Forarbejder til Lov om varsling af ferie m.v. som følge af den genindførte lønkompensationsordning i forbindelse med håndteringen af covid-19 § 2

Lov nr. 158 af 02. februar 2021

§ 2

Paragraffen blev vedtaget med en anden ordlyd end fremsat i lovforslaget, her kan du se de to versioner:

Fjern ændringsmarkering Vis ændringsmarkering
Fremsat:

§ 2. Loven gælder uanset individuelle aftaler, kollektive aftaler eller overenskomster samt anden lovgivning og kan ikke fraviges til ugunst for lønmodtageren ved aftale.

Vedtaget:

§ 2. Loven gælder uanset individuelle aftaler og kollektive aftaler eller overenskomster samt anden lovgivning og kan ikke fraviges til ugunst for lønmodtageren ved aftale.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger
 
Indholdsfortegnelse
1.
Indledning
2.
Lovforslagets hovedpunkter
2.1.
Anvendelsesområde
2.1.1.
Gældende ret
2.1.2.
Ministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.2.
Varsling af ferie m.v. med mindst én dags varsel
2.2.1.
Gældende ret
2.2.2.
Ministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
3.
Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige
4.
Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.
5.
Administrative konsekvenser for borgerne
6.
Klima- og miljømæssige konsekvenser
7.
Forholdet til EU-retten
8.
Hørte myndigheder og organisationer m.v.
9.
Sammenfattende skema

1. Indledning

Den 14. marts 2020 blev der indgået en trepartsaftale om at indføre en midlertidig lønkompensationsordning til virksomheder for fyringstruede lønmodtagere som følge af covid-19 krisen. Med aftalen beholdt tusindvis af lønmodtagere, der ellers ville være blevet fyret, deres job og løn, mens arbejdsgiverne blev kompenseret økonomisk. Den 5. juni 2020 indgik regeringen og arbejdsmarkedets parter aftale om forlængelse af lønkompensationsordningen fra og med den 9. juli 2020 til og med den 29. august 2020. Herefter har lønkompensationen bl.a. været anvendt lokalt og for tvangslukkede virksomheder.

Regeringen og arbejdsmarkedets parter indgik den 10. december 2020 en trepartsaftale om at genindføre lønkompensationsordningen, hvor alle virksomheder i hele landet kan søge. Regeringen og arbejdsmarkedets parter har været enige om, at lønkompensationsordningen vil gælde frem til, at de skærpede restriktioner ophører.

Den 14. januar 2021 indgik regeringen og arbejdsmarkedets parter ”Aftale om forlængelse af trepartsaftalen om genindførsel af lønkompensation og genindførsel af krav om afholdelse af feriedage m.v.”, som har følgende indhold:

”Danmark er fortsat hårdt ramt af Covid-19 pandemien med høje smittetal samt udbredelsen af den særligt smitsomme mutation af coronavirus fra England. Regeringen har derfor på baggrund af anbefalinger fra sundhedsmyndighederne forlænget perioden med skærpede restriktioner.

Regeringen og arbejdsmarkedets parter har med Trepartsaftale om genindførsel af lønkompensationsordningen i 38 kommuner som følge af indførsel af restriktioner og tilhørende tillægsaftale af den 10. december 2020 været enige om, at lønkompensationsordningen vil gælde frem til, at de skærpede restriktioner ophører.

Parterne er enige om, at der med forlængelsen af lønkompensationsordningen gives mulighed for at arbejdsgivere kan varsle, at den enkelte lønmodtager, som virksomheden søger lønkompensation for, skal bidrage med 1 feriedag optjent efter ferieloven eller 1 afspadseringsdag med løn eller – hvis medarbejderen ikke har tilstrækkelig ferie eller afspadsering svarende til 1 dag – afholde tjenestefri i 1 dag uden løn pr. lønkompenserende måned (svarende til 28 kalenderdage). Der afholdes dog 1 feriedag m.v. i løbet af de første 21 fulde kalenderdage lønmodtageren er hjemsendt med lønkompensation, dvs. hjemsendes man under 21 dage afholdes der ikke feriedage m.v. Dette vil gælde indtil de nuværende skærpede restriktioner ophører, dog kan lønmodtageren maksimalt pålægges at bidrage med fem feriedage m.v. i perioden omfattet af denne aftale.

Arbejder lønmodtageren deltid eller er lønmodtagerens arbejdstid fordelt på en måde, hvor der ikke arbejdes 5 dage om ugen, skal lønmodtageren bidrage forholdsmæssigt.

Det er i aftalen forudsat, at allerede varslet eller aftalt ferie m.v., som er fastlagt forud for den 17. januar 2021, afholdes som planlagt og indgår i de dage, som lønmodtageren efter denne aftale er forpligtet til at afholde.

Medarbejdere med aftalt lønnedgang som en konsekvens af covid-19 fratrækkes ikke feriedage m.v. i den lønkompenserende periode.

Virksomhederne modtager lønkompensation for de dage, hvor medarbejderen afholder ferie med løn på samme vis som i ordningen, der fulgte trepartsaftalen af den 15. marts 2020.

Elever, lærlinge og praktikanter fritages for kravet om at afholde feriedage m.v.

Regeringen og arbejdsmarkedets parter er samtidig enige om, at samme krav om afholdelse af feriedage m.v. også indføres i lønkompensationsordningen for tvangslukkede virksomheder.

Øvrige betingelser følger den tidligere aftalte generelle lønkompensationsordning. Derudover finder ferielovens øvrige bestemmelser fortsat anvendelse. Ordningen administreres af Erhvervsstyrelsen.

Når de skærpede restriktioner ophører, vil der være en omstillingsperiode på syv kalenderdage, hvor virksomheden fortsat kan søge om lønkompensation. Virksomhederne kan fortsat vælge at benytte sig af arbejdsfordelingsordningen. Tvangslukkede virksomheder kan fortsat benytte sig af lønkompensationsordningen for tvangslukkede virksomheder, så længe de har forbud mod at holde åbent.

Parterne er enige om at mødes og gøre status for ordningen primo februar. ”

Med de gældende regler i ferieloven fastsætter arbejdsgiveren efter forhandling med lønmodtageren, hvornår ferien skal holdes i ferieafholdelsesperioden. Arbejdsgiveren skal under hensyntagen til virksomhedens drift så vidt muligt imødekomme lønmodtagerens ønske om, hvornår ferien skal holdes, herunder lønmodtagerens ønske om, at hovedferien holdes i lønmodtagerens barns skolesommerferie. Arbejdsgiveren skal så tidligt som muligt meddele lønmodtageren, hvornår ferien skal holdes. Arbejdsgiveren skal give meddelelsen senest 3 måneder, før hovedferien (3 ugers sammenhængende ferie) begynder, og senest 1 måned før ferien begynder for øvrige feriedage, medmindre særlige omstændigheder hindrer dette.

Lønmodtageren har ret til at holde øvrige feriedage i sammenhæng af mindst 5 dages varighed. Gør driftsmæssige hensyn det ønskeligt, kan de øvrige feriedage dog gives som enkeltdage.

Regler om afspadsering af eksempelvis merarbejde er ikke reguleret ved lov, men er reguleret ved kollektiv aftale eller overenskomst samt individuel aftale.

For at sikre hjemmel til, at arbejdsgiveren vil kunne varsle ferie m.v. i overensstemmelse med aftalen, foreslås det, at en arbejdsgiver, der er omfattet af forslagets ordning, kan give meddelelse til lønmodtageren om afholdelse af 1 feriedag m.v. med mindst én dags varsel pr. lønkompensationsperiode svarende til 28 kalenderdage, hvor arbejdsgiveren får lønkompensation for lønmodtageren. Arbejdsgiveren vil dog kunne varsle 1 feriedag m.v. til afholdelse fra og med den 18. januar 2021 for de 21 første kalenderdage, hvor arbejdsgiveren får lønkompensation for lønmodtageren.

Det foreslås desuden, at lønmodtageren kan vælge, om dagen skal afholdes som optjent ferie, afspadsering eller anden opsparet frihed i ansættelsesforholdet. Lønmodtageren vil endvidere efter aftale med arbejdsgiveren kunne anvende opsparet frihed, som lønmodtageren opnår ret til på et senere tidspunkt i ansættelsesforholdet. Har lønmodtageren ikke opsparet ferie, afspadsering eller anden frihed i ansættelsesforholdet, vil arbejdsgiveren kunne varsle feriedagen som tjenestefri uden løn.

Det foreslås endeligt, at lønmodtageren højst kan pålægges at afholde i alt 5 feriedage m.v. efter ordningen. Optjent ferie, afspadsering, anden opsparet frihed i ansættelsesforholdet og tjenestefrihed uden løn, der er afviklet efter den 17. januar 2021 i lønkompensationsperioden, vil indgå i opgørelsen af dagene.

2. Lovforslagets hovedpunkter

2.1. Anvendelsesområde

2.1.1. Gældende ret

Regeringen og arbejdsmarkedets parter (FH og DA) indgik den 14. marts 2020 "Trepartsaftale om midlertidig lønkompensation for lønmodtagere på det private arbejdsmarked". Efter aftalen kan en privat arbejdsgiver, som står overfor at skulle afskedige lønmodtagere, i stedet hjemsende lønmodtagere med løn i en periode og samtidig få lønkompensation fra staten. Lønkompensationsordning blev etableret med aktstykke nr. 117 af 25. marts 2020 og er senest justeret med aktstykke nr. 142 af 21. januar 2021.

Lønkompensationen ydes til private virksomheder omfattet af betingelserne i bekendtgørelse nr. 2131 af 18. december 2020 om en midlertidig og målrettet lønkompensationsordning til virksomheder i økonomisk krise som følge af covid-19.

Ferieloven, jf. lov nr. 60 af 30. januar 2018 med senere ændringer, finder med enkelte undtagelser anvendelse på alle lønmodtagere. En række kollektive overenskomster og aftaler indeholder desuden regler om ferie. Ferielovens regler om varsling af ferie gælder således kun, hvis andet ikke er fastsat ved kollektiv overenskomst eller individuel aftale.

Rammerne for afvikling af anden opsparet frihed er ikke reguleret ved lov, men kan være reguleret ved kollektiv aftale eller overenskomst samt ved individuel aftale. Tilsvarende gælder for arbejdsgiverens mulighed for at pålægge lønmodtageren at holde tjenestefri uden løn.

2.1.2. Ministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Baggrunden for forslaget er, at lønkompensationsordningen er genoptaget med virkning fra den 10. december 2020 og vil gælde frem til, at de skærpede restriktioner ophører.

For at sikre hjemmel til, at arbejdsgiveren vil kunne varsle ferie m.v. i overensstemmelse med aftalen, foreslås det, at ordningen kun vil finde anvendelse, hvis arbejdsgiveren søger om lønkompensation for den konkrete lønmodtager. Søger arbejdsgiveren ikke om lønkompensation for alle sine medarbejdere, vil arbejdsgiveren kun kunne anvende reglerne i forhold til de lønmodtagere, som arbejdsgiveren søger om lønkompensation for.

Den foreslåede ordning vil finde anvendelse på optjent ferie efter ferieloven eller tilsvarende regler fastsat ved kollektiv aftale eller overenskomst. Loven vil endvidere finde anvendelse på afspadsering eller anden opsparet frihed i ansættelsesforholdet. Det vil f.eks. kunne være afspadsering som følge af merarbejde. Det vil også kunne være optjente feriefridage, som en lønmodtager kan have krav på efter en kollektiv overenskomst eller aftale. Endelig vil varslingsreglerne efter den foreslåede ordning finde anvendelse for pålægning af tjenestefri uden løn, hvis lønmodtageren ikke har optjent ferie, afspadsering eller opsparet frihed i ansættelsesforholdet.

Den foreslåede ordning vil i overensstemmelse med aftalen ikke finde anvendelse på lønmodtagere, hvor der er aftalt lønnedgang som følge af covid-19, og elever, lærlinge og praktikanter.

Beskæftigelsesministeriet finder det endeligt hensigtsmæssigt, at forslaget får forrang for modsatrettede bestemmelser i kollektive eller individuelle aftaler samt anden lovgivning, herunder ferieloven. Det foreslås derfor, at loven vil gælde uanset individuelle aftaler, kollektive aftaler og overenskomster samt anden lovgivning, herunder ferieloven, og at loven ikke kan fraviges til ugunst for lønmodtageren ved aftale.

Det er desuden forudsat, at på overenskomstdækkede virksomheder kan eventuelle tvister vedrørende ansættelsesforholdet mellem arbejdsgiver og medarbejder i forhold til nærværende aftale håndteres fagretligt. I det omfang der ikke i forvejen er hjemmel til fagretlig behandling i kollektive aftaler, vil tvisterne kunne søges behandlet i Arbejdsretten.

Forslaget vil desuden kun finde anvendelse, så længe de skærpede restriktioner, herunder lønkompensationsordningen som etableret ved Erhvervsministeriets bekendtgørelse nr. 2131 af 18. december 2020 og aktstykke nr. 142 af 21. januar 2021, består.

2.2. Varsling af ferie m.v. med mindst én dags varsel

2.2.1. Gældende ret

Det fremgår af ferielovens § 8, stk. 2, 1. pkt., at en lønmodtager har ret til at holde mindst 3 ugers optjent betalt ferie i sammenhæng (hovedferien) i ferieafholdelsesperioden.

En lønmodtager har ret til at holde øvrige feriedage i sammenhæng af mindst 5 dages varighed. Udgør de øvrige feriedage mindre end 5 dage, skal disse dage gives i sammenhæng. Gør driftsmæssige hensyn det ønskeligt, kan de øvrige feriedage dog gives som enkeltdage. Disse regler fremgår af ferielovens § 8, stk. 3.

Ved den konkrete placering af ferien skal arbejdsgiveren så tidligt som muligt meddele lønmodtageren, hvornår ferien skal holdes. Arbejdsgiveren skal give meddelelsen senest tre måneder før hovedferien begynder, og mindst en måned før øvrig ferie begynder, medmindre særlige omstændigheder hindrer dette. Disse regler fremgår af § 9, stk. 2, i ferieloven.

Bestemmelserne kan fraviges ved kollektiv aftale, jf. ferielovens § 3, stk. 1 og 2, og kan i en konkret situation fraviges ved individuel aftale, jf. ferielovens § 3, stk. 6.

Muligheden for at varsle afspadsering af eksempelvis merarbejde er ikke reguleret ved lov, men kan være reguleret ved kollektiv aftale eller overenskomst samt ved individuel aftale. Tilsvarende gælder for arbejdsgiverens mulighed for at pålægge lønmodtageren at holde tjenestefri uden løn.

2.2.2. Ministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Det er Beskæftigelsesministeriets opfattelse, at der bør skabes sikker hjemmel til, at arbejdsgivere omfattet af ordningen kan varsle ferie m.v. i overensstemmelse med aftalen.

Det foreslås derfor, at en arbejdsgiver, der er omfattet af den foreslåede ordning, kan give meddelelse til lønmodtageren om afholdelse af 1 feriedag m.v. med mindst én dags varsel pr. lønkompensationsperiode svarende til 28 kalenderdage, hvor arbejdsgiveren får lønkompensation for lønmodtageren. Arbejdsgiveren kan dog varsle 1 feriedag m.v. til afholdelse fra og med den 18. januar 2021 for de 21 første kalenderdage, hvor arbejdsgiveren får lønkompensation for lønmodtageren.

Det afgørende er antallet af kalenderdage, hvor arbejdsgiveren får lønkompensation for lønmodtageren regnet fra og med den 18. januar 2021. Hvis arbejdsgiveren har indkaldt lønmodtageren til arbejde, vil disse dage fragå i opgørelsen af de henholdsvis 21 og 28 kalenderdage. Det er desuden afgørende, at feriedagen m.v. placeres i lønkompensationsperioden. Hvis arbejdsgiveren ikke har benyttet sig af ordningen før arbejdsgiverens ret til lønkompensation for lønmodtageren ophører, kan arbejdsgiveren ikke gøre brug af ordningen, dvs. varsle ferie m.v. med én dags varsel.

Det foreslås desuden, at lønmodtageren kan vælge, om feriedagen m.v. efter stk. 1 skal afholdes som optjent ferie, afspadsering eller anden opsparet frihed i ansættelsesforholdet. Lønmodtageren vil endvidere efter aftale med arbejdsgiveren kunne anvende opsparet frihed, som lønmodtageren opnår ret til på et senere tidspunkt i ansættelsesforholdet. Har lønmodtageren ikke opsparet ferie, afspadsering eller anden frihed i ansættelsesforholdet, der kan holdes, vil arbejdsgiveren kunne varsle feriedagen som tjenestefri uden løn.

Forslaget betyder, at arbejdsgiveren ikke ensidigt vil kunne pålægge lønmodtageren at afholde ferie optjent efter ferieloven, hvis lønmodtageren har anden opsparet frihed, som f.eks. afspadsering eller feriefridage efter en overenskomst eller individuel aftale. Arbejdsgiveren og lønmodtageren vil desuden kunne aftale, at lønmodtageren anvender opsparet frihed, som først opnås senere i ansættelsesforholdet. Det vil f.eks. kunne være en aftale om afholdelse af ferie på forskud efter ferielovens § 7, eller anvendelse af overenskomstmæssige feriefridage, som lønmodtageren først tildeles på et senere tidspunkt i ansættelsesforholdet.

Har lønmodtageren ikke optjent ferie, afspadsering eller anden frihed i ansættelsesforholdet, vil arbejdsgiveren kunne varsle feriedagen som tjenestefri uden løn.

Det foreslås desuden, at lønmodtageren højst kan pålægges at afholde i alt 5 feriedage m.v. efter ordningen. Optjent ferie, afspadsering, anden opsparet frihed i ansættelsesforholdet og tjenestefrihed uden løn, der er afviklet efter den 17. januar 2021 i en lønkompensationsperiode, vil indgå i opgørelsen af dagene, men ikke f.eks. feriedage, der er varslet til eller ligger efter en lønkompensationsperiode.

Forslaget betyder, at har arbejdsgiveren forinden den 18. januar 2021 f.eks. fastsat ferie til afholdelse, også selvom ferien er fastsat til afholdelse uden for den aktuelle lønkompensationsperiode, vil arbejdsgiveren ikke kunne ændre ferien, medmindre væsentlige, upåregnelige driftsmæssige hensyn gør det nødvendigt, jf. ferielovens § 9, stk. 3, eller ændringen sker som følge af en aftale mellem lønmodtageren og arbejdsgiveren.

Det er imidlertid kun ferie, som er fastsat til afholdelse i lønkompensationsperioden, der vil tælle med i opgørelsen af de 5 dage.

Endelig foreslås det, at arbejder lønmodtageren ikke 5 dage om ugen, afholdes dagene forholdsmæssigt efter den foreslåede ordning. Det betyder, at en lønmodtager, som f.eks. arbejder 3 dage om ugen højst kan pålægges at holde 3 dage efter forslagets stk. 5.

3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige

Forslaget vurderes ikke at medføre offentlige merudgifter eller implementeringskonsekvenser for det offentlige.

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

Forslaget vurderes at medføre mindreudgifter for virksomhederne som følge af medarbejdernes afholdelse af allerede optjent ferie under lønkompensationsperioden.

5. Administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslaget har ingen administrative konsekvenser for borgerne.

6. Klima- og miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget har ingen klima- eller miljømæssige konsekvenser.

7. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

8. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

Et udkast til lovforslag har ikke været sendt i høring, da regeringen ønsker, at reglerne skal træde i kraft hurtigst muligt. Under hensyntagen til, at lovforslaget ønskes hastebehandlet, er lovforslaget ikke sendt i høring i forbindelse med fremsættelsen.

9. Sammenfattende skema
 
Positive konsekvenser/Mindreudgifter
(Hvis ja, angiv omfang/Hvis nej, angive »Ingen«)
Negative konsekvenser/Merudgifter
(Hvis ja, angiv omfang/Hvis nej, angive »Ingen«)
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og regioner
Ingen
Ingen
Implementeringskonsekvenser for stat, kommuner og regioner
Ingen
Ingen
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet
Forslaget vurderes at medføre mindreudgifter for virksomhederne som følge af medarbejdernes afholdelse af allerede optjent ferie under lønkompensationsperioden.
Ingen
Administrative konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne
Ingen
Ingen
Klima- og miljømæssige konsekvenser
Ingen
Ingen
Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter
Er i strid med de fem principper for implementering af erhvervsrettet EU-regulering /Går videre end minimumskrav i EU-regulering
JA
NEJ
 
X

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 2

Ferieloven finder med enkelte undtagelser anvendelse på alle lønmodtagere. Det vil sige personer, der mod vederlag udfører arbejde i et tjenesteforhold, jf. § 2 i ferieloven. Ferielovens regler om varsling af ferie gælder kun, hvis andet ikke er aftalt ved kollektiv overenskomst eller aftale.

Rammerne for afvikling af anden opsparet frihed er ikke reguleret ved lov, men kan være reguleret ved kollektiv aftale eller overenskomst samt ved individuel aftale. Tilsvarende gælder for arbejdsgiverens mulighed for at pålægge lønmodtageren at holde tjenestefri uden løn.

Det foreslås i § 2, at loven gælder uanset individuelle aftaler, kollektive aftaler eller overenskomster samt anden lovgivning, og at loven ikke kan fraviges til ugunst for lønmodtageren ved aftale.

Det betyder, at forslaget vil have forrang for anden regulering. Forslaget vil sikre, at arbejdsgiveren vil kunne anvende reglerne på trods af modsatrettede bestemmelser i kollektive eller individuelle aftaler eller anden lovgivning, herunder ferieloven.

Forslaget er imidlertid ikke til hinder for, at arbejdsgiveren og lønmodtageren aftaler, at arbejdsgiveren på sin side ikke vil anvende mere end f.eks. to af dagene.

Ikrafttrædelse af § 2 i lov nr. 158

Dato: 02. februar 2021

Tekst:

§ 4. Loven træder i kraft ved bekendtgørelsen i Lovtidende.

Alle ikrafttrædelsesbestemmelserne i lov nr. 158

§ 4. Loven træder i kraft ved bekendtgørelsen i Lovtidende.

Stk. 2. Lovforslaget kan stadfæstes straks efter dets vedtagelse.