Seniorskatteloven § 6

Denne konsoliderede version af seniorskatteloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om skattenedslag for seniorer

Lov nr. 473 af 17. juni 2008,
som ændret ved lov nr. 1341 af 19. december 2008, lov nr. 521 af 12. juni 2009 og lov nr. 1433 af 05. december 2018

§ 6

Har en person erhvervet indkomst i et andet EU/EØS-land end Danmark, på Færøerne eller i Grønland og bortset fra det indkomstår, hvor vedkommende fylder 64 år, ikke været skattepligtig efter kildeskattelovens § 1 eller § 2, stk. 1, nr. 1-4 eller 7, eller stk. 2, i dele af den periode, som er nævnt i § 3, indgår størrelsen af en dokumenteret løn-, honorar- eller arbejdsindkomst i udlandet for hvert af indkomstårene i vurderingen af, hvorvidt personen har været fuldtidsbeskæftiget i denne periode. Den dokumenterede udenlandske indkomst angivet i udenlandsk valuta omregnes til dansk mønt med den af Danmarks Nationalbanks offentliggjorte gennemsnitlige valutakurs for det kalenderår, som indkomsten vedrører.

Stk. 2 For en person omfattet af stk. 1 er der for de indkomstår, hvor personen erhverver indkomst i udlandet, ikke krav om, at vedkommende opfylder betingelserne i § 4.

Stk. 3 Har en person i den periode, der er nævnt i § 3, erhvervet indkomst i et andet EU/EØS-land end Danmark, på Færøerne eller i Grønland og været skattepligtig efter kildeskattelovens § 1, eller § 2, stk. 1, nr. 1-4, eller 7, eller stk. 2, medregnes den udenlandske indkomst i vurderingen af, hvorvidt personen har været fuldtidsbeskæftiget i denne periode.

Stk. 4 En person omfattet af stk. 3 anses tillige for omfattet af § 1, stk. 3, nr. 1, hvis mindst 75 pct. af personens samlede danske og udenlandske indkomst, som udgør vederlag m.v. nævnt i § 1, stk. 2, nr. 1 og 2, og eventuel udenlandsk indkomst efter stk. 1, er dansk A-indkomst, jf. kildeskattelovens § 43. Tilsvarende gælder, hvis en person omfattet af stk. 3 ud over at være omfattet af § 1, stk. 3, nr. 1, også er omfattet af § 1, stk. 3, nr. 2 eller nr. 3.