Lov om specialundervisning for voksne § 1b

Denne konsoliderede version af lov om specialundervisning for voksne er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 301 af 8. juni 1978,
jf. lovbekendtgørelse nr. 118 af 5. februar 2025

§ 1b

Kommunalbestyrelsen foretager henvisning af de i § 1, stk. 1, omfattede personer til specialundervisning og specialpædagogisk bistand ved regionsrådets foranstaltning, når kommunalbestyrelsen finder, at de pågældendes udvikling stiller krav om en særlig vidtgående hensyntagen eller støtte, der bedst kan imødekommes ved en regional foranstaltning.

Stk. 2 Regionsrådet træffer afgørelse om det nærmere indhold af foranstaltningen, jf. stk. 1. Regionsrådets afgørelse træffes efter forhandling med kommunen på grundlag af en indstilling fra kommunen.

Stk. 3 Børne- og undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om proceduren m.v. i forbindelse med kommunalbestyrelsens henvisning af personer til regionsrådets foranstaltning. Der kan desuden fastsættes regler om, at kommunalbestyrelsen kan henlægge beføjelser vedrørende henvisning, herunder visitations- og optagelseskompetence, af personer til specialundervisning og specialpædagogisk bistand til regionsråd eller voksenspecialundervisningsinstitutioner, herunder private institutioner.