Lov om visse proceduremæssige spørgsmål i forbindelse med kommunalreformen § 11

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 539 af 24. juni 2005,
som ændret ved lov nr. 639 af 12. juni 2013

§ 11

Er aftale efter § 10 ikke indgået inden den 1. april 2006, eller erklærer en af myndighederne omfattet af § 10 inden den 1. april 2006 forhandlingerne afsluttet uden resultat, indkalder vedkommende delingsråd, jf. § 18, repræsentanter for den myndighed, hvorfra der overføres opgaver, og den eller de myndigheder, hvortil myndighedens opgaver overføres, til forhandling. De i 1. pkt. nævnte myndigheder skal lade sig repræsentere i forhandlingerne for delingsrådet. Bestemmelsen i § 9, stk. 1, 2. og 3. pkt., finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 2 Delingsrådet kan under forhandlingerne med de i stk. 1 nævnte myndigheder foreslå indrømmelser, herunder ændringer i aftaleudkastet, som synes hensigtsmæssige for, at der kan indgås en aftale om fordelingen af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte, jf. § 10. De i stk. 1 nævnte myndigheder skal meddele, i hvilket omfang delingsrådets forslag til ændringer i aftaleudkastet kan accepteres.

Stk. 3 Delingsrådet kan i stedet for eller efter en indkaldelse efter stk. 1 forlange forhandlingerne genoptaget mellem de i stk. 1 nævnte myndigheder, hvis delingsrådet skønner det hensigtsmæssigt. Bestemmelserne i § 10, stk. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse. Delingsrådet fastsætter en frist for afslutningen af sådanne forhandlinger mellem de i stk. 1 nævnte myndigheder.