Lov om vandplanlægning § 20

Denne konsoliderede version af lov om vandplanlægning er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 1606 af 26. december 2013,
jf. lovbekendtgørelse nr. 126 af 26. januar 2017

§ 20

Indsatsprogrammet, jf. § 19, stk. 1, består af grundlæggende og supplerende foranstaltninger, jf. stk. 2 og 3.

Stk. 2 Grundlæggende foranstaltninger efter denne lov er foranstaltninger, der gennemfører EU-lovgivning, som allerede er fastsat i sektorlovgivningen, og eventuelle yderligere foranstaltninger til gennemførelse af EU-retlige forpligtelser.

Stk. 3 Supplerende foranstaltninger efter denne lov er generelle og konkrete foranstaltninger, der har til formål at beskytte og forbedre vandforekomster generelt, og som er nødvendige for at opfylde konkrete miljømål for vandområdedistriktets overfladevandområder og grundvandsforekomster.

Stk. 4 Miljø- og fødevareministeren kan i regler udstedt med hjemmel i § 19, stk. 1, fastsætte, at myndigheder skal gennemføre fastlagte supplerende foranstaltninger og fastsætte betingelser for, hvornår fastlagte foranstaltninger kan erstattes af andre dokumenterbart lige så miljø- og omkostningseffektive foranstaltninger. Indsatsprogrammet kan efter aftale med vedkommende minister fastlægge foranstaltninger, der skal gennemføres i medfør af sektorlovgivning, der henhører under denne ministers område.

Stk. 5 Ministeren kan i regler udstedt med hjemmel i § 19, stk. 1, fastsætte betingelser for myndigheders fravigelse af foranstaltninger, hvor det er nødvendigt af hensyn til nye ændringer af et overfladevandområdes fysiske karakteristika, forandringer i en grundvandsforekomsts niveau eller nye bæredygtige menneskelige udviklingsaktiviteter, jf. § 13.

Stk. 6 Miljø- og fødevareministeren kan i regler udstedt i medfør af § 19, stk. 1, fastsætte, at myndigheder skal hindre og forebygge yderligere forringelse af tilstanden og så vidt muligt genetablere den oprindelige tilstand ved enhver midlertidig forringelse af en vandforekomsts tilstand, som skyldes omstændigheder af naturlig art, force majeure, som er ekstraordinære eller ikke med rimelighed kunne have været forudset, eller omstændigheder som følge af ulykke, herunder at gennemføre alle praktisk gennemførlige skridt og særlige foranstaltninger.

Stk. 7 Miljø- og fødevareministeren kan i regler udstedt med hjemmel i § 19, stk. 1, fastsætte bestemmelser om myndigheders administration med henblik på opfyldelse af miljømål.