Lov om vurdering af udenlandske uddannelseskvalifikationer m.v. Kapitel 3

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 344 af 16. maj 2001,
jf. lovbekendtgørelse nr. 579 af 01. juni 2014,
som ændret ved lov nr. 544 af 29. april 2015

Kapitel 3 1 Vurderingens karakter
§ 3

Vurderingen tager udgangspunkt i en sammenligning af de slutkompetencer, som henholdsvis de udenlandske og de danske uddannelseskvalifikationer er udtryk for.

Stk. 2 Vurderingen efter stk. 1 omfatter

  • 1) en vurdering af afsluttede udenlandske uddannelsers niveau i forhold til niveauer i den danske uddannelsesstruktur eller

  • 2) en vurdering af udenlandske uddannelseskvalifikationer i forhold til en bestemt dansk uddannelse.

Stk. 3 I vurderingen efter stk. 2, nr. 2, indgår normalt, hvilken supplering der skal til, for at en persons udenlandske uddannelseskvalifikationer kan sidestilles med en bestemt dansk uddannelse. Ansøgere med udenlandske uddannelseskvalifikationer, jf. § 2, stk. 1, nr. 1, kan henvises til en vurdering efter stk. 2, nr. 1, i stedet for en vurdering efter stk. 2, nr. 2, hvis det er mere relevant set i forhold til de kvalifikationer, ansøgeren ønsker vurderet, eller i forhold til formålet med vurderingen.

Stk. 4 Vurderingen skal lægges til grund for følgende afgørelser:

  • 1) En offentligt anerkendt uddannelsesinstitutions afgørelse om optagelse.

  • 2) En arbejdsløshedskasses afgørelse om optagelse.

  • 3) En myndigheds afgørelse om ansættelse.

  • 4) En myndigheds afgørelse om adgang til udøvelse af et lovreguleret erhverv, jf. dog stk. 5.

  • 5) Et fagligt udvalgs afgørelse om afkortning af uddannelsestid.

Stk. 5 En vurdering skal alene lægges til grund for en afgørelse om adgang til udøvelse af et lovreguleret erhverv, jf. stk. 4, nr. 4, hvis den er indhentet til dette formål, jf. § 2, stk. 2.

Stk. 6 Vurderingen er vejledende i forhold til en uddannelsesinstitutions afgørelse om, hvorvidt en persons udenlandske uddannelseskvalifikationer kan erstatte dele af en uddannelse ved institutionen.

Stk. 7 Uddannelses- og forskningsministeren kan fastsætte nærmere regler om vurderingerne.

§ 4

Uddannelses- og forskningsministeren kan fastsætte regler om, i hvilket omfang det kan pålægges uddannelsesinstitutioner at medvirke ved vurderingen. I det omfang det drejer sig om en uddannelsesinstitution under en anden ministers område, fastsættes reglerne efter forhandling med vedkommende minister.

§ 5

(Ophævet)