Lov om revision af den kommunale inddeling Kapitel 1

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 540 af 24. juni 2005,
jf. lovbekendtgørelse nr. 71 af 23. januar 2024

Kapitel 1 1 Almindelige principper for revision af den kommunale inddeling
§ 1

Indenrigs- og sundhedsministeren bemyndiges til i overensstemmelse med reglerne i denne lov at gennemføre en revision af den kommunale inddeling ved dannelsen af nye kommuner med virkning fra den 1. januar 2007.

Stk. 2 Indenrigs- og sundhedsministeren udfærdiger senest den 1. juli 2005 en fortegnelse over de ændringer i den kommunale inddeling, som gennemføres i medfør af stk. 1.

Stk. 3 Indenrigs- og sundhedsministeren kan, såfremt særlige forhold taler herfor, fastsætte vilkår for dannelsen af nye kommuner i medfør af stk. 1, herunder vilkår, der indebærer fravigelse af gældende lovgivning.

§ 2

Revisionen af den kommunale inddeling skal søges gennemført ved sammenlægning af hele kommuner, medmindre der foreligger særlige forhold.

Stk. 2 Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter de nærmere vilkår for gennemførelsen af ændringer i den kommunale inddeling, der indebærer deling af kommuner.

Stk. 3 I vilkårene træffes bestemmelse om ordningen af de kommunale forhold, der berøres af ændringen, og som det må anses for nødvendigt eller hensigtsmæssigt at sikre tilrettelagt, inden ændringen gennemføres.

Stk. 4 I vilkårene kan foretages sådanne fravigelser fra gældende lovgivning, som en deling af kommuner nødvendiggør. Det kan i den forbindelse fastsættes, i hvilket omfang reglerne i denne lov og i lov om visse proceduremæssige spørgsmål i forbindelse med kommunalreformen finder anvendelse.

§ 3

Ved dannelsen af nye kommuner skal det tilstræbes, at de får en sådan størrelse og et sådant omfang, at de befolkningsmæssigt og geografisk danner et hensigtsmæssigt grundlag for en selvstændig varetagelse af de kommunale opgaver. Det skal ligeledes tilstræbes, at der ved dannelsen af nye kommuner tages hensyn til kulturel og erhvervsmæssig samhørighed, og at der indgår såvel landområder som byområder i de nye kommuner.

Stk. 2 Ved dannelsen af nye kommuner skal der tages hensyn til kommunalbestyrelsernes ønsker om kommunesammenlægninger og om indgåelse af aftaler om forpligtende kommunale samarbejder i medfør af lov om forpligtende kommunale samarbejder.

Stk. 3 Ved dannelsen af nye kommuner skal der tages særligt hensyn til, at kommunalbestyrelsen i en kommune, der udgør en ø, ikke ønsker at indgå i en kommunesammenlægning. Der skal endvidere tages særligt hensyn til, at kommunalbestyrelserne i de kommuner, der udgør en ø, ønsker at indgå i en kommunesammenlægning, der alene omfatter kommunerne på øen.

§ 4

Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter de nye kommuners navne.

Stk. 2 Navnene angives i den i § 1, stk. 2, nævnte fortegnelse.