Lov om videreførelse af visse rettigheder i forbindelse med Det Forenede Kongeriges udtræden af Den Europæiske Union uden en aftale_invalid Kapitel 1

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

ophæves den 15. maj 2023

Lov om videreførelse af visse rettigheder i forbindelse med Det Forenede Kongeriges udtræden af Den Europæiske Union uden en aftale

Lov nr. 264 af 25. marts 2019

Kapitel 1 1 Formål, definitioner og anvendelsesområde
§ 1

Formålet med denne lov er midlertidigt at

  • 1) videreføre rettigheder efter EU-retten her i landet for statsborgere i Det Forenede Kongerige og deres familiemedlemmer, der har opholdsret i Danmark på tidspunktet for Det Forenede Kongeriges udtræden af Den Europæiske Union, for at de fortsat kan opholde sig i Danmark og arbejde her på samme vilkår som hidtil, så længe betingelserne for opholdsret efter EU-reglerne er opfyldt,

  • 2) sikre fortsat ret til at modtage og optjene ydelser fra Danmark efter EU-retten for statsborgere i Det Forenede Kongerige, danske statsborgere, øvrige EU-/EØS-statsborgere samt deres familiemedlemmer, som har optjent ret til ydelser fra Danmark på tidspunktet for Det Forenede Kongeriges udtræden af Den Europæiske Union,

  • 3) sikre fortsat ligebehandling ved modtagelse af danske ydelser for statsborgere i Det Forenede Kongerige, danske statsborgere, øvrige EU-/EØS-statsborgere samt deres familiemedlemmer, der har været omfattet af eller opnået rettigheder under ophold, bopæl eller arbejde i Det Forenede Kongerige i henhold til EU-retten, og som har bopæl i Danmark, og

  • 4) videreføre visse andre rettigheder efter EU-retten for EU-/EØS-statsborgere og tredjelandsstatsborgere, som i kraft af Det Forenede Kongeriges medlemskab af Den Europæiske Union har opnået rettigheder i Danmark på tidspunktet for Det Forenede Kongeriges udtræden af Den Europæiske Union.

§ 2

I denne lov forstås ved:

  • 1) EU-/EØS-statsborger: En statsborger i et land, der er tilsluttet Den Europæiske Union eller er omfattet af aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde.

  • 2) EU-/EØS-land: Et land, der er tilsluttet Den Europæiske Union eller er omfattet af aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde.

  • 3) Statsborger i Det Forenede Kongerige: En statsborger i Det Forenede Kongerige som defineret i den nye erklæring fra regeringen for Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland af 31. december 1982 vedrørende definitionen af udtrykket statsborgere sammen med erklæring nr. 63 af 13. december 2007, der er knyttet som bilag til slutakten fra den regeringskonference, der vedtog Lissabontraktaten om ændring af traktaten om Den Europæiske Union og traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab.

  • 4) Udtrædelsestidspunktet: Tidspunktet for Det Forenede Kongeriges udtræden af Den Europæiske Union.

  • 5) EU-opholdsbekendtgørelsen: Bekendtgørelse nr. 474 af 12. maj 2011 om ophold i Danmark for udlændinge, der er omfattet af Den Europæiske Unions regler, med senere ændringer.

§ 3

Medmindre andet fremgår af denne lov, finder loven anvendelse på:

  • 1) Statsborgere i Det Forenede Kongerige, der på udtrædelsestidspunktet har en selvstændig opholdsret her i landet efter EU-opholdsbekendtgørelsen, og som fortsat opfylder betingelserne for ret til ophold efter denne bekendtgørelse.

  • 2) Statsborgere i Det Forenede Kongerige, der på udtrædelsestidspunktet har bopæl i et andet EU-/EØS-land end Danmark eller i Det Forenede Kongerige, og som er arbejdstagere eller selvstændigt erhvervsdrivende her i landet efter EU-opholdsbekendtgørelsen, og som fortsat opfylder betingelserne herfor efter denne bekendtgørelse.

  • 3) Personer uanset nationalitet, der på udtrædelsestidspunktet er udstationeret her i landet efter EU-opholdsbekendtgørelsen med henblik på at levere en igangværende tjenesteydelse på vegne af en tjenesteyder, der er etableret i Det Forenede Kongerige.

Stk. 2 Loven finder endvidere anvendelse på et familiemedlem til en person omfattet af stk. 1, når familiemedlemmet

  • 1) på udtrædelsestidspunktet er omfattet af definitionen på et familiemedlem i EU-opholdsbekendtgørelsen og ledsager eller tilslutter sig den pågældende eller

  • 2) efter udtrædelsestidspunktet er født barn til eller retsmæssigt adopteret af den pågældende, som også på tidspunktet for fødslen eller adoptionen er omfattet af stk. 1.

§ 4

Regler i denne lov, der finder anvendelse på en EU-/EØS-statsborger, finder tilsvarende anvendelse på en statsborger i Schweiz. Det gælder dog ikke ydelser som omhandlet i § 23, stk. 2, og midlertidig levering af tjenesteydelser som omhandlet i § 31, stk. 3.

Stk. 2 Regler i denne lov, der finder anvendelse i forhold til et EU-/EØS-land, finder tilsvarende anvendelse i forhold til Schweiz. Det gælder dog ikke ydelser som omhandlet i § 23, stk. 2.