Udlodningsloven § 5

Denne konsoliderede version af udlodningsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om udlodning af overskud fra lotteri

Lov nr. 1532 af 19. december 2017,
som ændret ved lov nr. 785 af 04. maj 2021 og lov nr. 375 af 28. marts 2022

§ 5

Dansk Ungdoms Fællesråd fastsætter regler for fordeling af midlerne, jf. § 4, stk. 1, nr. 7. Reglerne godkendes af Tipsungdomsnævnet, jf. stk. 5.

Stk. 2 Dansk Ungdoms Fællesråd kan anvende en del af midlerne til tilskudsadministration og varetagelse af opgaver af fælles interesse for medlemsorganisationerne.

Stk. 3 Klage over Dansk Ungdoms Fællesråds sagsbehandling og afgørelser om tildeling af støtte kan indbringes for Tipsungdomsnævnet. Tipsungdomsnævnets afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Stk. 4 Forvaltningsloven og lov om offentlighed i forvaltningen gælder for Dansk Ungdoms Fællesråds sager om fordeling af de i § 4, stk. 1, nr. 7, nævnte midler.

Stk. 5 Tipsungdomsnævnet består af 1 juridisk uddannet medlem, 1 medlem, der er godkendt revisor, og 1 ungdomssagkyndigt medlem, som alle udpeges af kulturministeren. Kulturministeren udpeger 1 formand blandt de 3 medlemmer.

Stk. 6 Medlemmerne beskikkes for en 4-årig periode. Genbeskikkelse kan finde sted én gang.

Stk. 7 Kulturministeren afholder af midlerne, jf. § 4, stk. 1, nr. 7, vederlag til Tipsungdomsnævnets medlemmer og udgifter til Tipsungdomsnævnets administration.

Stk. 8 Kulturministeren fastsætter nærmere regler om Tipsungdomsnævnets virke, herunder om Tipsungdomsnævnets tilsyn med Dansk Ungdoms Fællesråds fordeling og anvendelse af midlerne.