Sydslesvigloven Kapitel 3

Denne konsoliderede version af sydslesvigloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om Sydslesvigudvalget og visse tilskudsordninger for det danske mindretal i Sydslesvig

Lov nr. 287 af 29. marts 2010,
jf. lovbekendtgørelse nr. 725 af 15. juni 2016,
som ændret ved lov nr. 130 af 16. februar 2016 og lov nr. 628 af 08. juni 2016

Kapitel 3 1 Tilskud
Tilskudsmodtagere
§ 11

Tilskud kan ydes til foreninger, organisationer m.v.,

  • 1) der er hjemmehørende i Sydslesvig,

  • 2) der har til formål at udøve aktiviteter til gavn for det danske mindretal i Sydslesvig, jf. § 2,

  • 3) hvis vedtægter sikrer gennemsigtighed og åbenhed vedrørende deres virksomhed,

  • 4) hvis hjemmeside på internettet på en lettilgængelig måde indeholder information på dansk om deres ledelse og virksomhed, herunder regnskaber,

  • 5) der ikke driver erhvervsmæssig virksomhed,

  • 6) hvis midler, herunder ved nedlæggelse, ifølge vedtægten alene må anvendes til aktiviteter efter § 2, og

  • 7) der ikke yder deres ledelse eller andet personale løn og vederlag ud over det normale i Sydslesvig for tilsvarende hverv eller beskæftigelse.

Stk. 2 Stk. 1, nr. 1, 6 og 7, gælder ikke for tilskud til aktiviteter omfattet af § 2, stk. 2, nr. 1 eller 2.

Resultataftaler og driftstilskud
§ 12

Sydslesvigudvalget kan yde driftstilskud til foreninger, organisationer m.v., der har indgået en resultataftale med udvalget.

Stk. 2 Resultataftalen skal som minimum fastsætte

  • 1) aftalens varighed,

  • 2) de aktiviteter, som aftalen omfatter,

  • 3) mål for de aktiviteter, der er nævnt i nr. 2,

  • 4) krav til tilskudsmodtagerens faglige afrapportering til Sydslesvigudvalget og ministeren for børn, undervisning og ligestilling,

  • 5) tilskuddenes størrelse, jf. § 13,

  • 6) udbetalingstidspunkter for tilskuddene og

  • 7) krav til de oplysninger, som tilskudsmodtagerne skal indsende forud for de enkelte tilskudsudbetalinger.

§ 13

Driftstilskud efter en resultataftale til formål omfattet af § 2, stk. 1, nr. 1, ydes som et eller flere grundtilskud, der er fastsat i aftalen, og som taxametertilskud, der ydes ud fra objektive kriterier fastsat i aftalen.

Stk. 2 Driftstilskud efter en resultataftale til formål omfattet af § 2, stk. 1, nr. 2-7, ydes som et eller flere grundtilskud, der er fastsat i aftalen, som taxametertilskud, der ydes ud fra objektive kriterier fastsat i aftalen, eller som en kombination heraf.

Stk. 3 Der fastsættes i resultataftalen et loft for størrelsen af de samlede taxametertilskud, der kan ydes til en eller flere aktiviteter, der er omfattet af aftalen.

Tilskud til bygge- og anlægsprojekter og køb af fast ejendom
§ 14

Sydslesvigudvalget kan yde tilskud til bygge- og anlægsprojekter og køb af fast ejendom i Sydslesvig med henblik på at tilvejebringe de fysiske rammer for mindretallets foreninger, organisationer m.v., jf. § 11, stk. 1.

Stk. 2 Tilskud efter stk. 1 sikres ved pant efter den gældende lovgivning i Forbundsrepublikken Tyskland. Tilskudsmodtageren afholder eventuelle omkostninger ved pantsætningen.

Stk. 3 Tilskud efter stk. 1 henstår rente- og afdragsfrit, så længe det formål, hvortil tilskuddet er ydet, eksisterer. Ved formålets forfald tilbageføres de sikrede midler til Sydslesvigudvalget, der træffer beslutning om, hvordan de sikrede midler skal genanvendes til et andet formål inden for lovens rammer.

Stk. 4 Udbetaling Danmark varetager administrationen af de pantsikrede krav efter stk. 1 og 2.

Projekttilskud
§ 15

Sydslesvigudvalget kan yde projekttilskud til foreninger, organisationer m.v. til enkeltstående projekter, hvis varighed ikke overstiger 3 finansår.

Stk. 2 Sydslesvigudvalget fastlægger en tilskudspolitik for tildeling af projekttilskud.

Tilskudsudbetaling
§ 16

Ministeren for børn, undervisning og ligestilling udbetaler tilskud i overensstemmelse med Sydslesvigudvalgets afgørelser.

§ 17

Sydslesvigudvalget kan træffe afgørelse om, at tilskud udbetales forskudsvis.