Lov om sikkerhed i net- og informationssystemer i transportsektoren Kapitel 1

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 441 af 08. maj 2018

Kapitel 1 1 Anvendelsesområde og definitioner
§ 1

Loven finder anvendelse på operatører af væsentlige transporttjenester.

§ 2

I denne lov forstås ved:

  • 1) Operatør af en væsentlig transporttjeneste: En offentlig eller privat enhed, der udpeges af transport-, bygnings- og boligministeren som operatør af en væsentlig transporttjeneste i medfør af § 3, stk. 1, og som varetager opgaver vedrørende lufttransport, jernbanetransport, søfart inden for transport-, bygnings- og boligministeriets område og vejtransport.

  • 2) Net- og informationssystem:

    • a) Et elektronisk kommunikationsnet, der udgøres af transmissionssystemer og, hvor det er relevant, koblings- og dirigeringsudstyr og andre ressourcer, herunder netelementer, der ikke er aktive, som gør det muligt at overføre signaler ved hjælp af trådforbindelse, radiobølger, lyslederteknik eller andre elektromagnetiske midler, herunder satellitnet, jordbaserede fastnet (kredsløbs- og pakkekoblede, herunder i internettet) og mobilnet, elkabelsystemer, i det omfang de anvendes til transmission af signaler, net, som anvendes til radio- og tv-spredning, samt kabel-tv-net, uanset hvilken type information der overføres.

    • b) Enhver anordning eller gruppe af indbyrdes forbundne eller beslægtede anordninger, hvoraf en eller flere ved hjælp af et program udfører automatisk behandling af digitale data.

    • c) Digitale data, som lagres, behandles, fremfindes eller overføres ved brug af elementer i litra a og b med henblik på deres drift, brug, beskyttelse og vedligeholdelse.

  • 3) Sikkerhed i net- og informationssystemer: Evnen for net- og informationssystemer til på et givet sikkerhedsniveau at modstå handlinger, der er til skade for tilgængeligheden, autenticiteten, integriteten eller fortroligheden i forbindelse med lagrede eller overførte eller behandlede data eller de dermed forbundne tjenester, der tilbydes af eller er tilgængelige via disse net- og informationssystemer.

  • 4) Hændelse: Enhver begivenhed, der har en egentlig negativ indvirkning på sikkerheden i net- og informationssystemer.

  • 5) Risiko: Enhver rimelig identificerbar omstændighed eller begivenhed, der har en potentiel negativ indvirkning på sikkerheden i net- og informationssystemer.

  • 6) Nationalt centralt kontaktpunkt: En national kompetent enhed med ansvar for at koordinere spørgsmål vedrørende sikkerheden i net- og informationssystemer samt grænseoverskridende samarbejde i EU herom.

  • 7) CSIRT: En national it-beredskabsenhed, der håndterer hændelser, og som har ansvar for at sikre samarbejdet om sikkerheden i net- og informationssystemer i EU.