Lov om videregående kunstneriske uddannelsesinstitutioner under Kulturministeriet Kapitel 2

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 1362 af 16. december 2014,
jf. lovbekendtgørelse nr. 732 af 14. juni 2016,
som ændret ved lov nr. 435 af 08. maj 2017, lov nr. 492 af 15. maj 2023 og lov nr. 716 af 13. juni 2023

Kapitel 2 1 Uddannelsesinstitutionernes formål
§ 2

Den Danske Scenekunstskole har som videregående uddannelsesinstitution til opgave på kunstnerisk og, hvor det er relevant, videnskabeligt grundlag at give uddannelse i scenekunst indtil det højeste niveau.

Stk. 2 Den Danske Scenekunstskole skal udøve kunstnerisk udviklingsvirksomhed og kan, hvor det er relevant, på videnskabeligt grundlag drive forskning inden for sine fagområder.

§ 3

Den Danske Filmskole har som videregående uddannelsesinstitution til opgave at give kunstnerisk og teknisk uddannelse i film-, tv- og computerspilsproduktion.

Stk. 2 Den Danske Filmskole skal udøve kunstnerisk udviklingsvirksomhed og kan, hvor det er relevant, på videnskabeligt grundlag drive forskning inden for sine fagområder.

§ 4

Musikkonservatorierne har som videregående uddannelsesinstitutioner til opgave på kunstnerisk og, hvor det er relevant, videnskabeligt grundlag at give uddannelse i musik og musikpædagogik og tilgrænsende fagområder indtil det højeste niveau.

Stk. 2 Musikkonservatorierne skal udøve kunstnerisk og pædagogisk udviklingsvirksomhed og kan, hvor det er relevant, på videnskabeligt grundlag drive forskning inden for deres fagområder.

§ 5

Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler har som videregående uddannelsesinstitution til opgave på kunstnerisk og videnskabeligt grundlag at give uddannelse i maler-, billedhugger- og grafisk kunst med tilgrænsende kunstarter indtil det højeste niveau.

Stk. 2 Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler skal udøve kunstnerisk udviklingsvirksomhed og kan, hvor det er relevant, på videnskabeligt grundlag drive forskning inden for billedkunsten.

Stk. 3 Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler driver kunsthalsvirksomhed i udstillingsbygningen ved Charlottenborg Slot.

§ 6

Uddannelsesinstitutionerne har desuden til opgave at fremme deres kunstområder og det kulturliv, der knytter sig hertil, og at udbrede kendskabet til arbejdsmetoder og resultater inden for deres fagområder.