Lov om tobaksvarer m.v. § 3

Denne konsoliderede version af lov om tobaksvarer m.v. er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 608 af 07. juni 2016,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1489 af 18. juni 2021,
som ændret ved lov nr. 2071 af 21. december 2020, lov nr. 1185 af 08. juni 2021, lov nr. 99 af 25. januar 2022 og lov nr. 738 af 13. juni 2023

Oplysninger om ingredienser og emissioner
§ 3

Fabrikanter og importører af tobaksvarer, der markedsføres her i landet, skal for hver tobaksvare opdelt efter handelsnavn og type indberette følgende til Sikkerhedsstyrelsen:

  • 1) Oplysninger om alle de ingredienser i faldende rækkefølge efter vægt for hver ingrediens, der anvendes ved fremstillingen af tobaksvaren, herunder

    • a) en liste over oplysninger om ingrediensens navn og mængden heraf,

    • b) en erklæring om, hvorfor den pågældende ingrediens indgår i tobaksvaren,

    • c) oplysninger om ingrediensens status, herunder med angivelse af, hvorvidt ingrediensen er registreret i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006, og dens klassificering i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1272/2008,

    • d) relevante toksikologiske oplysninger om ingrediensen og

    • e) for cigaretter og rulletobak et teknisk dokument med en generel beskrivelse af tilsætningsstoffet og dets egenskaber.

  • 2) Oplysninger om tobaksvarens emissionsindhold.

  • 3) Oplysninger om de målemetoder for emissioner, der er anvendt, med undtagelse af dem, der er nævnt i § 9, stk. 1 og 2.

Stk. 2 Erhvervsministeren fastsætter nærmere regler om de indberetninger, der er nævnt i stk. 1, herunder regler om, hvilke oplysninger der skal indberettes, hvornår der skal ske indberetning og i hvilken form, samt oplysninger ved ændring af tobaksvarer.