Lov om videreførelse af visse rettigheder i forbindelse med Det Forenede Kongeriges udtræden af Den Europæiske Union uden en aftale_invalid Kapitel 3

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

ophæves den 15. maj 2023

Lov om videreførelse af visse rettigheder i forbindelse med Det Forenede Kongeriges udtræden af Den Europæiske Union uden en aftale

Lov nr. 264 af 25. marts 2019

Kapitel 3 1 Ydelser på beskæftigelses- og skatteområdet
§ 9

I det omfang personen i øvrigt opfylder betingelserne i den enkelte bestemmelse, finder dette kapitel anvendelse på:

  • 1) EU-/EØS-statsborgere, herunder danske statsborgere.

  • 2) Statsborgere i Det Forenede Kongerige.

Stk. 2 Dette kapitel finder endvidere anvendelse på et familiemedlem til en person omfattet af stk. 1, når familiemedlemmet

  • 1) på udtrædelsestidspunktet er omfattet af definitionen på et familiemedlem i EU-opholdsbekendtgørelsen og ledsager eller tilslutter sig den pågældende eller

  • 2) efter udtrædelsestidspunktet er født barn til eller retsmæssigt adopteret af den pågældende, som også på tidspunktet for fødslen eller adoptionen er omfattet af stk. 1.

§ 10

For danske statsborgere og EU-/EØS-statsborgere, der udøver retten til fri bevægelighed i Det Forenede Kongerige på udtrædelsestidspunktet, herunder grænsearbejdere, der på udtrædelsestidspunktet har bopæl i Danmark og arbejder i Det Forenede Kongerige, samt deres familiemedlemmer opgøres retten til ydelser efter lov om sygedagpenge og barselsloven, arbejdsløshedsdagpenge efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., børne- og ungeydelse efter lov om en børne- og ungeydelse og børnetilskud efter lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag, som om EU-retten fandt anvendelse ved opgørelsen, i forhold til beskæftigelses-, bopæls- eller forsikringsperioder eller perioder med selvstændig virksomhed tilbagelagt i Det Forenede Kongerige.

Stk. 2 For statsborgere i Det Forenede Kongerige, der udøver retten til fri bevægelighed i Danmark på udtrædelsestidspunktet, herunder grænsearbejdere, der på udtrædelsestidspunktet har bopæl i Det Forenede Kongerige eller et andet EU-/EØS-land end Danmark og arbejder i Danmark, samt deres familiemedlemmer opgøres retten til ydelser efter lov om sygedagpenge og barselsloven, arbejdsløshedsdagpenge efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., børne- og ungeydelse efter lov om en børne- og ungeydelse og børnetilskud efter lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag, som om EU-retten fandt anvendelse ved opgørelsen, i forhold til beskæftigelses-, bopæls- eller forsikringsperioder eller perioder med selvstændig virksomhed tilbagelagt i Det Forenede Kongerige eller et andet EU-/EØS-land end Danmark, når perioderne ligger før udtrædelsestidspunktet. Familiemedlemmer, der indrejser til Danmark med henblik på fast ophold efter udtrædelsestidspunktet, kan medregne perioder frem til den dato, hvor de indrejser til Danmark.

Stk. 3 Ved opgørelsen af den samlede udsættelsesperiode i forbindelse med behandlingen af anmeldelser om erhvervssygdomme efter lov om arbejdsskadesikring tages perioder med skadelige påvirkninger før udtrædelsestidspunktet fra Det Forenede Kongerige eller et andet EU-/EØS-land end Danmark i betragtning for personer omfattet af stk. 2.

§ 11

Statsborgere i Det Forenede Kongerige, der udøver retten til fri bevægelighed i Danmark på udtrædelsestidspunktet, samt deres familiemedlemmer sidestilles med EU-/EØS-statsborgere i relation til retten til ydelser efter lov om aktiv socialpolitik og retten til forskudsvis udbetaling af børnebidrag efter lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag.

Stk. 2 Danske statsborgere og EU-/EØS-statsborgere samt deres familiemedlemmer, der udøver retten til fri bevægelighed i Det Forenede Kongerige senest på udtrædelsestidspunktet og herefter indrejser til Danmark, har ret til ydelser efter lov om aktiv socialpolitik og ret til forskudsvis udbetaling af børnebidrag efter lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag, som om EU-retten fandt anvendelse, idet ophold i Det Forenede Kongerige efter udtrædelsestidspunktet sidestilles med ophold i et EU-/EØS-land.

Stk. 3 For danske statsborgere, EU-/EØS-statsborgere og statsborgere i Det Forenede Kongerige, der har ret til arbejdsløshedsdagpenge, og hvor dagpengenes størrelse er afhængig af medlemmets forsørgerstatus, sidestilles barnets ophold i Det Forenede Kongerige med ophold i et EU-/EØS-land, jf. § 49, stk. 7, og § 52 a, stk. 4, 4. pkt., i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

§ 12

Danske statsborgere, EU-/EØS-statsborgere og statsborgere i Det Forenede Kongerige samt deres familiemedlemmer, der på udtrædelsestidspunktet er tilkendt pension efter lov om social pension, bevarer retten til den tilkendte pension, som om Det Forenede Kongerige var et EU-/EØS-land og EU-retten fandt anvendelse.

Stk. 2 Danske statsborgere, EU-/EØS-statsborgere og statsborgere i Det Forenede Kongerige samt deres familiemedlemmer, der ved udtrædelsestidspunktet har optjent ret til social pension efter lov om social pension, bevarer retten til den optjente pension og til fortsat at optjene ret til pension, som om Det Forenede Kongerige var et EU-/EØS-land og EU-retten fandt anvendelse.

§ 13

Danske statsborgere, EU-/EØS-statsborgere og statsborgere i Det Forenede Kongerige samt deres familiemedlemmer, der er tilkendt pension efter lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v., bevarer retten til pension, som om Det Forenede Kongerige var et EU-/EØS-land og EU-retten fandt anvendelse.

§ 14

For danske statsborgere, EU-/EØS-statsborgere, statsborgere i Det Forenede Kongerige samt deres familiemedlemmer, der har bopæl i Danmark, betragtes pension svarende til folke- eller førtidspension, der udbetales fra Det Forenede Kongerige, som omfattet af EU-retten ved vurderingen af ret til boligstøtte efter lov om individuel boligstøtte som folkepensionist eller førtidspensionist, jf. §§ 2 og 2 b i lov om individuel boligstøtte.

Stk. 2 For statsborgere i Det Forenede Kongerige og deres familiemedlemmer, der har bopæl i Danmark, betragtes pension svarende til folke- eller førtidspension, der udbetales fra et andet EU-/EØS-land end Danmark, som omfattet af EU-retten ved vurderingen af ret til boligstøtte som folkepensionist eller førtidspensionist, jf. §§ 2 og 2 b i lov om individuel boligstøtte.

§ 15

Danske statsborgere, EU-/EØS-statsborgere og statsborgere i Det Forenede Kongerige samt deres familiemedlemmer, som opfylder betingelserne for ret til efterløn efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., har ret til efterløn, som om Det Forenede Kongerige var et EU-/EØS-land og EU-retten fandt anvendelse.

Stk. 2 Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse for personer, der opfylder betingelserne for ret til fleksydelse efter lov om fleksydelse.

§ 16

For danske statsborgere, EU-/EØS-statsborgere og statsborgere i Det Forenede Kongerige, der på udtrædelsestidspunktet har ret til sygedagpenge efter lov om sygedagpenge, og som opholder sig i Det Forenede Kongerige, samt statsborgere i Det Forenede Kongerige, der på udtrædelsestidspunktet har ret til sygedagpenge efter lov om sygedagpenge, og som opholder sig i et andet EU-/EØS-land end Danmark, kan sygedagpenge udbetales under opholdet i Det Forenede Kongerige eller det andet EU-/EØS-land indtil afslutningen af den igangværende sygefraværsperiode.

Stk. 2 For familiemedlemmer, jf. § 9, stk. 2, der på udtrædelsestidspunktet har ret til sygedagpenge efter lov om sygedagpenge, og som opholder sig i Det Forenede Kongerige eller i et andet EU-/EØS-land end Danmark, finder stk. 1 tilsvarende anvendelse, således at sygedagpenge kan udbetales under opholdet i Det Forenede Kongerige eller det andet EU-/EØS-land indtil afslutningen af den igangværende sygefraværsperiode.

§ 17

Danske statsborgere og EU-/EØS-statsborgere, der på udtrædelsestidspunktet udfører arbejde i Danmark, men har bopæl i Det Forenede Kongerige, eller statsborgere i Det Forenede Kongerige, der på udtrædelsestidspunktet har bopæl i Det Forenede Kongerige eller et andet EU-/EØS-land end Danmark og arbejder i Danmark, har på tilsvarende måde som personer, der er omfattet af EU-reglerne, ret til at modtage ydelser efter lov om sygedagpenge og barselsloven.

§ 18

Selvstændigt erhvervsdrivende, der normalt udøver virksomhed i Danmark, og som på udtrædelsestidspunktet udøver en lignende virksomhed i Det Forenede Kongerige, og arbejdstagere, der på udtrædelsestidspunktet er udsendt af en arbejdsgiver fra Danmark til Det Forenede Kongerige for dér at udføre arbejde efter reglerne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 af 29. april 2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger, er fortsat omfattet af dansk lovgivning om social sikring indtil udløbet af den periode, der fremgår af afgørelse fra Udbetaling Danmark eller Beskæftigelsesministeriet efter Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 987/2009 af 16. september 2009 om de nærmere regler til gennemførelse af forordning (EF) nr. 883/2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger, jf. dog stk. 3.

Stk. 2 Selvstændigt erhvervsdrivende, der normalt udøver virksomhed i Det Forenede Kongerige, og som på udtrædelsestidspunktet udøver en lignende virksomhed i Danmark, og arbejdstagere, der på udtrædelsestidspunktet er udsendt af en arbejdsgiver fra Det Forenede Kongerige til Danmark for her at udføre arbejde efter reglerne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 af 29. april 2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger, omfattes af dansk lovgivning om social sikring fra udløbet af den periode, hvor de er omfattet af Det Forenede Kongeriges lovgivning om social sikring, jf. dog stk. 3.

Stk. 3 Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om, at personer omfattet af stk. 1, der tillige omfattes af Det Forenede Kongeriges lovgivning om social sikring, ikke skal være omfattet af dansk lovgivning om social sikring. Ministeren kan desuden fastsætte regler om, at personer omfattet af stk. 2, som ikke er dækket af Det Forenede Kongeriges lovgivning om social sikring, skal være omfattet af dansk lovgivning om social sikring.