Lov om visse proceduremæssige spørgsmål i forbindelse med kommunalreformen Kapitel 3

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 539 af 24. juni 2005,
som ændret ved lov nr. 639 af 12. juni 2013

Kapitel 3 1 Procedure for fordelingen af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte
§ 8

Den myndighed, hvorfra der overføres opgaver, udarbejder et udkast til en samlet aftale mellem på den ene side den myndighed, hvorfra der overføres opgaver, og på den anden side den eller de myndigheder, hvortil myndighedens opgaver overføres, om fordelingen af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte, der overføres efter § 3 og § 4 (aftaleudkast). Aftaleudkastet skal herunder omfatte fordelingen af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte, som fremkommer efter aftaleudkastets udarbejdelse. Aftaleudkastet skal alene indeholde en samlet angivelse under et af, hvilke aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte der i udkastet foreslås overført til statslige myndigheder og selvejende institutioner.

Stk. 2 Aftaleudkastet kan indeholde vilkår om, at en myndighed overtager et aktiv eller indtræder i en rettighed på betingelse af, at myndigheden betaler et beløb til en eller flere af de øvrige myndigheder, hvortil der skal ske overførsler, eller vilkår om, at en myndighed overtager et passiv eller indtræder i en forpligtelse på betingelse af, at en eller flere af de øvrige myndigheder, hvortil der skal ske overførsler, betaler et beløb til den pågældende myndighed. Aftaleudkastet kan endvidere indeholde vilkår om, at en myndighed overtager et aktiv eller indtræder i en rettighed, der overføres fra en myndighed, der ikke nedlægges i henhold til lovgivningen vedrørende kommunalreformen, på betingelse af, at myndigheden betaler et beløb til den myndighed, hvorfra aktivet eller rettigheden overføres.

Stk. 3 Aftaleudkast er fortrolige, indtil aftale er indgået efter § 10 og § 11, mæglingsforslag er vedtaget efter § 12, eller der foreligger en beslutning efter § 13. Oplysninger i aftaleudkastet om overførslen af en ansat kan dog videregives til den ansatte, oplysningen vedrører.

§ 9

Den myndighed, hvorfra der overføres opgaver, forelægger senest den 1. januar 2006 det i § 8 nævnte aftaleudkast for den eller de myndigheder, hvortil myndighedens opgaver overføres. Skal overførslen ske til en myndighed, der oprettes den 1. januar 2007, forelægges aftaleudkastet senest den 1. januar 2006 for det organ, der forbereder oprettelsen af den pågældende myndighed, eller, hvis et sådant organ ikke er oprettet, for den myndighed, der har ansvaret for oprettelsen af vedkommende myndighed. Skal overførslen ske til en statslig myndighed eller en selvejende institution, forelægges aftaleudkastet senest den 1. januar 2006 for finansministeren.

Stk. 2 Den myndighed, hvorfra der overføres opgaver, sender det i § 8 nævnte aftaleudkast til vedkommende delingsråd, jf. § 18, og Indenrigs- og Sundhedsministeriet.

§ 10

Den myndighed, hvorfra der overføres opgaver, indkalder snarest muligt efter den i § 9 nævnte forelæggelse af aftaleudkast, jf. § 9, repræsentanter for den eller de myndigheder, hvortil myndighedens opgaver overføres, til forhandlinger med henblik på, at der inden den 1. april 2006 indgås en samlet aftale mellem på den ene side den myndighed, hvorfra der overføres opgaver, og på den anden side den eller de myndigheder, hvortil myndighedens opgaver overføres, om fordelingen af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte. Bestemmelserne i § 8, stk. 1, 2. og 3. pkt., § 8, stk. 2, og § 9, stk. 1, 2. og 3. pkt., finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 2 Den myndighed, hvorfra der overføres opgaver, kan under forhandlingerne med den eller de myndigheder, hvortil myndighedens opgaver overføres, foretage de ændringer i aftaleudkastet, som synes hensigtsmæssige for, at der kan indgås en aftale. Den eller de myndigheder, hvortil myndighedens opgaver overføres, skal lade sig repræsentere i forhandlingerne og meddele, i hvilket omfang aftaleudkastet og de fremsatte forslag til ændringer heri kan accepteres.

Stk. 3 Den myndighed, hvorfra der overføres opgaver, underretter vedkommende delingsråd, jf. § 18, og Indenrigs- og Sundhedsministeriet om forhandlingernes forløb, herunder om indgåelse af aftale efter stk. 1.

§ 11

Er aftale efter § 10 ikke indgået inden den 1. april 2006, eller erklærer en af myndighederne omfattet af § 10 inden den 1. april 2006 forhandlingerne afsluttet uden resultat, indkalder vedkommende delingsråd, jf. § 18, repræsentanter for den myndighed, hvorfra der overføres opgaver, og den eller de myndigheder, hvortil myndighedens opgaver overføres, til forhandling. De i 1. pkt. nævnte myndigheder skal lade sig repræsentere i forhandlingerne for delingsrådet. Bestemmelsen i § 9, stk. 1, 2. og 3. pkt., finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 2 Delingsrådet kan under forhandlingerne med de i stk. 1 nævnte myndigheder foreslå indrømmelser, herunder ændringer i aftaleudkastet, som synes hensigtsmæssige for, at der kan indgås en aftale om fordelingen af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte, jf. § 10. De i stk. 1 nævnte myndigheder skal meddele, i hvilket omfang delingsrådets forslag til ændringer i aftaleudkastet kan accepteres.

Stk. 3 Delingsrådet kan i stedet for eller efter en indkaldelse efter stk. 1 forlange forhandlingerne genoptaget mellem de i stk. 1 nævnte myndigheder, hvis delingsrådet skønner det hensigtsmæssigt. Bestemmelserne i § 10, stk. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse. Delingsrådet fastsætter en frist for afslutningen af sådanne forhandlinger mellem de i stk. 1 nævnte myndigheder.

§ 12

Delingsrådet, jf. § 18, fremsætter et mæglingsforslag til en samlet aftale mellem på den ene side den myndighed, hvorfra der overføres opgaver, og på den anden side den eller de myndigheder, hvortil myndighedens opgaver overføres, om fordelingen af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte, hvis der ikke under forhandlingerne efter § 11 er opnået enighed om en aftale. Bestemmelserne i § 8, stk. 1, 2. og 3. pkt., § 8, stk. 2, og § 9, stk. 1, 2. og 3. pkt., finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 2 Delingsrådet fastsætter en frist, inden for hvilken de i stk. 1 nævnte myndigheders svar på, om mæglingsforslaget kan vedtages, skal foreligge.

Stk. 3 Vedtages mæglingsforslaget, er dette bindende for de i stk. 1 nævnte myndigheder.

Stk. 4 Mæglingsforslaget er fortroligt, indtil aftale er indgået efter § 11, mæglingsforslaget er vedtaget efter stk. 3, eller der foreligger en beslutning efter § 13. Oplysninger i mæglingsforslaget om overførslen af en ansat kan dog videregives til den ansatte, oplysningen vedrører.

Stk. 5 Delingsrådet sender mæglingsforslaget til Indenrigs- og Sundhedsministeriet.

§ 13

Delingsrådet, jf. § 18, træffer, hvis der ikke inden den 1. juni 2006 er opnået enighed mellem den myndighed, hvorfra der overføres opgaver, og den eller de myndigheder, hvortil myndighedens opgaver overføres, ved forhandling efter § 11 eller mægling efter § 12 efter drøftelse med myndighederne beslutning om fordelingen af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte. Bestemmelserne i § 8, stk. 1, 2. og 3. pkt., § 8, stk. 2, og § 9, stk. 1, 2. og 3. pkt., finder tilsvarende anvendelse. Delingsrådet er ikke ved beslutning efter 1. og 2. pkt. bundet af mæglingsforslaget.

Stk. 2 Delingsrådet kan meddele den myndighed, hvorfra et aktiv skal overføres, pålæg om at afhænde aktivet, med henblik på at salgssummen fordeles ved beslutning efter stk. 1. Kan afhændelsen ikke ske, inden den myndighed, hvorfra aktivet skal overføres, nedlægges, træffer delingsrådet beslutning om, at aktivet overtages af en af de berørte myndigheder, der skal forestå afhændelsen af aktivet med henblik på fordeling af salgssummen i overensstemmelse med delingsrådets beslutning efter stk. 1.

Stk. 3 Beslutning efter stk. 1 træffes inden den 15. juni 2006.

Stk. 4 Beslutningen meddeles de i stk. 1 nævnte myndigheder og Indenrigs- og Sundhedsministeriet.

Stk. 5 Delingsrådet kan ikke ændre en beslutning truffet efter stk. 1.

§ 14

Delingsrådets beslutninger kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

§ 15

Bestemmelserne i forvaltningslovens kapitel 4, 5 og 6 finder ikke anvendelse ved forhandlinger, aftaleindgåelse, vedtagelse af mæglingsforslag og beslutninger efter dette kapitel.

§ 16

Den myndighed, hvorfra der overføres ansatte, skal, for så vidt angår overførslen af ansatte, orientere repræsentanter for de ansatte om aftaleudkastet, jf. § 8, stk. 1, forud for forelæggelsen efter § 9, stk. 1.

Stk. 2 Den myndighed, hvorfra der overføres ansatte, skal forud for forelæggelsen af aftaleudkastet efter § 9, stk. 1, gøre den ansatte bekendt med den del af aftaleudkastet, der vedrører overførslen af den pågældende, og, medmindre den ansattes ønsker fuldt ud imødekommes, gøre den ansatte bekendt med de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, der er af væsentlig betydning for myndighedens udarbejdelse af aftaleudkastet vedrørende den ansatte, og som den ansatte ikke kan antages at være bekendt med at myndigheden er i besiddelse af. Myndigheden skal i den forbindelse give den ansatte lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Myndigheden kan fastsætte en frist for den ansattes afgivelse af udtalelse efter 2. pkt.

Stk. 3 Stk. 2 gælder ikke, hvis udsættelse vil medføre overskridelse af fristen for forelæggelsen af aftaleudkastet efter § 9, stk. 1, eller hvis den ansatte ikke har ret til aktindsigt efter reglerne i stk. 10 med hensyn til de pågældende oplysninger.

Stk. 4 Den myndighed, hvorfra der overføres ansatte, og den eller de myndigheder, hvis ansatte berøres af overførslerne, skal orientere repræsentanter for de ansatte om det aftaleudkast, der er forelagt efter § 9, stk. 1, om forhandlingernes forløb og om et fremsat mæglingsforslag, jf. § 12, stk. 1.

Stk. 5 Den myndighed, hvorfra der overføres ansatte, og den eller de myndigheder, hvis ansatte berøres af overførslerne, skal så hurtigt som muligt orientere repræsentanter for de ansatte om aftalen, jf. § 10 og § 11, et vedtaget mæglingsforslag, jf. § 12, og delingsrådets beslutning, jf. § 13.

Stk. 6 Den myndighed, hvorfra der overføres ansatte, og den eller de myndigheder, hvis ansatte berøres af overførslerne, skal orientere repræsentanter for de ansatte om og med disse drøfte fremgangsmåden for orienteringen af de ansatte inden for lovgivningens rammer om forelæggelsen af aftaleudkastet, forhandlingernes forløb og om aftalen, vedtagelsen af mæglingsforslag eller delingsrådets beslutning.

Stk. 7 Den myndighed, hvorfra der overføres ansatte, skal så hurtigt som muligt efter aftaleindgåelse efter § 10 og § 11, vedtagelse af et mæglingsforslag efter § 12 eller delingsrådets beslutning efter § 13 skriftligt orientere de ansatte, der overføres efter § 4, herom og om, til hvilken myndighed overførslen skal ske.

Stk. 8 Repræsentanterne for de ansatte har tavshedspligt vedrørende den orientering, der er givet i medfør af stk. 1 og 4. Oplysninger om overførslen af en ansat kan dog videregives til den ansatte, oplysningen vedrører.

Stk. 9 En ansat, der overføres efter § 4, kan, medmindre den ansattes ønsker fuldt ud imødekommes, forlange at få en skriftlig begrundelse for valget af den myndighed, overførslen af den pågældende efter aftalen, mæglingsforslaget eller delingsrådets beslutning skal ske til. Begrundelsen skal gives af den myndighed, hvorfra der overføres ansatte, i overensstemmelse med reglerne i forvaltningslovens § 24. En begæring herom skal fremsættes inden 14 dage efter, at den ansatte har modtaget skriftlig orientering om, til hvilken myndighed den ansatte skal overføres. Begæringen skal behandles i overensstemmelse med reglerne i forvaltningslovens § 23, stk. 2.

Stk. 10 En ansat, der overføres efter § 4, har, når den ansatte har modtaget skriftlig orientering om, til hvilken myndighed den ansatte skal overføres, ret til aktindsigt efter reglerne om partsaktindsigt i forvaltningslovens §§ 9, 9 a og 10-16 i oplysninger om fordelingen af den pågældende ansatte.

§ 17

Indenrigs- og sundhedsministeren kan efter forhandling med finansministeren fastsætte nærmere regler for udarbejdelsen af aftaleudkast, jf. § 8, herunder regler for værdiansættelsen af aktiver og passiver samt rettigheder og pligter og regler om revisionspåtegning af aftaleudkastet, for så vidt angår opgørelsen over, hvilke aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte der skal overføres efter § 3 og § 4.

Stk. 2 Indenrigs- og sundhedsministeren kan endvidere efter forhandling med finansministeren fastsætte nærmere regler for fordelingen af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte ved aftaleindgåelse efter § 10 og § 11 og vedtagelse af mæglingsforslag efter § 12, herunder regler for fordelingen af pensionsforpligtelsen efter § 7, stk. 3 og 4, mellem de myndigheder, hvortil der overføres opgaver.

Stk. 3 Indenrigs- og sundhedsministeren kan desuden efter forhandling med finansministeren fastsætte nærmere regler for fordelingen af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte ved beslutning efter § 13, herunder for delingsrådets, jf. § 18, fastsættelse af vilkår efter § 13, stk. 1, 2. pkt., jf. § 8, stk. 2, eller pålæg om afhændelse af aktiver efter § 13, stk. 2, og regler for fordelingen af pensionsforpligtelsen efter § 7, stk. 3 og 4, mellem de myndigheder, hvortil der overføres opgaver.

Stk. 4 Ved fastsættelsen af regler efter stk. 2 og 3 kan bestemmelserne i § 3, stk. 1 og 2, fraviges, i det omfang det skønnes nødvendigt for at opnå en rimelig fordeling af aktiver og passiver samt rettigheder og pligter mellem de myndigheder, hvortil overførsel af aktiver og passiver samt rettigheder og pligter skal ske fra den myndighed, hvorfra en opgave overføres.