Lov om statsgaranti til udviklingsvirksomhed Kapitel 3

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 365 af 18. maj 1994,
jf. lovbekendtgørelse nr. 150 af 17. marts 1999,
som ændret ved lov nr. 377 af 22. maj 1996, lov nr. 386 af 10. juni 1997, lov nr. 1008 af 23. december 1998, lov nr. 1382 af 28. december 2011 og lov nr. 871 af 21. juni 2022

Kapitel 3 Statsgarantiens dækning
§ 8

Den statslige garanti dækker 50 pct. af tab for et regnskabsår på den tabsgivende ansvarlige kapital i udviklingsporteføljen. Ved opgørelsen af tab korrigeres for samtlige ud- og indbetalinger, som vedrører denne ansvarlige kapital.

Stk. 2 Det er en forudsætning for udbetaling af garantibeløb efter stk. 1, at de pågældende tab er realiseret på ansvarlig kapital, der har været henlagt til udviklingsporteføljen i mindst 3 år.

Stk. 3 Danmarks Eksport- og Investeringsfond kan dispensere fra bestemmelsen i stk. 2.

Stk. 4 Garantirammen har virkning i fem år fra det tidspunkt, hvor tildelingen har fundet sted. Efter det femte år vil den ansvarlige kapital i udviklingsporteføljen fortsat være omfattet af statsgarantien, men der kan ikke henføres ny ansvarlig kapital til udviklingsporteføljen. Ved udbetaling af garantibeløb til et udviklingsselskab inden for garantiperioden reduceres selskabets garantiramme med størrelsen af det af garantien omfattede tab.

Stk. 5 Investerer et udviklingsselskab ansvarlig kapital i en porteføljevirksomhed med det formål at overdrage aktiver eller passiver mellem porteføljevirksomheden og udviklingsselskabet eller en virksomhed, som det har været koncernforbundet med, skal aktiverne og passiverne værdiansættes ved uafhængig vurdering, før der kan foretages garantiudbetalinger.

Stk. 6 Når den ansvarlige kapital har været i udviklingsporteføljen i 8 år, nedskrives garantiprocenten i stk. 1 med 10 procentpoint pr. år, således at garantien bortfalder, når den ansvarlige kapital har været i udviklingsporteføljen i 12 år.

Stk. 7 Ved opgørelsen af tab på den ansvarlige kapital i porteføljevirksomheder, der er koncernforbundne med andre porteføljevirksomheder, vil tabene blive modregnet i eventuelle overskud på ansvarlig kapital i disse virksomheder.

Stk. 8 En udviklingsportefølje, der er omfattet af statsgarantien, samt omkostninger og indtægter vedrørende denne skal særskilt fremgå af balancen og resultatopgørelsen. Årsregnskabets noter skal oplyse den oprindelige anskaffelsesværdi samt afgang eller tilgang til denne af udviklingsporteføljen. Bogføringen skal indrettes således, at de ovenstående oplysninger i årsregnskabet samt de øvrige i denne lov krævede oplysninger er til stede.

Stk. 9 Et udviklingsselskab skal på opfordring afgive relevante oplysninger om dets udviklingsportefølje og tab til brug for Danmarks Eksport- og Investeringsfonds administration af denne lov.

Stk. 10 Erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om opgørelsen af tab.

§ 9

Danmarks Eksport- og Investeringsfond kan undlade at foretage garantiudbetalinger på tab i henhold til § 8, såfremt

  • 1) tabet er realiseret i forbindelse med en handel, der indeholder aftale om anden kompensation for udviklingsselskabet end salgsprisen, f. eks. en tilbagekøbsoption på kapitalandele eller andre modydelser, eller

  • 2) tabet er realiseret i forbindelse med en handel, der indebærer direkte eller indirekte udveksling af ansvarlig kapital mellem udviklingsselskaber, eller

  • 3) tabet er realiseret i forbindelse med en handel, som det pågældende udviklingsselskab har indgået med udviklingsselskabets storaktionærer eller koncernforbundne selskaber.

§ 10

Regnskabsopgørelse med dokumentation for eventuelle tab samt oversigter over udviklingsporteføljen med eventuel anmodning om udbetaling af garantibeløb fremsendes til Danmarks Eksport- og Investeringsfond en gang årligt, når årsregnskabet er godkendt på generalforsamlingen og indsendt til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen samt offentliggjort i styrelsens edb-informationssystem. Regnskabsopgørelsen skal revideres af den revisor, der reviderer udviklingsselskabets årsregnskab.

Stk. 2 Efter Danmarks Eksport- og Investeringsfonds godkendelse af regnskabsopgørelsen udbetales garantibeløbet til udviklingsselskabet.

Stk. 3 Danmarks Eksport- og Investeringsfonds forpligtelse til at udbetale garantibeløb bortfalder, dersom regnskabsopgørelsen ikke er fremsendt til Danmarks Eksport- og Investeringsfond senest et år efter årsregnskabets offentliggørelse.

§ 11

Regnskabsopgørelsen, jf. § 10, skal indeholde en bruttoopgørelse af det gennemsnitlige akkumulerede afkast af udviklingsporteføljen. Ved opgørelsen indregnes eventuelle garantiudbetalinger, og præmiebetalinger, jf. § 3, stk. 3, fraregnes. Er der overført placeringer fra udviklingsporteføljen til selskabets øvrige beholdninger i perioden, skal afkastet på disse opgøres på grundlag af markedsværdien.

Stk. 2 Såfremt afkastet opgjort i stk. 1 overstiger 13 pct. p.a., kan der ikke foretages garantiudbetalinger for det pågældende regnskabsår.

Stk. 3 Erhvervsministeren fastsætter nærmere regler om opgørelse af afkastet, jf. stk. 1.