Lov om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs- og fødevareforsyningskæden Kapitel 3

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 719 af 27. april 2021

Kapitel 3 1 Klager over urimelig handelspraksis
§ 7

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen varetager opgaven som håndhævelsesmyndighed i forhold til reglerne om urimelig handelspraksis i denne lov og regler udstedt i medfør heraf.

Stk. 2 Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan træffe afgørelse efter denne lov og regler udstedt i medfør heraf. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen udøver sine beføjelser efter denne lov og regler udstedt i medfør heraf i fuld uafhængighed.

§ 8

Leverandører kan indgive klager enten til den håndhævende myndighed i den medlemsstat, hvor leverandøren er etableret, eller til den håndhævende myndighed i den medlemsstat, hvor den køber, der formodes at have udøvet en forbudt handelspraksis, er etableret. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har kompetence til at håndhæve forbuddene i §§ 3-6.

Stk. 2 Producentorganisationer og andre leverandørorganisationer og disses sammenslutninger har ret til at indgive en klage efter anmodning fra en eller flere af deres medlemmer eller, hvis det er relevant, efter anmodning fra en eller flere af deres medlemsorganisationers medlemmer, hvis disse medlemmer mener, at de udsættes for en forbudt handelspraksis. Andre organisationer, der har en berettiget interesse i at repræsentere leverandører, har ret til at indgive klager efter anmodning fra en leverandør og i denne leverandørs interesse, forudsat at sådanne organisationer er uafhængige og nonprofit juridiske personer.

Stk. 3 Uanset eventuelle lovvalgsaftaler, som ville finde anvendelse på leveringsaftalen mellem parterne, er forbuddene i direktiv 2019/633/EU overordnede præceptive bestemmelser, som finder anvendelse i enhver situation, der falder inden for disse bestemmelsers anvendelsesområde. I tilfælde, hvor begge aftaleparter er etableret i Danmark, vil lovens §§ 3-6 finde anvendelse.

Stk. 4 Erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler for indgivelse af klager, herunder om opkrævning af et klagegebyr.

§ 9

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen afgør, om der er tilstrækkelig anledning til at undersøge eller træffe afgørelse i en sag, herunder om sagsbehandlingen midlertidigt eller endeligt skal indstilles. Hvis der efter Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens vurdering ikke er tilstrækkelig anledning til at undersøge eller træffe afgørelse i en sag, underretter Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen klageren om begrundelsen herfor inden for rimelig tid efter modtagelsen af klagen.

Stk. 2 Hvis Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vurderer, at der er tilstrækkeligt grundlag for at behandle en klage, indleder, foretager og afslutter styrelsen en undersøgelse af klagen inden for rimelig tid.

Stk. 3 Inden for rimelig tid efter modtagelsen af klagen underretter Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen klageren om, hvordan styrelsen agter at følge op på klagen.

Fortrolighed
§ 10

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen træffer efter anmodning herom de nødvendige foranstaltninger til passende beskyttelse af en klagers eller de i § 8, stk. 2, nævnte medlemmers eller leverandørers identitet og til passende beskyttelse af eventuelle andre oplysninger, hvis offentliggørelse efter klagerens mening vil skade klagerens eller de nævnte medlemmers eller leverandørers interesser. Klageren skal i forbindelse med en anmodning om fortrolig behandling angive alle de oplysninger, som klageren anmoder om fortrolig behandling af.

Stk. 2 Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan undlade at træffe afgørelse efter §§ 3-6, hvis en sådan afgørelse indebærer en risiko for at afsløre en klagers identitet eller en risiko for at offentliggøre andre oplysninger, hvis offentliggørelse efter klagerens mening vil skade dennes interesser, og forudsat at klageren har udpeget de pågældende oplysninger i overensstemmelse med stk. 1, 2. pkt.