STU-loven Kapitel 2

Denne konsoliderede version af sTU-loven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov

Lov nr. 564 af 06. juni 2007,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1077 af 11. august 2023,
som ændret ved lov nr. 731 af 13. juni 2023 og lov nr. 754 af 13. juni 2023

Kapitel 2 1 Kommunalbestyrelsens tilbud om den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse
§ 2

Unge med særlige behov har et retskrav på en ungdomsuddannelse. Kommunalbestyrelsen skal tilbyde unge omfattet af 1. pkt., der er tilmeldt kommunens folkeregister, den 3-årige særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse, jf. dog § 8, stk. 4.

Stk. 2 Tilbuddet skal indeholde valgmuligheder for den unge, jf. § 2 a, og gives i forbindelse med undervisningspligtens ophør. Hvis den unge fortsætter undervisningen i folkeskolen, en fri grundskole eller en efterskole m.v., efter undervisningspligtens ophør, gives tilbuddet dog først i forbindelse med denne undervisnings ophør.

Stk. 3 Den unge kan modtage kommunalbestyrelsens tilbud indtil det fyldte 25. år.

Stk. 4 Den unge skal færdiggøre den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse senest 5 år efter, at den er påbegyndt.

Stk. 5 Kommunalbestyrelsen kan træffe beslutning om at oprette halvårlige eller helårlige optag af unge på den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse. Træffer kommunalbestyrelsen beslutning herom, skal beslutningen offentliggøres.

§ 2a

Kommunalbestyrelsen skal give den unge mulighed for at vælge mellem flere forskellige uddannelsessteder, jf. dog stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal indgå i dialog med den unge om, hvilken valgmulighed der er den bedste for den unge.

Stk. 2 Kommunalbestyrelsen har ikke pligt til at give den unge valgmuligheder, hvis kommunalbestyrelsen efter dialogen med den unge, jf. stk. 1, vurderer, at den unge har behov for et ekstraordinært specialiseret tilbud, og at kun ét uddannelsessted matcher den unges behov uden at indebære en urimelig lang befordrings- eller ventetid for den unge.

Stk. 3 I kommunalbestyrelsens vurdering af, hvilke uddannelsessteder den unge skal tilbydes, jf. stk. 1, indgår både faglige og økonomiske hensyn. Kommunalbestyrelsen skal foretage en konkret og individuel vurdering af den unges behov og uddannelsesstedernes tilbud og må ikke give tilbud om uddannelsessted alene ud fra økonomiske overvejelser. Kommunalbestyrelsen har ikke pligt til at oprette et nyt uddannelsessted blot for at kunne give den unge valgmuligheder. Kommunalbestyrelsen har heller ikke pligt til at give den unge mulighed for at vælge et uddannelsessted, der er uforholdsmæssig dyrere end et andet uddannelsessted, der matcher den unges behov, herunder hvis kommunalbestyrelsen efter dialog med den unge vurderer, at dette indebærer en urimelig lang befordrings- eller ventetid for den unge.

§ 2b

(ikke trådt i kraft)

§ 3

Kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om, hvorvidt den unge er omfattet af § 2, stk. 1.

Stk. 2 Kommunalbestyrelsen træffer efter dialog med den unge afgørelse efter stk. 1 om, hvorvidt den unge kan optages på den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse. Kommunalbestyrelsen inddrager i fornødent omfang udtalelser fra sagkyndige, herunder pædagogisk-psykologisk vurdering, og skoler, hvor den unge har været optaget, i kommunen eller i andre kommuner.

§ 3a

Kommunalbestyrelsen skal på kommunens hjemmeside orientere om følgende:

  • 1) Processen for den unges overgang fra den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse til videre uddannelse, beskæftigelse, fritidsaktiviteter eller sociale aktiviteter, jf. § 9.

  • 2) Hvorvidt kommunalbestyrelsen har nedsat et visitationsudvalg, og om sammensætningen af et eventuelt visitationsudvalg.

  • 3) Hvordan kommunalbestyrelsen sikrer sig, at et uddannelsessted lever op til lovgivningens og kvalitetsaftalens krav til varetagelse af opgaven.

  • 4) Processen for den unges visitation til den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse, herunder målgruppevurdering og den unges mulighed for at vælge mellem flere uddannelsessteder.

  • 5) (ikke trådt i kraft)

Stk. 2 Børne- og undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om kommunalbestyrelsens forpligtelse til på hjemmesiden at orientere om visitationsprocessen, opfølgningsprocessen og sikringen af, at et uddannelsessted lever op til lovgivningen og kvalitetsaftalen.