Lov om specialundervisning for voksne Kapitel 1

Denne konsoliderede version af lov om specialundervisning for voksne er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 301 af 08. juni 1978,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1653 af 09. august 2021,
som ændret ved lov nr. 754 af 13. juni 2023

Kapitel 1 Specialundervisning for voksne
§ 1

Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at personer med fysiske eller psykiske handicap, der bor eller længerevarende opholder sig i kommunen, efter undervisningspligtens ophør kan få undervisning og specialpædagogisk bistand, der tager sigte på at afhjælpe eller begrænse virkningerne af disse handicap (kompenserende specialundervisning). I tilknytning hertil kan der etableres undervisning, som er tilrettelagt under hensyntagen til deltagernes handicap. Undervisningen kan indrettes i kostskoleform. Børne- og undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om placeringen af kommunalbestyrelsens undervisningsforpligtelse over for personer med fysiske eller psykiske handicap, der bor eller opholder sig i boformer efter §§ 107 og 108 i lov om social service.

Stk. 2 Regionsrådet kan tilrettelægge særlige ungdomsuddannelsesforløb.

Stk. 3 Det påhviler desuden regionsrådet at drive undervisningsinstitutioner for de i stk. 1 omfattede personer, som har tale-, høre- eller synsvanskeligheder, og som vedkommende kommunalbestyrelse har henvist til specialundervisning og specialpædagogisk bistand ved regionsrådets foranstaltning, jf. § 1 b.

Stk. 4 Regionsrådet kan efter overenskomst med private skoler, institutioner eller initiativtagere henvise de af stk. 3 omfattede personer til undervisning i private skoler eller institutioner m.v. Børne- og undervisningsministeren kan fastsætte regler herom.

Stk. 5 Regionsrådet kan efter aftale med kommunalbestyrelsen varetage kommunale driftsopgaver inden for denne lov, der har en naturlig tilknytning til regionens opgaver, og hvor regionen derfor har særlige kompetencer i forhold til opgavevaretagelsen.

Stk. 6 Børne- og undervisningsministeren fastsætter nærmere regler om undervisningens mål og indhold samt om afgrænsningen efter denne lov. Børne- og undervisningsministeren fastsætter endvidere nærmere regler om adgangen for kommuner, regioner og undervisningsinstitutioner m.v. til at indhente viden og bistand til kommunens udredning og specialrådgivning fra den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation.

Stk. 7 Kommunalbestyrelsen kan efter overenskomst med staten, private skoler, institutioner eller initiativtagere eller andre kommunalbestyrelser henvise personer til undervisning efter stk. 1 i statslige, private eller andre kommunale skoler eller institutioner. Børne- og undervisningsministeren kan fastsætte regler herom.

§ 1a

(Ophævet)

§ 1b

Kommunalbestyrelsen foretager henvisning af de i § 1, stk. 1, omfattede personer til specialundervisning og specialpædagogisk bistand ved regionsrådets foranstaltning, når kommunalbestyrelsen finder, at de pågældendes udvikling stiller krav om en særlig vidtgående hensyntagen eller støtte, der bedst kan imødekommes ved en regional foranstaltning.

Stk. 2 Regionsrådet træffer afgørelse om det nærmere indhold af foranstaltningen, jf. stk. 1. Regionsrådets afgørelse træffes efter forhandling med kommunen på grundlag af en indstilling fra kommunen.

Stk. 3 Børne- og undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om proceduren m.v. i forbindelse med kommunalbestyrelsens henvisning af personer til regionsrådets foranstaltning. Der kan desuden fastsættes regler om, at kommunalbestyrelsen kan henlægge beføjelser vedrørende henvisning, herunder visitations- og optagelseskompetence, af personer til specialundervisning og specialpædagogisk bistand til regionsråd eller voksenspecialundervisningsinstitutioner, herunder private institutioner.

§ 2

(Ophævet)