Lov om tobaksvarer m.v. Kapitel 3

Denne konsoliderede version af lov om tobaksvarer m.v. er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 608 af 07. juni 2016,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1489 af 18. juni 2021,
som ændret ved lov nr. 2071 af 21. december 2020, lov nr. 1185 af 08. juni 2021, lov nr. 99 af 25. januar 2022 og lov nr. 738 af 13. juni 2023

Kapitel 3 1 Grænseværdier for emissionsindhold i tobaksvarer og metoder til måling af emissionsindhold
§ 8

Sundhedsministeren fastsætter regler om grænseværdier for det maksimale indhold af tjære, nikotin og kulilte i emissioner fra cigaretter, der markedsføres eller fremstilles her i landet.

Stk. 2 Sundhedsministeren kan fastsætte regler om grænseværdier for andre emissioner end dem, der er nævnt i stk. 1, og for emissioner fra andre tobaksvarer end cigaretter.

§ 9

Sundhedsministeren fastsætter regler om metoder til måling af emissionsindholdet af tjære, nikotin og kulilte i cigaretter, der markedsføres eller fremstilles her i landet.

Stk. 2 Sundhedsministeren kan fastsætte regler om metoder til måling af andre emissioner end dem, der er nævnt i stk. 1, og fra andre tobaksvarer end cigaretter.

§ 10

De målinger, der er nævnt i § 9, skal kontrolleres af laboratorier, der er godkendt af Sikkerhedsstyrelsen i henhold til § 11.

Godkendelse og kontrol af laboratorier til måling af emissionsindhold
§ 11

Sikkerhedsstyrelsen kan efter ansøgning godkende laboratorier til at kontrollere målingerne af emissionsindholdet af tjære, nikotin og kulilte i cigaretter, der markedsføres eller fremstilles her i landet, jf. § 9.

Stk. 2 For at opnå godkendelse efter stk. 1 skal laboratoriet være akkrediteret af DANAK, Den Danske Akkrediteringsfond, eller af et tilsvarende akkrediteringsorgan, som er medunderskriver af relevante EA-multilaterale aftaler om gensidig anerkendelse, til at udføre opgaverne efter stk. 1 og være etableret i Danmark eller et andet EU-/EØS-land.

Stk. 3 Et laboratorie, der ønsker godkendelse eller er godkendt efter stk. 1, må ikke være ejet eller direkte eller indirekte kontrolleret af tobaksindustrien.

Stk. 4 Erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om behandling af ansøgninger om godkendelse efter stk. 1 og indholdet i akkrediteringen efter stk. 2.

§ 12

Sikkerhedsstyrelsen fører kontrol med, at de laboratorier, der er godkendt efter § 11, stk. 1, opfylder kravene i § 11, stk. 2 og 3.

Stk. 2 Med henblik på udførelse af kontrol efter stk. 1 kan Sikkerhedsstyrelsen af laboratorier, der er godkendt efter § 11, stk. 1, kræve dokumentation for, at kravene i § 11, stk. 2 og 3, er opfyldt.