Lov om undersøgelse af visse forhold vedrørende Forsvarets Efterretningstjeneste Kapitel 2

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 1938 af 15. december 2020

Kapitel 2 1 Undersøgelseskommissionens opgaver
§ 3

Undersøgelseskommissionen har til opgave at undersøge og redegøre for visse forhold omfattet af Tilsynet med Efterretningstjenesternes særlige undersøgelse af Forsvarets Efterretningstjeneste, som blev afgivet til Forsvarsministeriet den 21. august 2020. Undersøgelseskommissionens opgaver fastlægges nærmere i et kommissorium, som fastsættes af justitsministeren.

Stk. 2 Der er ikke aktindsigt efter lov om offentlighed i forvaltningen, forvaltningsloven eller anden lovgivning i kommissoriet og sager, der relaterer sig til udarbejdelsen heraf.

Stk. 3 På grundlag af den i stk. 1 nævnte undersøgelse og redegørelse skal undersøgelseskommissionen udtale sig om, hvorvidt der foreligger grundlag for, at det offentlige søger nogen draget til ansvar.

Stk. 4 Den i stk. 3 nævnte udtalelse skal alene afgives i det omfang, ingen af undersøgelseskommissionens medlemmer finder det retssikkerhedsmæssigt betænkeligt.

Stk. 5 Undersøgelseskommissionen har ikke dømmende myndighed.