Lov om velfærdsaftaler på dagtilbudsområdet og folkeskoleområdet Kapitel 3

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 880 af 12. maj 2021,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1171 af 12. august 2022,
som ændret ved lov nr. 1544 af 12. december 2023

Kapitel 3 1 Generelle bestemmelser
§ 3

Den, der efter anden lovgivning er bemyndiget til at fastsætte regler, kan efter indstilling fra kommunalbestyrelsen inden for bemyndigelsens grænser for at opnå formålet med denne lov fastsætte særlige regler for kommuner omfattet af § 2.

§ 4

Den, der efter anden lovgivning i forbindelse med en forsøgsordning er bemyndiget til at godkende fravigelser af gældende regler, kan inden for bemyndigelsens grænser for at opnå formålet med denne lov godkende særlige fravigelser for kommuner omfattet af § 2.

§ 5

Kommunalbestyrelsen kan i et møde beslutte at overlade til kommunens udvalg eller administration, herunder kommunens tilbud, at træffe beslutninger efter kapitel 4 og 5.

§ 6

Kommunens beslutninger efter kapitel 4 og 5 offentliggøres i en samlet oversigt på kommunens hjemmeside.

Stk. 2 Kommunens beslutninger træder i kraft på det i oversigten fastsatte tidspunkt, dog tidligst dagen efter offentliggørelse af beslutningen i oversigten på kommunens hjemmeside.

Stk. 3 Børne- og undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om oversigtens udformning og offentliggørelse.

§ 7

Kommunens beslutninger efter denne lov kan ikke påklages.