Lov om statsgaranti til udviklingsvirksomhed § 5

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 365 af 18. maj 1994,
jf. lovbekendtgørelse nr. 150 af 17. marts 1999,
som ændret ved lov nr. 377 af 22. maj 1996, lov nr. 386 af 10. juni 1997, lov nr. 1008 af 23. december 1998, lov nr. 1382 af 28. december 2011 og lov nr. 871 af 21. juni 2022

§ 5

Udviklingsselskabet tegner ny ansvarlig kapital i virksomheder beliggende i Danmark. Nytegningen skal være begrundet i udviklingsprojekter, herunder udvikling af produkter, markeder, serviceydelser og kompetence eller lignende i de virksomheder, der indskydes kapital i. Tegningen sker mod indskud af kontanter. Udviklingsselskabets beholdning af ansvarlig kapital betegnes udviklingsportefølje.

Stk. 2 De virksomheder, hvori et udviklingsselskab har ansvarlig kapital, som er henlagt til udviklingsporteføljen, kaldes i denne lov porteføljevirksomheder. Porteføljevirksomhederne skal være små og mellemstore virksomheder på det tidspunkt, hvor udviklingsselskabet tegner den ansvarlige kapital, og må ikke være koncernforbundne med andre virksomheder end små og mellemstore virksomheder. Ved små og mellemstore virksomheder forstås virksomheder, der er omfattet af den definition, som anvendes i Europa-Kommissionens meddelelse om rammebestemmelser for statsstøtte til små og mellemstore virksomheder. Erhvervsministeren bekendtgør den til enhver tid gældende definition.

Stk. 3 Statsgarantien for en investering i den enkelte porteføljevirksomhed bortfalder, hvis en aktionær med over 10 pct.s ejerandel af udviklingsselskabet direkte eller indirekte ejer mere end 50 pct. i porteføljevirksomheden. Statsgarantien for et udviklingsselskabs investering i en porteføljevirksomhed er ligeledes betinget af, at porteføljevirksomheden maksimalt direkte eller indirekte ejer 25 pct. af udviklingsselskabet. Statsgarantien bortfalder fra det tidspunkt, hvor de nævnte ejerandele overskrides.

Stk. 4 Bestemmelserne i stk. 3 gælder ikke for offentligt ejede selskaber samt for finansielle virksomheder, der er under tilsyn af Finanstilsynet. Danmarks Eksport- og Investeringsfond kan endvidere give en aktionær i et udviklingsselskab samme status som en virksomhed under tilsyn, såfremt aktionærens primære aktivitet er venturevirksomhed. Ved venturevirksomhed forstås tilførsel af ansvarlig kapital, bistand og rådgivning med henblik på udvikling af virksomheder og senere videresalg af kapitalandele i disse virksomheder.

Stk. 5 Udviklingsporteføljen må ikke indeholde ansvarlig kapital i virksomheder, som udviklingsselskabet, dets storaktionærer eller koncernforbundne selskaber på tegningstidspunktet har væsentlige kreditorinteresser i.

Stk. 6 Udviklingsselskabet må ikke være koncernforbundet med en porteføljevirksomhed ved udviklingsporteføljens kapitalandele. Udviklingsselskabet må ikke direkte eller indirekte eje hele porteføljevirksomheden.

Stk. 7 En porteføljevirksomhed må ikke udøve hovedaktiviteter inden for finansiering og investering samt handel med, administration af eller besiddelse af fast ejendom.