Lov om Sund & Bælt Holding A/S § 16

Denne konsoliderede version af lov om Sund & Bælt Holding A/S er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 588 af 24. juni 2005,
som ændret ved lov nr. 581 af 04. maj 2015, lov nr. 686 af 27. maj 2015, lov nr. 1739 af 27. december 2016, lov nr. 172 af 27. februar 2019, lov nr. 808 af 09. juni 2020, lov nr. 1676 af 19. december 2023 og lov nr. 1797 af 28. december 2023

§ 16

For benyttelse af motorvejsforbindelsen over Storebælt opkræver A/S Storebæltsforbindelsen betaling.

Stk. 2 Transport- og energiministeren fastsætter niveauet for betalingen og principperne for regulering af denne, jf. dog stk. 3.

Stk. 3 Uanset bestemmelsen i stk. 2 kan A/S Storebæltsforbindelsen ændre gældende generelle rabatordninger og indføre nye rabatordninger, i det omfang dette ikke påvirker betalingsniveauet væsentligt.

Stk. 4 A/S Storebæltsforbindelsen kan pålægge føreren af et køretøj, der benytter motorvejsforbindelsen uden retmæssig betaling herfor, at betale et tillæg ud over den normale betaling. Tillæg fastsættes af transport-, bygnings- og boligministeren.

Stk. 5 For betaling af almindelig takst efter stk. 1 og tillæg efter stk. 4 hæfter, medmindre det godtgøres, at føreren uberettiget er i besiddelse af køretøjet, tillige

  • 1) den registrerede ejer af køretøjet,

  • 2) den registrerede bruger af køretøjet eller

  • 3) den juridiske eller fysiske person, der har indgået den aftale, som føreren har anvendt, om benyttelse af motorvejsforbindelsen.

Stk. 6  Betales almindelig takst efter stk. 1 eller tillæg efter stk. 4 ikke rettidigt, tillægges beløbet renter i henhold til rentelovens § 5, stk. 1 og 2. Renten skal betales fra forfaldsdagen, som er 30 dage efter den dag, selskabet har afsendt eller fremsat anmodning om betaling. Skyldneren skal ikke betale renter for det tidsrum, der ligger forud for modtagelsen af anmodningen. Selskabet kan opkræve inddrivelsesomkostninger og rykker- og inkassogebyrer i henhold til rentelovens §§ 9 a og 9 b.

Stk. 7 For benyttelse af motorvejsforbindelsen over Øresund opkræver Øresundsbro Konsortiet I/S betaling. Betalingens størrelse fastsættes af konsortiet, jf. § 2.

Stk. 8 De betalinger, der er nævnt i stk. 1-7, offentliggøres på de pågældende selskabers hjemmesider.