Lov om specialundervisning for voksne Kapitel 5

Denne konsoliderede version af lov om specialundervisning for voksne er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 301 af 08. juni 1978,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1653 af 09. august 2021,
som ændret ved lov nr. 754 af 13. juni 2023

Kapitel 5 Styrelsesregler m.v. for kommunale undervisningsinstitutioner med specialundervisning for voksne
§ 6a

Kommunalbestyrelsen træffer beslutning om oprettelse af undervisningsinstitutioner med specialundervisning for voksne i kommunen.

§ 6b

Lederen har det pædagogiske ansvar for institutionens undervisning.

Stk. 2 Lederen varetager den daglige administrative ledelse af undervisningsinstitutionen.

Stk. 3 Lederen træffer afgørelse om arbejdets fordeling blandt lærerne.

Stk. 4 Lederen træffer afgørelse i alle enkeltsager vedrørende deltagerne.

Stk. 5 Lederen afgiver indstilling til bestyrelsen om skolens budget.

Stk. 6 Lederen afgiver indstilling til kommunalbestyrelsen om ansættelse og afskedigelse af lærere og andet personale ved undervisningsinstitutionen. Indstillingen fremsendes gennem bestyrelsen med en udtalelse fra denne.

§ 6c

Kommunalbestyrelsen nedsætter for hver undervisningsinstitution en bestyrelse, der består af:

  • 1) 2 medlemmer udpeget af kommunalbestyrelsen.

  • 2) 2 medlemmer udpeget af de handicappedes organisationer.

  • 3) 2 medlemmer valgt af og blandt undervisningsinstitutionens lærere og øvrige medarbejdere. Heraf skal mindst én være lærer.

  • 4) 1 medlem valgt af og blandt undervisningsinstitutionens deltagere.

Stk. 2 Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at bestyrelsen udvides med flere medlemmer efter lokalt behov.

Stk. 3 Valg af de i stk. 1, nr. 1 og 2, nævnte medlemmer finder sted snarest muligt efter hvert kommunalvalg. Valg af de i stk. 1, nr. 3 og 4, nævnte medlemmer sker for et undervisningsår ad gangen. Medlemmerne fungerer indtil udgangen af den måned, i hvilken nye valg har fundet sted.

Stk. 4 Er det ikke muligt at få valgt en deltagerrepræsentant, bortfalder valget af denne.

Stk. 5 Deltagerrepræsentanten må ikke overvære den del af drøftelserne, der angår sager vedrørende enkelte deltagere eller lærere.

Stk. 6 Undervisningsinstitutionens leder deltager i bestyrelsens møder uden stemmeret.

Stk. 7 Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden og vælger selv sin formand.

Stk. 8 Bestyrelsens sammensætning og kompetence skal fremgå af undervisningsinstitutionens vedtægter, som fastsættes af kommunalbestyrelsen.

Stk. 9 Børne- og undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om valg til bestyrelsen og dennes virksomhed.

§ 6d

Bestyrelsen fastlægger efter indstilling fra lederen og inden for den økonomiske ramme, der er fastsat af kommunalbestyrelsen, undervisningsinstitutionens budget.

Stk. 2 Bestyrelsen afgiver på baggrund af indstilling fra lederen udtalelse til kommunalbestyrelsen om ansættelse og afskedigelse af lærere og andet personale ved undervisningsinstitutionen.

Stk. 3 Bestyrelsen kan varetage andre opgaver vedrørende undervisningsinstitutionen efter kommunalbestyrelsens nærmere bestemmelse.

§ 6e

For deltagelse i bestyrelsens møder kan der ydes medlemmerne diæter, erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste og befordringsgodtgørelse m.v. i overensstemmelse med reglerne i § 16 i lov om kommunernes styrelse.

§ 6f

Ved hver undervisningsinstitution dannes et pædagogisk råd, som er rådgivende for institutionens leder og bestyrelse. Rådet består af undervisningsinstitutionens leder og alle medarbejdere, der varetager undervisningsopgaver og andre pædagogiske opgaver.

Stk. 2 Det pædagogiske råd fastsætter selv sin forretningsorden og vælger selv sin formand.

§ 6g

Ved hver undervisningsinstitution kan deltagerne danne et elevråd til at varetage deres interesser.