Lov om Vækstfonden Kapitel 3

Denne konsoliderede version af lov om Vækstfonden er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 691 af 08. juni 2018,
som ændret ved lov nr. 1940 af 15. december 2020

Kapitel 3 1 Etablering og ejerskab
§ 10

Vækstfonden etableres som en selvstændig offentlig virksomhed.

§ 11

Vækstfonden viderefører den virksomhed med tilhørende aktiver og passiver, der tidligere har været drevet under Vækstfonden, og indtræder i samtlige rettigheder og forpligtelser i forbindelse hermed.

§ 12

Erhvervsministeren udøver i forhold til Vækstfonden de beføjelser, der efter selskabsloven tilkommer generalforsamlingen i et aktieselskab.

Stk. 2 Erhvervsministeren fastsætter vedtægter for Vækstfonden.

Stk. 3 I Vækstfonden afholdes generalforsamlingen i form af et virksomhedsmøde.

Stk. 4 Vækstfonden og dens vedtægter skal anmeldes og registreres i Erhvervsstyrelsen efter reglerne i kapitel 2 i selskabsloven.

§ 13

Lov om offentlighed i forvaltningen, lov om Folketingets Ombudsmand, forvaltningsloven og arkivloven finder ikke anvendelse for Vækstfonden og dens eventuelle datterselskaber og andre enheder forvaltet af Vækstfonden, for så vidt angår aktiviteter udøvet i medfør af kapitel 2.

Stk. 2 Selskabsloven, herunder de særlige bestemmelser for statslige aktieselskaber i kapitel 20, finder anvendelse for Vækstfonden med de ændringer, der følger af denne lov.

Stk. 3 Årsregnskabsloven finder anvendelse for Vækstfonden med de fornødne tilpasninger.

Stk. 4 Beslutninger truffet af Vækstfonden og dens eventuelle datterselskaber i forbindelse med aktiviteter udøvet i medfør af kapitel 2 kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.