller en udenlandsk pensionsordning efter eget valg, jf. dog stk. 2-4.

Stk. 2 Indbetalte fleksydelsesbidrag kan efter anmodning betales tilbage kontant, hvis

  • 1) personen får tilkendt førtidspension, seniorpension eller tidlig pension efter lov om social pension eller lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. eller tilsvarende udenlandsk lovgivning,

  • 2) personen har nået fleksydelsesalderen, jf. § 1 a, er udmeldt af fleksydelsesordningen og skriftligt har fravalgt muligheden for at modtage fleksydelse,

  • 3) personen emigrerer og skriftligt har fravalgt muligheden for at modtage fleksydelse eller

  • 4) tilbagebetalingsbeløbet ikke overstiger 7 gange højeste sygedagpengesats, og personen skriftligt har fravalgt muligheden for at modtage fleksydelse.

Stk. 3 En person, der har indbetalt fleksydelsesbidrag, og som har nået folkepensionsalderen, jf. lov om social pension, uden at have fået fleksydelse, skal have det indbetalte bidrag tilbage kontant.

Stk. 4 Dør en person, inden retten til fleksydelse er udløbet, jf. § 22, stk. 2, betales fleksydelsesbidragene kontant tilbage til boet efter personen.

§ 32

Tilbagebetalingsbeløbet udgør det antal indbetalte dagpengesatser efter lov om sygedagpenge, som fleksydelsesmodtageren har indbetalt som fleksydelsesbidrag, jf. §§ 7 og 8. Ved tilbagebetalingen gælder § 49 B, stk. 2-9, i pensionsbeskatningsloven.

Stk. 2 Beløbet efter stk. 1 fratrækkes 20 dagpengesatser, jf. § 8, for hver måned, der er udbetalt fleksydelse til personen.

Stk. 3 Tilbagebetalingsbeløbet opgøres på grundlag af dagpengenes størrelse på tilbagebetalingstidspunktet eller på det tidspunkt, hvor beløbet overføres til en pensionsordning.

Stk. 4 Aftaler om overdragelse af retten til indbetalte fleksydelsesbidrag er ugyldige, ligesom indbetalte bidrag ikke kan gøres til genstand for retsforfølgning.

§ 33

Beskæftigelsesministeren fastsætter regler om tilbagebetaling af fleksydelsesbidrag.